Om BEREC og IRG
BEREC
Body of European Regulators for Electronic Communications (BEREC) er en sammenslutning af uafhængige europæiske telemyndigheder. BEREC har til formål at rådgive og bistå primært Europa-Kommissionen og de andre EU-institutioner med at konsolidere det indre marked på teleområdet.
BEREC blev oprettet i januar 2010 som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1211/2009 af 25. november 2009 om "oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og dens støttekontor." BEREC efterfulgte samarbejdet i European Regulators Group (ERG), som eksisterede fra 2002 til 2009. Sammen med BEREC er der etableret et støttekontor (BEREC Office), som giver administrativ bistand til arbejdet mellem sammenslutningens medlemmer, herunder ved afholdelse af de fire årlige møder for medlemmernes direktører (Board of Regulators). Støttekontoret har hovedsæde i Riga (Letland).
Medlemmerne er 37 nationale telemyndigheder fra de 27 EU-medlemslande, EFTA-landene (Schweiz, Liechtenstein, Norge og Island), kandidatlandene samt potentielle kandidatlande. EFTA-landene og EU-kandidatlandene deltager kun som observatører. Europa-Kommissionen deltager ligeledes som observatør. Ukraine er i 2022 blevet observatør.
Udover møderne på direktørniveau mødes eksperter fra de nationale myndigheder efter behov i en række BEREC-projektgrupper, som nedsættes for et år ad gangen.
IRG
Independent Regulators Group (IRG) er en uformel sammenslutning af de uafhængige europæiske telemyndigheder. Gruppen blev dannet i 1997 og består i dag af de samme telemyndigheder, som deltager i BEREC, dog med den forskel, at UK også deltager, mens Europa-Kommissionen ikke deltager i møderne. IRG-medlemmerne mødes ligesom i BEREC fire gange om året på direktørniveau.
Formandskabet for BEREC og IRG går på skift mellem telemyndighederne og varetages for ét år ad gangen. I 2022 varetages formandskabet af den hollandske telemyndighed, og i 2023 overtager den græske telemyndighed formandskabet.