Præ-screening af investeringer og aftaler

Du kan både som udenlandsk investor, dansk nystiftet virksomhed eller som dansk virksomhed, der er genstand for en påtænkt investering eller aftale få en forhåndsvurdering af, om en konkret investering eller aftale ikke vedrører kritisk teknologi eller kritisk infrastruktur. 

  • Opdateret 7. december 2023

Du kan både som udenlandsk investor, dansk nystiftet virksomhed eller som dansk virksomhed, der er genstand for en påtænkt investering eller aftale få en forhåndsvurdering af, om en konkret investering eller aftale ikke vedrører kritisk teknologi eller kritisk infrastruktur. Erhvervsstyrelsen kan herudover give vejledning om mulighederne for at få en afklaring af, hvordan virksomheden i øvrigt er omfattet af de øvrige følsomme sektorer og aktiviteter.

Erhvervsstyrelsen vil alene kunne bekræfte, at den konkrete investering eller aftalen ud fra de foreliggende oplysninger ikke vedrører kritisk teknologi eller kritisk infrastruktur. Erklæringen vil dermed være med forbehold for, at investeringen eller aftalen kan vedrøre nogle af de øvrige særligt følsomme sektorer (forsvar, it-sikkerhed eller dual-use)

Ligeledes vil denne forhåndsvurdering være med forbehold for, at investeringen eller aftalen kan være omfattet af anmeldelse, der gælder udenfor de særligt følsomme områder.

Krav for at kunne modtage en præ-screeningsvurdering  

For at modtage en præ-screeningsvurdering skal den udenlandske investor, den danske nystiftede virksomhed eller den danske virksomhed, der er genstand for en påtænkt investering, oplyse få basisoplysninger om hhv. den udenlandske investor, den påtænkte målvirksomhed, og hvornår investeringen eller aftalen påtænkes gennemført.

Erhvervsstyrelsen beder desuden om en uddybende beskrivelse af, hvorfor den pågældende virksomhed ønsker at anmode om præscreening af den påtænkte investering eller den særlig økonomiske aftale, en beskrivelse af den danske målvirksomheds forretningsområder samt overvejelser i forhold til, om virksomheden kan placeres som kritisk infrastruktur eller om virksomheden producerer eller udvikler teknologier, der vedrører kritisk teknologi efter anvendelsesbekendtgørelsens § 10.

Hvis præscreeningen vedrører en bekræftelse på, at virksomheden er omfattet af undtagelsesbestemmelserne for nystiftede virksomheder, dvs. hvis den udenlandske investors kapitaltilførsel til virksomheden eller værdien af en særlig økonomisk aftale ikke samlet overstiger 75 mio. kr. de tre første regnskabsår, beder Erhvervsstyrelsen om oplysninger om kapitaltilførslen og en finansieringsplan. 

Indsend præscreenings-anmodning 

Hvis du ønsker at anmode om en præscreening, skal du indsende din ansøgning gennem Virk.