Om MitUdbud

MitUdbud skal gøre det lettere at finde og deltage i offentlige udbud. På denne side kan du læse mere om baggrunden for MitUdbud, funktionerne i MitUdbud og hvordan du kan holde dig opdateret om projektet.

  • Opdateret 1. maj 2024

Regeringen har taget initiativ til løsningen MitUdbud, som skal:

  • Gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at finde og deltage i offentlige udbud
  • Lette dokumentationen, blandt andet ved genbrug af virksomhedsoplysninger 
  • Gøre det nemmere at udfylde ESPD’en
  • Mindske virksomhedernes transaktionsomkostninger

MitUdbud udspringer af 'Danmark kan mere 1', og realiseres som et it-projekt etableret i samarbejde mellem Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Erhvervsstyrelsen. MitUdbud udvikles af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med interessenter, brugere og markedsaktører.

Løsningen bag MitUdbud

Hvordan du møder MitUdbud, afhænger af din måde at arbejde med udbud på. MitUdbud udvikles som en fleksibel komponentbaseret løsning, der består af en række funktioner, som kan tilgås på forskellig vis. En ordregiver, rådgiver eller tilbudsgiver kan tilgå funktionerne via to indgange. Det kan være via MitUdbuds website, som skal gøre det lettere at finde og deltage i offentlige udbud. Det er også muligt at benytte MitUdbuds funktioner via nuværende udbudssystemer. Markedets systemudbydere kan integrere deres udbudssystem til MitUdbud via snitflader, som udstilles af Erhvervsstyrelsen. Herunder kan du læse mere om indholdet i MitUdbud.

MitUdbuds website

For at gøre det lettere for virksomheder at finde og deltage i offentlige udbud etableres MitUdbuds website, som er en modernisering af udbud.dk. MitUdbuds website består af en række funktioner. MitUdbuds website forventes lanceret medio 2024. Læs mere om funktionerne herunder.

MitUdbuds website samler information om alle danske udbud og EU-udbud ét sted. På MitUdbuds website vil ordregiver kunne annoncere indkøbsplaner og aktuelle udbud under tærskelværdien med grænseoverskridende interesse. Indkøbsplaner er offentlige myndigheders mulighed for tidligt at annoncere planer om kommende udbud, så virksomhederne i god tid kan forberede sig til den kommende konkurrenceudsættelse. Ordregiver kan også arbejde videre med de indtastede oplysninger fra en indkøbsplan, når de forventede indkøb bliver til aktuelle udbud. 

Med bedre og mere intuitive søgemuligheder skabes bedre mulighed for, at leverandører kan finde relevante udbud at afgive tilbud på. MitUdbud bliver forbundet med TED, derved vises EU-udbud over tærskelværdien også som en del af søgningen. Udbud under tærskelværdien med grænseoverskridende interesse annonceres direkte fra MitUdbud eller TED. TED (Tenders Electronic Daily) er onlineudgaven af "tillægget til EU-Tidende" om offentlige kontrakter i EU.  

MitUdbud vil også tilbyde muligheden for, at brugere, som logger ind, kan abonnere på søgninger ved oprettelse af søgeagenter. Dermed kan brugerne få løbende opdateringer om nye relevante udbud. Samtidigt vil det blive nemmere for tilbudsgiver at søge i udbud, fordi MitUdbud stiller nye redskaber til rådighed for at vælge relevante CPV-koder. Læs mere herom under Datagenbrug. 

Datagenbrug

I MitUdbud samles virksomhedens offentlige registeroplysninger såsom CVR-oplysninger og regnskabsdata ét centralt sted. Det skal gøre det nemt for tilbudsgivere at genanvende data i deres tilbud, tilvælge relevante CPV-koder og samtidig understøtte lettere adgang til en gyldig serviceattest. Som tilbudsgiver og ordregiver kan du benytte disse funktioner direkte på MitUdbuds website. Markedets eksisterende systemudbydere kan også integrere til funktionerne fra Erhvervsstyrelsens snitflader, der udstilles i form af API’er. Funktionerne bag MitUdbuds datagenbrug forventes klar til lancering medio 2024. Læs mere om de enkelte funktioner i Datagenbrug herunder.

MitUdbud stiller muligheden for datagenbrug til rådighed for ordregiver og tilbudsgiver. Det sikrer god datakvalitet, når ordregiver skal udfylde oplysninger i et nyt udbud, at tidligere udfyldte oplysninger er til rådighed for genbrug. Hermed kan ordregiver og tilbudsgiver genbruge tekst og oplysninger i udbud, såsom beskrivende termer og CPV-koder. På den måde bliver der ensartethed for tilbudsgivere, som leder efter nye udbud.

Det skal være nemt for virksomheder at genbruge offentliggjorte regnskabsdata og virksomhedsdata fra CVR-registret, når de besvarer et ESDP. MitUdbud vil forbedre virksomhedernes mulighed for at genbruge serviceattesten til at dokumentere ESPD-besvarelsen via MitUdbuds website. Det bliver også nemmere at genbruge serviceattesten fra det udbudssystem, som virksomheden allerede anvender, såfremt systemudbyderne vælger at integrere til funktionen via API’er.

Hvad er en serviceattest?

For at dokumentere, at en virksomhed er egnet til at deltage i udbuddet, skal virksomheden ofte aflevere en serviceattest udstedt af Erhvervsstyrelsen. Erhvervsstyrelsen koordinerer indsamlingen af oplysninger fra andre offentlige myndigheder, der ligger til grund for serviceattesten. En serviceattest indeholder relevante oplysninger fra ATP, Skatteforvaltningen, Skifteretten og Politiet (Kriminalregistret), som dokumentation for virksomhedens egnethed. Når oplysningerne er indhentet, udarbejder Erhvervsstyrelsen en offentlig serviceattest til virksomheden.

Løsningen skal sikre god datakvalitet i udbud og tilbud. Her undersøger MitUdbud, om det er muligt at gøre det nemmere for ordregivere og tilbudsgivere at vælge de rette CPV-koder ved hjælp af machine learning. På den måde vil udbud blive nemmere at finde for tilbudsgivere, der søger i udbud, og som tilbudsgiver vil man også få andre relevante CPV-koder foreslået, når man søger efter relevante udbud. For nuværende undersøges dette ved hjælp af en POC (proof of concept), der demonstrerer, hvorvidt CPV-kodevælgeren er et bæredygtigt koncept for MitUdbud.

Hvad er en CPV-kode?

I en udbudsbekendtgørelse skal ordregiver angive en såkaldt CPV-kode. Der er en CPV-kode for hver type af vare, tjenesteydelse og bygge- og anlægsopgave. Det gør det enkelt og entydigt for leverandørerne at finde og identificere de ydelser, ordregiveren udbyder. CPV-koder er en taksonomi bestående af cirka 9.500 koder.

Nemmere at opstille og besvare ESPD

Med ESPD-komponenten udvikler MitUdbud funktioner, hvor ordregivere kan oprette deres ESPD, og tilbudsgiverne kan besvare ESPD’et. Her vil MitUdbud bidrage til større genkendelighed på tværs af ESPD-udfyldelsen og dermed gøre det nemmere at anvende for SMV’erne. I november 2023 indledtes analysefasen, hvor MitUdbud indhentede erfaringer fra forskellige myndigheder, brugerinterviews m.v. for at skabe den løsning, der imødekommer brugernes behov bedst muligt. Resultaterne fra analysefasen vil have indflydelse på, hvad ESPD-komponenten skal indeholde, og hvordan den bygges. Læs mere om mulighederne for at deltage i fremtidige brugerinterviews under afsnittet Interessentinddragelse. Det forventes, at ESPD-komponenten er klar til lancering ultimo 2025. 

Hvad er ESPD?

ESPD står for European Single Procurement Document eller på dansk: Det fælles europæiske udbudsdokument. ESPD’er en egenerklæring som tilbudsgiver udfylder som et foreløbigt bevis for, at de opfylder krav til egnethed, udelukkelse og udvælgelse i forhold til udbudsmaterialet. 

Tilmeld dig MitUdbuds nyhedsbrev

Få vores nyhedsbrev målrettet dig, som arbejder med udbud - enten som tilbudsgivende virksomhed, rådgiver, ordregivende myndighed eller udbyder af et udbudssystem.

Kontakt

MitUdbuds interessentinddragelse – vær med!

For dig, som er interesseret i MitUdbud er der mulighed for at deltage i dialog eller brugertest. MitUdbud samarbejder med interessenter gennem et brugerpanel, et systemudbyderpanel og et interessentforum. 

EU-logo: Medfinansieret af Den Euroæiske Union