Afdrag af indefrosne energiudgifter

Her kan du læse mere om, hvordan du skal forholde dig når du skal afdrage eller indfri dine indefrosne energiudgifter.

  • Opdateret 11. juni 2024

Hvis du har fået indefrosset en del af din el-, gas- eller fjernvarmeregning, skal det indefrosne beløb inklusive renter tilbagebetales. Hvis du ikke allerede har tilbagebetalt beløbet til din energivirksomhed, vil Erhvervsstyrelsen stå for opkrævningen af det indefrosne beløb.

At Erhvervsstyrelsen står for opkrævningen, og ikke din energivirksomhed, vil ikke ændre de grundlæggende vilkår, der gælder for tilbagebetaling af det indefrosne beløb. Du vil desuden ikke blive opkrævet administrationsgebyrer af Erhvervsstyrelsen i afdragsperioden.

Efter indefrysningsperiodens udløb (den 1. november 2023 for el- og gas, den 31. december 2023 for fjernvarme), følger et afdragsfrit år. Efter det afdragsfrie år følger afdragsperioden, som strækker sig over 4 år. Hvis du ikke ønsker at afdrage og gerne vil betale det fulde beløb med det samme, kan du læse hvordan her på siden.

Når det indefrosne beløb er overdraget til Erhvervsstyrelsen, og du har modtaget et brev om det, skal du overveje, om du vil indfri det indefrosne beløb på én gang, eller om du ønsker at afdrage beløbet. Hvis du ikke foretager dig noget, vil du automatisk blive tilmeldt afdragsordningen, som begynder primo november 2024 for el- og gaskunder og primo februar 2025 for fjernvarmekunder.

Afdragsperioden løber over 4 år med ét afdrag hver tredje måned: 16 afdrag i alt, eller indtil hele gælden inklusive renter er tilbagebetalt. Hvis du vælger at benytte afdragsordningen, vil du altså modtage en opkrævning hver tredje måned i afdragsperioden, indtil gælden er tilbagebetalt.

Der er kun én fast afdragsordning, og det er derfor ikke muligt at afdrage på andre måder, eller i andre perioder, end beskrevet ovenfor.

Afdrag af flere indefrysninger 
Som energikunde kan du have flere indefrysninger, enten hos samme energiselskab, fx tilhørende forskellige målepunkter, eller hos forskellige energivirksomheder. Hvis du har flere indefrysninger, vil du modtage et brev fra Erhvervsstyrelsen for hver indefrysning.

Hvis du vælger afdragsordningen for de indefrosne beløb, vil du modtage én opkrævning hver tredje måned pr. energivirksomhed, du har fået indefrosset din energiregning hos.

Hvis du har flere indefrysningsbeløb, men fra samme energivirksomhed, vil de altså blive samlet som én opkrævning.

Hvis du har indefrysninger hos forskellige energivirksomheder, vil du modtage separate opkrævninger.

Du kan til enhver tid i afdragsperioden vælge at tilbagebetale hele den resterende del af et eller flere af dine indefrysningsbeløb. Det gør du ved at skrive en mail til [email protected].

Rykkerskrivelse 
Hvis du modtager en opkrævning fra Erhvervsstyrelsen, som du ikke betaler, vil du få én rykker. Modtager du 2 rykkere, men fortsat ikke reagerer, overgår opkrævningen af det indefrosne beløb til Gældsstyrelsen. 

Du skal ikke betale et ekstra gebyr for rykkerne.

Når det indefrosne beløb er overdraget til Erhvervsstyrelsen, og du har modtaget et brev om det, kan du vælge at betale hele beløbet tilbage på én gang. Hvis du har flere indefrysninger – det kan være hos samme eller forskellige energivirksomheder - har du mulighed for at lave en fuld tilbagebetaling af blot ét indefrysningsbeløb eller tilbagebetale flere beløb på samme tid.

Hvis du ønsker at tilbagebetale ét eller flere indefrosne beløb med det samme, skal du sende en mail til [email protected].

I mailen skal du oplyse følgende:

  • dit fulde navn
  • sagsnummer eller sagsnumre, som du finder i orienteringsbrevet fra Erhvervsstyrelsen
  • ønske om at indfri det fulde indefrosne beløb

Når du har modtaget en bekræftelse af dit ønske om tilbagebetaling, vil du efterfølgende modtage opkrævning via Digital Post eller brev, hvis du ikke har Digital Post.

Bemærk, at ønsket om tilbagebetaling af det fulde indefrosne beløb inklusive renter er bindende, så snart opkrævningen er sendt ud. Du kan altså ikke længere blive tilmeldt en afdragsordning.

Rykkerskrivelse 
Hvis du modtager en opkrævning fra Erhvervsstyrelsen, som du ikke betaler, vil du få én rykker. Modtager du 2 rykkere, men fortsat ikke reagerer, overgår opkrævningen af det indefrosne beløb til Gældsstyrelsen.

Du skal ikke betale et ekstra gebyr for rykkerne.

Det følger af din aftale om indefrysning af en del af dine energiregninger, at du skal betale renter af din gæld. Renten for indefrysning af energiregninger for virksomheder er 4,4 procent pr. år.

For de energiregninger, der er omfattet af indefrysningsordningen, løber der renter på fra dagen efter energiregningerne forfalder til betaling hos din energivirksomhed. Renterne påløber, indtil det indefrosne beløb inklusive renter er fuldt tilbagebetalt.

Rentefradrag
Renterne på det indefrosne beløb er fradragsberettigede. Renterne er først fradragsberettigede, når de forfalder til betaling. Der vil som udgangspunkt ikke være forfaldne renter før tilbagebetaling påbegyndes i slutningen af 2024, medmindre du indfrier lånet før tid. 

Hvis du har forfaldne renter, vil de blive indberettet til Skattestyrelsen af energivirksomheden eller Erhvervsstyrelsen og vil fremgå af din årsopgørelse.

Virksomheder, der ikke får en fortrykt årsopgørelse, har selv ansvar for at oplyse om renter til Skatteforvaltningen.

Det samlede indefrosne beløb fremgår af dine energiregninger – eller i et særskilt brev sammen med din regning. Din energivirksomhed kan oplyse dig om, hvordan du ellers kan tilgå oplysninger om din indefrysning.

Når det indefrosne beløb er overdraget til Erhvervsstyrelsen, kan du kontakte Erhvervsstyrelsen for mere information.

Det er din energivirksomhed, der administrerer indefrysningen af din energiregning. Hvis du har flere spørgsmål til din regning, skal du derfor kontakte din energivirksomhed. 

Du kan læse mere om indefrysningsordningen her:

Du kan ikke klage over Erhvervsstyrelsens afgørelser om overtagelse af indefrosne fordringer. Erhvervsstyrelsen håndterer heller ikke klager, der vedrører forholdet mellem kunde og energivirksomhed.

Hvis du ønsker at klage over indefrysningen af din energiregning, kan du indsende din klage til Nævnenes Hus og Forbrugerklagenævnet via Klageportalen.

Har du ikke et dansk CPR-/CVR-nummer, og derfor ikke har MitID, kan du kontakte Nævnenes Hus og få hjælp til at komme videre med klagesagen på [email protected].

Har du generelle spørgsmål kan du kontakte Nævnes Hus på [email protected] eller ringe på tlf. 72 40 56 00.

Kontakt os

  • Mandag, onsdag og fredag kl. 9.00-12.00 

    Tirsdag og torsdag kl. 11.00-14.00

  • T: 7080 9181
  • [email protected]