Tidligere ansøgningstidspunkt ved større offentlige energiprojekter

Mulighed for tidligere screening af særlige økonomiske aftaler, som vedrører havvindudbud eller andre større offentlige energiprojekter m.v.

  • Opdateret 27. juni 2024

Med ændring af investeringsscreeningsloven (§ 14 e) er der fra 1. juli 2024 indført mulighed for tidligere screening af særlige økonomiske aftaler, som vedrører havvindudbud eller andre større offentlige energiprojekter m.v. 

Muligheden for tidligere screening af denne type aftaler ændrer ikke på lovens regler fsva. særlige økonomiske aftaler i øvrigt, herunder hvilke tilbudsgivere der er omfattede. Det vil sige, at det fortsat er tilbudsgivere hjemmehørende eller kontrolleret uden for EU/EFTA, der er omfattede. Selve aftalen skal også være omfattet af loven. 

Læs om aftaler omfattet af investeringsscreeningsloven på Erhvervsstyrelsen.dk

Ændringen af investeringsscreeningsloven betyder, at det fra 1. juli 2024 er muligt for dig som tilbudsgiver at ansøge om tilladelse til at indgå en særlig økonomisk aftale, når du har modtaget underretning om at være blevet prækvalificeret. Hvis ikke udbuddet indeholder mulighed for prækvalificering, kan man søge efter udbuddets tilbudsfrist. Muligheden for tidligere screening forudsætter, at to betingelser er opfyldt: 

  • Udbuddets ordregiver er Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, underliggende myndigheder (f.eks. Energistyrelsen) eller selvstændige offentlige virksomheder (SOV’er) ejet af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet (f.eks. Energinet).
  • Deltagelsen i udbuddet er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udenlandske subsidier, der fordrejer det indre marked (FSR-forordningen).

Når du ansøger om tilladelse til at indgå den særlige økonomiske aftale, kan det være en fordel at vedlægge dokumentation for, at du er blevet prækvalificeret eller har afgivet et tilbud i et udbud, som er omfattet af FSR-forordningen, hvor Klima-, Energi-, og Forsyningsministeriet, underliggende myndigheder eller SOV’er ejet af ministeriet, er ordregiver. 

Ansøgningsskemaet efter den nye bestemmelse er det samme, som når der ansøges om tilladelse til at indgå andre særlige økonomiske aftaler. 

Gå til Ansøgningsskemaet på Virk.dk

Den nye bestemmelse (§ 14e) vedrører ikke energiøen i Nordsøen, som i stedet er reguleret i investeringsscreeningslovens kapitel 2 a. 

Udbud af energiøen i Nordsøen

Med en ændring af investeringsscreeningsloven i juni 2023 er der indført en udvidet screening af kontrakter, der vedrører energiøen i Nordsøen. Den udvidede screening betyder, at enhver kontraktpart uanset hjemsted eller organisationsform skal ansøge om tilladelse til at indgå kontrakter, hvis kontrakten er omfattet af udbuddet vedrørende anlæg, medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen. Hvis kontraktparten er fra fx Danmark/EU, skal der således også ansøges om tilladelse. Erhvervsministeren kan desuden efter anmodning fra klima-, energi- og forsyningsministeren beslutte, at alle deltagerne i udbuddet af kontrakterne vedrørende energiøen, skal screenes. Det vil fremgå at udbudsmaterialet, hvis alle deltagere skal screenes samt tidspunktet for, hvornår ansøgningen om tilladelse i så fald skal sendes til Erhvervsstyrelsen.

Den udvidede screening betyder også, at Erhvervsstyrelsen som led i sagsbehandlingen vil kunne screene underleverandører, der vil skulle anvendes i forbindelse med kontrakterne om etablering, medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen. Kontraktparten eller deltageren i udbuddet vil således ved indsendelse af ansøgningen blive bedt om at besvare, om der anvendes underleverandører, og hvilke. Det forventes, at oplysningskravet alene vil rette sig mod underleverandører på centrale delleverancer. Erhvervsstyrelsen vil kunne kræve flere oplysninger om underleverandører, hvis det er relevant for den sikkerhedsmæssige vurdering af ansøgningen.

Aktører, der har interesse i at deltage i udbuddet vedr. etablering, medejerskab og drift af energiøen i Nordsøen, kan kontakte Team Udenlandske investeringer og sikkerhed i Erhvervsstyrelsen for nærmere vejledning.

Kontakt