LRAIC fastnet
Erhvervsstyrelsen har siden 2002 og frem til 2020 fastsat årlige maksimalpriser på engrosprodukter for henholdsvis kobber, fiber og kabel-tv efter LRAIC-metoden på fastnetområdet. LRAIC-metoden anvendes ikke længere direkte til prisafgørelser, men anvendes dog fortsat som referenceramme for gældende markedspriser.
LRAIC-prisfastsættelsesmetoden tager udgangspunkt i hvad de fremadrettede omkostninger burde være i et optimalt drevet net og selskab - baseret på en moderne, effektiv teknologi. Hermed sikrer LRAIC-metoden både, at den pågældende netejer får dækning for de relevante omkostninger, såfremt selskabet drives effektivt, og at der ikke betales en merpris på grund af ineffektivitet og forældet teknologi. Modellen kan bruges til at beregne omkostningerne og heraf priserne forbundet med at udbyde en række af de regulerede netadgangsprodukter.
Erhvervsstyrelsen forventer fremadrettet at LRAIC-arbejdet på fastnetområdet består i at udvikle, opdatere og revidere LRAIC-modellen på fastnetområdet med henblik på også at have en referenceramme for engrospriserne i fremtiden.