Returnering (Compliance)

Hvert år skal CO2-kvoteomfattede virksomheder returnere det antal kvoter, som svarer til deres CO2-udledning fra året før. Vi anbefaler her på siden tidsfrister, så du kan nå Compliance 2025 i tide, og derved undgå en afgift.

  • Opdateret 19. december 2024

Senest den 30. september 2025 skal driftsledere og luftfartøjsoperatører have returneret det antal kvoter, som svarer til virksomhedens CO2-udledning i 2024. Antallet af kvoter, der skal returneres, skal være i overensstemmelse med de verificerede udledninger, der skal rapporteres senest den 31. marts 2025. Herved kommer virksomheden i compliance og undgår afgifter.

Fra 2025 skal søfartsoperatører rapportere deres CO2-udledning og returnere tilsvarende mængde kvoter. De samme frister vil gælde for dem.

Vi anbefaler dog, at du er i god tid. Nedenunder har vi sat nogle anbefalede deadlines til at tage højde for transaktionsforsinkelser, helligdage mv.

Erhvervsstyrelsens vejledning

Erhvervsstyrelsen har lavet en vejledning til de mest typiske spørgsmål om CO2 Compliance.

  • Som driftsleder skal du rapportere jeres CO2-udledningen i Energistyrelsens digitale indberetningssystem EDO (EnergiDataOnline). Herefter skal jeres verifikator verificere rapporteringen. Det foregår også i EDO.
     
  • I skal returnere kvoter i CO2-kvoteregisteret.
  • Som luftfarttøjsoperatør skal du både rapportere til Energistyrelsen og i CO2-kvoteregistret.
    Bemærk at i CO2-kvoteregistret, skal I rapportere både jeres udledning til EU’s CO2-kvoteordning og i forhold til det Schweiziske kvotehandelssystem. Herefter skal jeres verifikator verificere rapporteringen. 
     
  • I skal returnere kvoter i CO2-kvoteregisteret.
    Hvis I har forpligtelser og skal returnere kvoter til det Schweiziske kvotehandelssystem, skal I returnere de kvoter samtidig med, at I returnerer til EU´s kvotehandelssystem.

De anbefalede frister er for, at vi kan nå at hjælpe dig. Der er både taget højde for transaktionsforsinkelser og arbejdsdage vedrørende fx tilknytning af betroede konti og transaktioner.

Compliance frister 2024
 Anbefalet fristAbsolut sidste chance
 Rapportering og verifikation27/331/3
 Tilføjelse af konto til betroet liste 17/922/9
 Køb af kvoter til returnering 24/926/9
 Returnering 26/930/9

Til returneringen har alle operatører mulighed for at bruge følgende typer af kvoter, uanset om det er hører til handelsperioden 3 eller 4.

  • EUA – Almindelige kvoter
  • AEUA – Luftfarts kvoter
  • CHU – Almindelige schweiziske kvoter
  • CHUA – Schweiziske luftfarts kvoter
  • Der er 4 arbejdsdages forsinkelse på at få tilknyttet en konto til listen over betroede konti.
  • Vær opmærksom på forskellige transaktionsforsinkelser afhængigt af, om en transaktion er til en betroet-konto, eller om det er en direkte transaktion.
  • Der er ingen transaktionsforsinkelse på returnering. 
  • Returnering skal godkendes af en anden kontorepræsentant som enten har rollen 'Godkender' eller 'Starter og/eller godkender'.
  • Hvis I har valgt at transaktioner til betroede-konti kun kræver én kontorepræsentant, gælder det samme princip for returnering. Dvs. at returnering kan gennemføres af kun én kontorepræsentant som har rollen ’Starter og/eller godkender’.

Mulige udfordringer, der kan forsinke returneringen i CO2-kvoteregistret

  • Problemer med at logge på CO2-kvoteregisteret - F.eks. udløbet password og ny e-mail.
  • Ny mobiltelefon - problemer med at registrere den i EU Login. 
  • Kun én kontorepræsentant på kontoen.
  • Rollefordeling som gør, at transaktioner ikke kan gennemføres.
  • At overse transaktionsforsinkelser i forbindelse med tilknytning af betroede konti.
  • Køb af kvoter kan tage længere tid end forventet.

Returnér i tide og undgå suspenderet konto og dyre afgifter

Hvis rapportering og verificering ikke er registreret i CO2-Kvoteregistret inden 31. marts kl. 24.00, vil kontoen automatisk blive blokeret for transaktioner (men ikke for returnering). Blokeringen ophæves, når rapportering og verificering er registreret.

OBS!:
Hvis returnering ikke er gennemført inden 30. september kl. 24.00, skal Energistyrelsen opkræve en afgift på 100 Euro pr. ikke-returneret kvote. De kvoter, der ikke er blevet returneret, vil desuden fortsat skulle returneres.

Kontakt Team CO2-kvoteregistret

 

Mandag - torsdag kl. 8.30-16.00

Fredag kl. 9.00-15.00

 

Nødtelefon - må kun benyttes i yderst kritiske tilfælde.