En udenlandsk leverandør kan indgå i et udviklingsprojekt, hvor de fx bidrager med teknologi eller rådgivning til en dansk virksomhed. Herigennem kan de afvikle deres forpligtelse til industrisamarbejde.
Ansøg om forhåndsgodkendelse af udviklingsprojekter
Erhvervsstyrelsen skal forhåndsgodkende udviklingsprojekter, før de sættes i gang. Til brug for vores forhåndsgodkendelse skal den udenlandske leverandør beskrive udviklingsprojektet i en særlig skabelon. Den danske virksomhed, der er med i projektet, skal godkende projektbeskrivelsen, før den sendes til os.
Retningslinjer for afvikling af industrisamarbejde gennem udviklingsprojekter
Godkendelse af faktorer i udviklingsprojekter
Erhvervsstyrelsen kan godkende såkaldte ’faktorer’, når leverandøren bidrager med teknologi, software, kapital til udvikling og rådgivning m.v. til den danske virksomhed.
Faktorer kan godkendes, hvis vi vurderer, at det konkrete bidrag har større værdi for den danske virksomhed end et direkte salg af produkter eller tjenesteydelser til den udenlandske leverandør ville have. I sådanne tilfælde kan Erhvervsstyrelsen godkende, at leverandørens forpligtelse til industrisamarbejde reduceres med en faktor, der er højere end 1.
Faktorerne vurderes på grundlag af den type aktivitet, der er tale om.
Bidrag fra udenlandsk leverandør til virksomhed i Danmark | Eksempler | Maksimal faktor, der kan godkendes |
---|---|---|
Teknologi | Maskiner, udstyr, software, licenser, immaterielle rettigheder m.v. inklusive ejerskab til teknologien. | 7 |
Finansiering | Finansiering af omkostninger i konkrete udviklingsprojekter. | 5 |
Rådgivning | Rådgivning af den danske virksomhed. Det kan både være rådgivning fra leverandørens egne eksperter eller fra eksterne eksperter, fx i forbindelse med træning og efteruddannelse. | 5 |
Faciliteter | Testfaciliteter eller en stand på en messe, hvor virksomheden i Danmark møder nye kunder og samarbejdspartnere i forbindelse med et konkret udviklingsprojekt. | 3 |
Følgesalg
I forbindelse med et udviklingsprojekt kan en dansk virksomhed have udviklet et nyt forsvarsprodukt eller en forsvarstjenesteydelse. Det salg virksomheden har af produktet eller ydelsen – også kaldet følgesalg - kan godkendes som afvikling af den udenlandske leverandørens forpligtelse til industrisamarbejde. Det gælder uanset, om produktet sælges til leverandøren eller til tredjeparter.
Formålet med at godkende følgesalg er at sikre en forankring af de nye kompetencer og kapaciteter, som den danske virksomhed opbygger gennem udviklingsprojektet.
Det er en betingelse, at salget alene vedrører det produkt eller den ydelse, der er udviklet gennem projektet. Under retningslinjerne fra 2021 kan følgesalgene accepteres op til 10 år efter udviklingsfasens afslutning. Industrisamarbejdsaftalens løbetid vil naturligt begrænse følgesalgsperiodens længde under projektet, såfremt denne er under 10 år.
Milepælsbonus for følgesalg
Erhvervsstyrelsen kan godkende en milepælsbonus for følgesalg som en incitamentsordning for de udenlandske leverandører. Milepælsbonussen udløses, når et bestemt mål for følgesalg af produktet eller ydelsen i et udviklingsprojekt opnås indenfor en fastsat tidsramme.
Under retningslinjerne fra 2021 vil milepælsbonussen udgøre op til 100 % af værdien af følgesalgene fra den danske virksomhed til den udenlandske leverandør eller til tredjeparter. For udviklingsprojekter på kontrakter om industrisamarbejde, der er indgået under 2014-retningslinjerne, er milepælsbonussen 50% og følgesalget skal finde sted maksimalt 3 år efter afslutningen af udviklingsdelen af projektet. Både selve følgesalgets værdi og milepælsbonussen vil tælle som afvikling af industrisamarbejde og fratrækkes leverandørens forpligtelse.
Udviklingsprojekter konkurrencevurderes
Erhvervsstyrelsen laver konkurrencevurderinger af de udviklingsprojekter, der ansøges om under kontrakter for industrisamarbejde, som er indgået under 2021-retningslinjerne. Konkurrencevurderingerne er baseret på vores screeningmodel.
Konkurrencevurderingen foretages før udviklingsprojektet gennemføres og i relation til det konkrete projekt. Screeningen estimerer, hvorvidt et udviklingsprojekt, i og for sig selv, risikerer at skævvride konkurrencebetingelserne for den civile del af hele EU's indre marked. Dette vil medføre, at du som dansk virksomhed skal indrapportere yderligere oplysninger til Erhvervsstyrelsen, når der anmodes om forhåndsgodkendelse af udviklingsprojekter sammen med en udenlandsk leverandør:
- Civil/militær omsætningsandel
- Estimeret profitmargin i projektet
- Evt. civil produktportefølje
- Evt. omsætningsandel for udvalgte civile produkter
Oplysningerne indrapporteres direkte til Erhvervsstyrelsen.
Værdiansættelse af teknologi fra en udenlandsk leverandør
For udviklingsprojekter, der er indgået under kontrakter om industrisamarbejde under 2021-retningslinjerne, bruger Erhvervsstyrelsen en fast metode til at værdiansætte teknologioverførsler baseret på gængs revisionspraksis: ’Relief from royalty’-metoden.
Relief from royalty er en beregningsmetode fra revisionsverdenen, som anvendes til at værdiansætte immaterielle aktiver som teknologier, brands, patenter, mv.
I forbindelse med industrisamarbejde tager metoden udgangspunkt i den konkrete værdi, som den danske virksomhed forventer at opnå i fremtidig omsætning som følge af den overførte teknologi. Relief from royalty-metoden værdiansætter teknologien til nutidsværdien af det beløb en virksomhed er rede til at betale som licens for brug af et aktiv (altså teknologien), som virksomheden ikke selv ejer. Metoden baseres på en diskonteringsmodel, hvor et kapitalafkastkrav samt en branchebaseret royalty-rate udgør de centrale komponenter. I fastsættelsen af niveauet for kapitalafkastkrav og royalty-rate har Erhvervsstyrelsen foretaget en vurdering, der afspejler de særlige forhold på markedet for forsvarsmateriel og den særlige karakter af en forpligtelse til industrisamarbejde.
Formålet med at anvende relief from royalty-metoden er at sikre en fair værdiansættelse af teknologioverførslerne under industrisamarbejde og der igennem også sikre den nødvendige forsvarsindustrielle effekt i Danmark. Metoden vil desuden sikre en effektiv og transparent sagsbehandling og større ligebehandling af de udenlandske leverandører.