Nyhed

Erhvervsstyrelsen vil fremadrettet ikke prioritere tilsynet med hjemmesiders indhentning af simpel statistik

Hjemmesider har i stigende grad behov for at kunne gennemføre trafikmålinger. Derfor vil Erhvervsstyrelsen fremadrettet ikke prioritere tilsynet med samtykkereglen for simple statistikcookies.

  • 15. oktober 2021
  • Kontrol og tilsyn

Det er svært at lave gode hjemmesider helt uden cookies. Når flere besøgende afviser cookies, og der således ikke indsamles statistik ved besøg, bliver det stor set umuligt at optimere hjemmesider til deres besøgende.  
 
I de aktuelle forhandlinger af en ny forordning om e-databeskyttelse bliver der lagt op til, at simple statistikcookies til trafikmåling undtages fra samtykkekravet. Samtidig har flere EU-medlemsstater i forskelligt omfang valgt at undtage de statistikcookies, som alene knytter sig til driften af en hjemmeside, fra informations- og samtykkekravet. 
 
Erhvervsstyrelsen har derfor besluttet ikke at prioritere tilsynet med statistikcookies, såfremt der er tale om cookies og lignende teknologier, der indsamler statistik til hjemmesideejerens egen brug, fx i form af trafikmåling, som ikke bygger en brugerprofil af den besøgende, eller hvor data gives videre til en tredjepart.


Læs mere om tilsynet med cookiereglerne