Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse står for planlægning af forsvarsanskaffelser. Ved nye anskaffelser af forsvarsmateriel og -tjenesteydelser for over 50 mio. DKK fra en potentiel udenlandsk leverandør foretager Erhvervsstyrelsen og Forsvarsministeriet en vurdering af mulige foranstaltninger til udvikling og opretholdelse af en forsvarsindustriel effekt i Danmark i henhold til artikel 346 i TEUF.
En konkret vurdering
Ikke alle anskaffelser, der bliver vurderet, omfattes af en foranstaltning til udvikling og opretholdelse af en forsvarsindustriel effekt i Danmark. Hver beslutning sker på baggrund af en konkret og individuel vurdering foretaget af Erhvervsstyrelsen og Forsvarsministeriet
De tre byggeklodser i 346-vurderingen
- Forsvarsministeriet vurderer ved hver enkelt anskaffelse af forsvarsmateriel og forsvarstjenesteydelser, om det af hensyn til varetagelsen af Danmarks væsentlige sikkerhedsinteresser er nødvendigt at træffe foranstaltninger til sikring af en forsvarsindustriel effekt.
- Erhvervsstyrelsen og Forsvarsministeriet vurderer i fællesskab hvilken type af foranstaltning, der på mindst mulig indgribende vis, kan sikre den forsvarsindustrielle effekt.
- Erhvervsstyrelsen vurderer, hvorvidt gennemførelsen af den påtænkte foranstaltning implicerer uforholdsmæssig stor risiko for utilsigtede sideeffekter, der kan forringe konkurrencevilkårene i det indre marked for varer, som ikke er bestemt specielt til militære formål.
På baggrund af vurderingen beslutter Erhvervsstyrelsen, om en foranstaltning til udvikling og opretholdelse af en forsvarsindustriel effekt skal gennemføres. Erhvervsstyrelsen meddeler de relevante myndigheder om beslutningen.
Hvis anskaffelse omfattes af et krav om industrisamarbejde administreres dette af Erhvervsstyrelsen.