Som led i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er obligatorisk digital kommunikation gradvist blevet indført i erhvervsrettet lovgivning siden 2012 / 2013. I december 2012 blev der indsat hjemmel til at fastsætte nærmere krav om obligatorisk digital kommunikation i 68 erhvervsrettede love. Disse regler skulle gøre det muligt at lukke alle papirbaserede kommunikationskanaler, idet digital kommunikation var en forudsætning for at frigive tid og ressourcer hos såvel virksomheder som det offentlige.
Obligatorisk digital kommunikation er et supplement til Offentlig Digital Post og omfatter kommunikationsformer som fx selvregistrering og e-mail.
På grund af de 68 loves erhvervsmæssige karakter er det udgangspunktet, at der kun er begrænset adgang til at blive fritaget fra et krav om obligatorisk digital kommunikation. De nye regler blev derfor kædet sammen med en forpligtigelse til at evaluere de såkaldte fritagelsesordninger.
Evalueringen viser overordnet, at obligatorisk digital kommunikation berører et stort - og stigende - antal enheder. I 2013 var i alt ca. 635.000 enheder omfattet af krav om obligatorisk digital kommunikation. I 2018 var dette antal vokset til i alt ca. 980.000 enheder.
Samtidig er antallet af enheder, der fritages for obligatorisk digital kommunikation, faldende. I 2013 blev ca. 800 enheder fritaget, mens kun 40 enheder blev fritaget i 2018.
Fire ud af de berørte ni myndigheder har udnyttet adgangen til at fastsætte regler om obligatorisk digital kommunikation. De fire myndigheder er:
- Danmarks Statistik
- Erhvervsstyrelsen
- Finanstilsynet
- Sikkerhedsstyrelsen
De fire myndigheder, der har gennemført obligatorisk digital kommunikation, vurderer bredt set, at reglerne om obligatorisk digital kommunikation fungerer hensigtsmæssigt, og at der generelt er faldende behov for fritagelsesordninger.
Høringen af brugerne tyder på, at brugerne i dag ikke oplever substantielle problemer – hverken med hensyn til brugen af obligatorisk digital kommunikation, eller med hensyn til mulighederne for at opnå fritagelse herfor. Sammenholdt med det faktum, at der kun er modtaget en enkeltstående klage over afslag på fritagelse, og at der i praksis gives meget få fritagelser, tyder det på, at der er et anderledes behov end oprindeligt antaget.
De myndigheder, der ikke har udnyttet hjemlen vedr. obligatorisk digital kommunikation, angiver særligt, at den frivillige brug af digital kommunikation er så omfattende, at det ikke er nødvendigt at fastsætte regler om obligatorisk brug. De eksisterende hjemmelsbestemmelser vil dog fortsat være en mulighed, som myndighederne kan udnytte, såfremt den digitale udvikling på et tidspunkt gør det relevant at sikre en ensartet brug af digital kommunikation.
Evalueringen viser dog, at fritagelseskriterier ikke er ensartede på tværs af lovområder og i flere tilfælde afviger fra de situationer, der var nævnt i forarbejderne til loven. Ligeledes er reglerne om klageadgang uensartede.
Erhvervsministeren har på baggrund af evalueringens resultater bedt Erhvervsstyrelsen igangsætte en opfølgning, der kan bidrage til at sikre ensartethed og kontinuitet i anvendelsen af obligatorisk digital kommunikation.