Vejledning om Notifikationer under EU’s Informationsprocedure for varer og digitale tjenester

For at beskytte EU’s indre marked og den globale frihandel, er Danmark forpligtet til at underrette (notificere) EU og WTO inden en række nationale foranstaltninger vedtages.

Denne vejledning omhandler reglerne i Informationsproceduredirektivet (EU) 2015/1535, som fastlægger et horisontalt system for notifikation af generelle krav til varer og informationssamfundstjenester (i denne vejledning kaldet ’digitale tjenester’). En tilstrækkelig forståelse kræver også en bevidsthed om sammenhængen med andre  notifikationsprocedurer i EU og i WTO, som overordnet kan beskrives således:

• Informationsproceduredirektivet fastsætter en forudgående notifikationspligt for ”tekniske forskrifter” for varer og digitale tjenester. Medlemsstaterne udsætter vedtagelsen heraf i en status-quo-periode, som giver mulighed for dialog mellem Europa-Kommissionen og EU’s medlemsstater, og som giver virksomheder tid til  at påvirke lovgivningsprocessen og indrette sig. Denne procedure har til hensigt at skabe øget gennemsigtighed og information om nye nationale særregler samt at forebygge mod eventuelle negative effekter på den frie udveksling af varer og tjenesteydelser på EU’s indre marked. Overholdelse af Informationsproceduren er en forudsætning for, at de omfattede foranstaltninger har retskraft over for private individer, hvilket understøtter borgernes og virksomhedernes retssikkerhed.
• Informationsproceduren kan også benyttes til samtidig at notificere i henhold til andre (sektorspecifikke) notifikationsprocedurer i EU (såkaldt ”one-stop-shop”). Det kræver, at et udkast både indeholder bestemmelser omfattet af informationsproceduren og bestemmelser omfattet af en anden notifikationsprocedure ifølge en anden EU-retsakt. Hvis one-stop-shoppen benyttes, indsender en medlemsstat kun én notifikation – ved hjælp af notifikationsblanketten for Informationsproceduren – og angiver samtidig, hvilke sektorspecifikker bestemmelser, notifikationen også skal tjene til at opfylde.
• I visse tilfælde skal der alligevel foretages parallel notifikation i EU, fordi Informationsproceduren ikke er egnet til at opfylde notifikationspligten i en sektorspecifik EU-retsakt. Der kan f.eks. være tale om regler om tjenesteyderes udøvelse af virksomhed i Danmark, som skal notificeres særskilt ifølge Servicedirektivet.1 Det kan også være notifikationsprocedurer ved konkrete indgreb, som rettes direkte mod en eller flere erhvervsdrivende.2
• Ofte skal der foretages parallel notifikation i WTO ifølge aftalen om tekniske handelsbarrierer (TBT-aftalen), når et udkast til en teknisk forskrift forvarer kan have indflydelse på den internationale handel med produkter (dvs. handel uden for EU/EØS-området).3

Erhvervsstyrelsen varetager rollen som nationalt kontaktpunkt ift. notifikationsprocedurerne i Informationsproceduredirektivet, i Servicedirektivet og i TBT-aftalen, imens den ressortansvarlige myndighed på sit respektive område bærer ansvaret for at notificere korrekt i forbindelse med ny lovgivning samt overholde andre notifikationsprocedurer i sektorspecifikke EU-retsakter på sit område.

Denne vejledning er rettet til myndigheder, der udsteder regler om varer eller informationssamfundstjenester (herefter kaldet digitale tjenester), og som derfor kan blive forpligtede til at følge notifikationsproceduren i henhold til Informationsproceduredirektivet (2015/1535/EU). 4 

Vejledningen beskriver i hvilke tilfælde en myndighed har notifikationspligt, hvordan forholdet er til andre notifikationsprocedurer og hvordan Erhvervsstyrelsen understøtter myndighedernes håndtering heraf i praksis. Det anbefales, at notifikationspligten overvejes nøje i forbindelse med udarbejdelsen af nye regler (se tjeklisten i bilag A):

I dette indledende kapitel beskrives først den EU-retslige kontekst, informationsproceduredirektivet virker i, samt hvordan danske myndigheder generelt påvirkes og kan drage fordel af proceduren.

Regler for varer og digitale tjenester kan falde under enten det harmoniserede eller det ikke-harmoniserede område. Når reglerne er harmoniseret, gælder fælles regler for varer og digitale tjenester i alle medlemsstater. På det ikke-harmoniserede område gælder ingen fælles regler, og medlemsstaterne har et spillerum til i særlige tilfælde at fastsætte nationale særregler. Det betyder, at reglerne kan variere mellem medlemsstaterne.

Informationsproceduredirektivet omhandler notifikation af nationale særregler på det ikke-harmoniserede område, som kaldes tekniske forskrifter. 

Hvis en medlemsstat vil fastsætte tekniske forskrifter for varer eller digitale tjenester skal disse respektere principperne om fri bevægelighed af varer og tjenesteydelser samt den frie etableringsret, som er fæstet i artikel 34, 49 og 56 i Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). Som udgangspunkt er det forbudt at fastsætte foranstaltninger, som hindrer den frie bevægelighed, f.eks. krav til et produkts karakteristika eller betingelser for at levere en digital tjeneste.5

Undtagelsesvis kan den fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser begrænses ved indførelse af nationale særregler. EU-domstolen har fastslået, at reglerne skal være begrundet i legitime hensyn (f.eks. beskyttelse af forbrugerne, miljøet, den offentlige orden, sikkerhed eller sundhed). Herudover skal de nationale særregler overholde proportionalitetsprincippet, hvilket vil sige, at de skal være egnede til at forfølge de(t) legitime formål, som påberåbes, og ikke må være mere indgribende over for de erhvervsdrivende end nødvendigt. Det betyder, at en medlemsstat skal vælge den mindst indgribende måde at forfølge formålet, når der kan vælges mellem flere muligheder.

På det ikke-harmoniserede vareområde gælder et princip om gensidig anerkendelse, som værner mod unødvendig dobbeltkontrol. Princippet går ud på, at når en vare er lovligt markedsført i en medlemsstat, så kan varen markedsføres i resten af EU.

En dansk myndighed skal inddrage det i sin vurdering, hvis en vare er markedsført lovligt i en anden medlemsstat og dermed er underlagt princippet om gensidig anerkendelse. I så fald skal myndigheden overveje i sin proportionalitetsvurdering, om de(t) legitime formål allerede er tilgodeset ved, at varen eller tjenesten lever op til reglerne i den første medlemsstat. Anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse i dette tilfælde kan lede til, at en dansk myndighed skal tillade varer på det danske marked, som ikke overholder alle nationale krav, men hvor reglerne i en anden medlemsstat giver tilstrækkelig beskyttelse.

Forordning (EU) 2019/515 om gensidig anerkendelse af varer opstiller bl.a. nærmere regler om, hvordan kompetente myndigheder skal begrunde sin afgørelse om gensidig anerkendelse og om, hvordan virksomhederne kan dokumentere, at varen er lovlig markedsført i en medlemsstat ved brug af en erklæring om gensidig anerkendelse.6 

På det ikke-harmoniserede område for digitale tjenester gælder et afsenderlandsprincip, som går ud på, at udbydere af digitale tjenester som udgangspunkt skal overholde de offentligretlige regler i den medlemsstat, hvor de er etableret. Modtagerlandet har en begrænset adgang til at fastsætte krav til udbydere i en anden medlemsstat. Reglerne herom følger af E-handelsdirektivet, som er implementeret ved E-handelsloven, og som er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ressort.

Ved Informationsproceduredirektivet blev der oprettet en notifikationsprocedure i EU, som er med til at skabe gennemsigtighed om de mange nationale regler, der vedtages for varer og digitale tjenester.

Direktivet pålægger medlemsstaterne7 inden for EU- og EØS-samarbejdet8 en pligt til at notificere ethvert udkast til tekniske forskrifter, som regulerer produkter eller digitale tjenester på et retsområde, der ikke er harmoniseret i EU (se kapitel 2 om den nærmere afgrænsning af begrebet).

Når et udkast er notificeret, skal medlemsstaterne udskyde vedtagelsen af det i en status-quo-periode (som udgangspunkt 3 måneder), imens de afventer eventuelle reaktioner fra Europa-Kommissionen og de andre medlemsstater.

For at en medlemsstat kan tage hensyn til eventuelle reaktioner, skal udkastet i hele status-quo-perioden forblive på et forberedende stadium, hvor der kan foretages væsentlige ændringer. Hensigten med denne procedure er gennem forebyggende kontrol at sikre, at nationale regler ikke unødigt begrænser den frie bevægelighed.

Først efter status-quo-periodens udløb, hvor medlemsstaterne og Kommissionen og andre interessenter har haft mulighed for at reagere, kan en medlemsstat vedtage de tekniske forskrifter.9 I særlige tilfælde kan status-quo-perioden forlænges op til 18 måneder (se oversigten over status-quo-perioder i afsnit 4.2.4).

Overholdes Informationsproceduren ikke, kan de notifikationspligtige tekniske forskrifter ikke anvendes over for private, og en national domstol skal således tilsidesætte dem (se afsnit 4.2).

Alle notifikationer er tilgængelige sammen med supplerende dokumenter i den offentlige del af TRIS-databasen.

Derimod foregår eventuel dialog via den lukkede del, hvor kun Europa-Kommissionen og medlemsstaterne har adgang. Virksomheder, brancheorganisationer og andre interessenter kan påvirke udformningen af de foreslåede tekniske forskrifter ved at give deres mening til kende offentligt eller direkte til relevante myndigheder (se afsnit 4.3.2).11

Danske myndigheder i centraladministrationen er selv ansvarlige for at overholde notifikationsproceduren for forslag til tekniske forskrifter inden for deres ressort.

Derfor skal danske myndigheder løbende vurdere, om ny regulering er notifikationspligtig ifølge Informationsproceduren (se kapitel 2 og tjeklisten i bilag B vedrørende denne vurdering) eller andre notifikationsprocedurer (se kapitel 3).

Desuden anbefales det, at notifikationspligten vurderes tidligst muligt ved udarbejdelsen af tekniske forskrifter og indregnes i planlægningen af lovforberedelsen, da det kan være vanskeligt at styre behandlingen i Folketinget. Almindeligvis må der afsættes 3½-4 måneder til Informationsproceduren, inklusive status-quo-perioden på 3 måneder, som eventuelt kan forløbe parallelt med andre høringsprocesser. Men der bør tages højde for, at der kan ske forlængelse af status-quo-perioden (se afsnit 4.2.1) og at det kan blive nødvendigt at notificere på ny ved væsentlige ændringer i udkastet (se afsnit 4.4).

Risici for forlængelse af status-quo-perioden kan i nogen grad mitigeres eller afsøges på forhånd. Dels kan en detaljeret begrundelse underbygget med en konsekvensanalyse foregribe argumenter om et udkasts potentielt hindrende effekt for den frie bevægelighed og derved mindske risikoen for, at der afgives en udførlig udtalelse. Dels kan risikoen for en blokering fra Europa-Kommissionen med henvisning til et igangværende initiativ på EU-plan afsøges på forhånd ved dialog.

Myndigheder kan følge med i, hvilke forskrifter, der meddeles i den offentlige TRIS-database ved regelmæssigt at søge i den eller ved at abonnere gratis på forslag inden for relevante områder.12

Når et udkast til tekniske forskrifter i en anden medlemsstat har betydning for Danmark, kan den ressortansvarlige myndighed i Danmark reagere for at påvirke lovgivningsprocessen, f.eks. ved at give Danmarks officielle holdning til kende i en udførlig udtalelse om et udkast, som potentielt hindrer den frie bevægelighed. Andre danske myndigheder kan formidle eventuelle reaktioner via den ressortansvarlige myndighed.

Erhvervsstyrelsen formidler kontakten via den lukkede del af TRIS-databasen, hvilket foregår ved at den ressortansvarlige indsender et reaktionsskema (se afsnit 4.3).

Som nationalt kontaktpunkt vejleder Erhvervsstyrelsen om notifikationsprocedurerne i henhold til Informationsproceduredirektivet, Servicedirektivet og TBT-aftalen, navnlig praktiske og processuelle spørgsmål. Erhvervsstyrelsen bistår også med den tekniske gennemførsel af notifikationer i de relevante systemer.

Vurderingen af, om et konkret udkast skal notificeres, foretages af den ressortansvarlige myndighed selv. Erhvervsstyrelsen står dog til rådighed for uformel vejledning og sparring i vanskelige tilfælde og kan foretage en umiddelbar vurdering. Uanset resultatet heraf, ændres ikke på, at den ressortansvarlige myndighed selv bærer ansvaret for at notificere korrekt.

I tvivlstilfælde anbefaler Erhvervsstyrelsen at notificere for at undgå risici for mere omfattende konsekvenser ved at en regel erklæres uanvendelig af en domstol eller ved at Europa-Kommissionen eller en anden medlemsstat fører et traktatbrudssøgsmål mod Danmark.

Der er notifikationspligt for ethvert udkast til en teknisk forskrift, som regulerer fysiske produkter eller digitale tjenester, jf. artikel 5 i Informationsproceduredirektivet, medmindre en undtagelse finder anvendelse, jf. artikel 7. Der stilles ikke et særskilt kriterium om, at en teknisk forskrift eventuelt har virkninger for samhandelen.14

Notifikationspligten skal opfyldes, imens udkastet stadig befinder sig på et forberedende stadium, hvor der kan foretages væsentlige ændringer heri (læs nærmere om hvordan i kapitel 4). Det anbefales, at nedenstående trin gennemgås i forbindelse med lovforberedelsen (se også tjeklisten i bilag B):

• Først vurderes, om udkastet hører under Informationsproceduredirektivets horisontale system, eller om det modsat hører under et område for sektor-specifik EU-regulering, som falder helt uden for Informationsproceduredirektivet (afsnit 2.1).
• Hvis ikke udkastet hører under et område, som falder uden for Informationsproceduredirektivet, vurderes det, om der foreslås regulering af produkter eller af digitale tjenester (afsnit 2.2)
• Hvis ja, vurderes om udkastet indeholder én af de fire typer af tekniske forskrifter (afsnit 2.3).
• Hvis ja, vurderes om de tekniske forskrifter udgør nye krav, som er gennemtvunget retligt eller faktisk (afsnit 2.4-2.5).
• Hvis ja, vurderes til sidst om en undtagelse finder anvendelse (2.6).

Uanset resultatet af denne vurdering, bør man sideløbende undersøge, om forslaget er omfattet af andre notifikationsprocedurer (læs nærmere herom i kapitel 3).

For en række områder er det unødvendigt at vurdere de nærmere regler om notifikationspligten, fordi direktivet generelt ikke finder anvendelse:

• Tjenester i forbindelse med radio- og tv-spredning, jf. artikel 1(2)(a-b);15
• Forskrifter vedrørende spørgsmål, der er omfattet af EU-lovgivning om telekommunikationstjenester, jf. artikel 1(3);16
• Forskrifter vedrørende spørgsmål, der er omfattet af EU-lovgivning om finansielle tjenesteydelser, jf. artikel 1(4);17
• Forskrifter, der udstedes af eller for regulerede markeder (aktiemarkeder), eller af eller for andre markeder eller organer, der udfører clearing- eller afviklingstransaktioner for sådanne markeder (investeringsselskaber), jf. artikel 1(5). Som den eneste forpligtelse skal den endelige tekst for disse forskrifter dog meddeles Europa-Kommissionen, jf. artikel 5(3), som artikel 1(5) henviser til;18
• Foranstaltninger, som medlemsstaterne anser for nødvendige inden for rammerne af traktaterne for at sikre beskyttelsen af personer og navnlig arbejdstagere under anvendelsen af produkterne, forudsat at foranstaltningerne ikke berører produkterne som sådan, jf. artikel 1(6).19 Ifølge Europa-Kommissionens opfattelse skaber sidstnævnte forudsætning klarhed om, at tekniske specifikationer eller andre krav, som påvirker et produkts karakteristika, fortsat er omfattede, jf. artikel 1(1)(c) og (d).20

Regulering på ovenstående områder falder uden for Informationsproceduredirektivet, uanset graden af harmonisering i den respektive EU-sektorregulering. Det forhold, at regulering hører under et af ovenstående områder, er således tilstrækkeligt til, at der ikke indtræder en notifikationspligt, selvom en medlemsstat udnytter et råderum til at fastsætte egne særregler. Dette står i kontrast til de generelle undtagelsesbestemmelser (afsnit 2.6), som fortolkes indskrænkende med den følge, at kun en stringent gennemførsel af en EU-retsakt kvalificerer til en undtagelse. Begrundelsen herfor har været, at disse områder hver især allerede var en del af en tilstrækkeligt veldefineret lovgivningsramme på EU-plan.

Hvis et udkast ikke hører under sektor-specifik EU-regulering, hører det muligvis under Informationsproceduredirektivets horisontale system. Det skal derfor vurderes, om der er tale om regulering af produkter eller digitale tjenester.

2.2.1 Produkter 

Begrebet ”produkter” omfatter alle industrielle produkter, landbrugsprodukter og fiskeriprodukter. Det skal forstås i lyset af EU’s varebegreb, jf, artikel 34 og 36 i TEUF., hvilket indebærer, at begrebet kun omfatter ”produkter, hvis værdi kan måles i penge, og som i sig selv kan være genstand for omsætning”21 EU-Domstolen har bl.a. fastslået, at affald skal betragtes som et produkt, uanset arten af de kommercielle transaktioner, affaldet transporteres over en grænse som led i, (herunder uanset om affaldet kan genanvendes eller transaktionen blot går ud på at bortskaffe det).22

2.2.2. Digitale tjenester

Begrebet ”informationssamfundstjenester” (i denne fremstilling digitale tjenester) omfatter alle tjenester, som ydes mod betaling, og som teleformidles ad elektronisk vej på individuel anmodning fra modtageren. Det skal forstås i lyset af EU’s tjenesteydelsesbegreb, jf. artikel 56 i TEUF, hvilket indebærer, at begrebet omfatter tjenester som fx reklamer, hvor der er tale om erhvervsmæssig virksomhed, også når modtageren ikke selv yder et vederlag.23 Omvendt omfatter begrebet ikke aktiviteter, som staten udfører uden beregning for at varetage sine opgaver, navnlig socialt, kulturelt og uddannelsesmæssigt, fordi der ikke sker betaling som modstykke til tjenesten.24

For at afgøre om en aktivitet er en digital tjeneste, skal følgende fire kumulative25 betingelser være opfyldt:

• Aktiviteten udgør en tjenesteydelse som omhandlet i artikel 56 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF);
• Den ydes, uden at parterne er til stede samtidig, dvs. teleformidles på distance;
• Den sendes og modtages ad elektronisk vej, dvs. vha. elektronisk databehandlings- og datalagringsudstyr; og
• Den ydes ved transmission af data på individuel anmodning fra en tjenestemodtager, dvs. sættes i gang ved modtagerens interaktion med en grænseflade.

Der findes en vejledende liste over tjenester, som ikke er omfattet af definitionen i bilag I til Informationsproceduredirektivet, som bl.a. nævner pengeautomater og tv- og radiospredningstjenester, herunder near-video- on-demand-tjenester.26

I praksis giver definitionen særlig anledning til tvivl, når der er tale om blandede tjenester, dvs. når en digital tjeneste er en del af en samlet tjeneste eller hvor tjenesteyderen også tilbyder andre ydelser. I så fald er det ikke nok at vurdere de fire kumulative betingelser. Ifølge EU-Domstolens praksis skal det også vurderes, om den digitale tjeneste udgør en ”integrerende del af en samlet tjeneste, hvor hovedelementet er en tjenesteydelse, der er omfattet af en anden retlig kvalificering”.27 I så fald er hovedelementet styrende for den retlige kvalificering og tjenesten kan ikke kvalificeres som en digitale tjeneste.

I grænsetilfælde har EU-Domstolen bl.a. fastslået, at begrebet omfatter onlineformidlingstjenester, der mod betaling skal forbinde potentielle gæster med professionelle eller private værter, der tilbyder kortvarig indkvartering (Airbnb).28 Omvendt omfatter begrebet ikke en smartphone-applikation, som mod betaling sætter chauffører i kontakt med personer med henblik på en køretur, og som er uløseligt forbundet med en transportydelse omfattet af artikel 58(1) i TEUF (Uber).29

EU-Domstolen har i øvrigt fastslået, at en række sekundære ydelser, som tilbydes sideløbende med en digital tjeneste, ikke rejser tvivl om den retlige kvalificering, idet de ikke væsentligt ændrer de særlige kendetegn ved den digitale tjenesteydelse (bl.a. formidling af betalinger, eventuelt med tillæg til dækning af afgifter og servicegebyrer, når dette ikke er ledsaget af en kontrol med priserne).30

Hvis et udkast regulerer aktiviteter, som retligt kvalificeres som en digital tjeneste, kan regulering heraf være notifikationspligtig, forudsat at reglerne også er rettet specifikt mod disse aktiviteter (se afsnit 2.3.4).

Når det er fastslået, at et udkast regulerer produkter eller digitale tjenester, skal det vurderes, om det indeholder én af de fire typer af tekniske forskrifter, som beskrives nærmere nedenfor.

• Tekniske specifikationer for produkter
• Andre krav til produkter (livscyklus efter markedsføring mv.)
• Krav vedrørende digitale tjenester
• Forbudsbestemmelser

2.3.1. Tekniske specifikationer for produkter

Den første type af tekniske forskrifter er tekniske specifikationer. Begrebet dækker over forskellige typer af krav, der har betydning for sammensætningen af produkter.

For det første omfattes specifikationer, som fastlægger et produkts karakteristika. Specifikationer er ikke kun krav til funktionaliteten af produktet, men også krav til produkters sammensætning,31 handelsmæssige betegnelse, emballage,32 mærkning, etikettering, ydeevne, levetid, præsentation,33 osv. Det forudsættes dog, at specifikationerne vedrører produktet eller dets emballering som sådan og således fastsætter karakteristika for dem, hvorfor det f.eks. ikke anses som tekniske specifikationer, hvis der stilles krav til afstanden imellem produkterne ved opstilling.34

For det andet omfattes procedurer for overensstemmelsesvurdering, som fastlægger måden hvorpå det evalueres og kontrolleres, om et produkt stemmer overens med tekniske specifikationer. Det kan være krav om prøvning, certificering, typegodkendelse, inspektion og andre typer af kontrolkrav. Dertil kan det være et krav om, at en virksomhed skal ansøge om forudgående tilladelse forud for markedsføring af et produkt.35

Sidst omfattes fremstillingsmetoder og -processer, hvilket i direktivet forstås som en række krav, som stilles i sammenhæng med produktionen af et produkt. To tilfælde er omfattede:

• når der er tale om landbrugsvarer,36 fødevarer (i vid forstand: ”produkter beregnet til konsum”), dyrefoder og lægemidler;37 eller
• når der er tale om øvrige produkter og fremstillingsmetoderne eller -processerne har indvirkning på produkternes karakteristika.

Fremstillingsmetoder og -processer for bl.a. fødevarer er altså tekniske specifikationer, uanset om de i den konkrete situation har indvirkning på produkternes karakteristika. Er der tale om ”øvrige produkter”, som ikke er nævnt i det første tilfælde, opstilles en yderligere betingelse om indvirkning på produkternes karakteristika. I konkrete sager om fremstillingsmetoder og -processer kan det ofte blive afgørende, om kravene gennemtvinges faktisk eller retligt, f.eks. om brugen eller markedsføringen af kød fra ikke-vaccinerede svin er begrænset (se afsnit 2.5).38

2.3.2. Andre krav til produkter (livscyklus efter markedsføring mv.)

Den anden type af tekniske forskrifter er ”andre krav”, som i direktivets forstand omfatter en lang række betingelser, som kan have betydning for et produkt efter det er markedsført. Begrebet skal forstås bredt, idet det omfatter en række betingelser, som ikke er omfattet af begrebet tekniske specifikationer, men som ligeledes påvirker sammensætningen af produkter.

Et ”andet krav” skal i det konkrete tilfælde udgøre ”betingelser, der kan influere betydeligt på sammensætningen af produktet, dets natur eller afsætningen af det” for at være omfattet af direktivet.39 Hvis man udarbejder krav, der vedrører et produkts livscyklus efter markedsføring, bør man derfor ved konsekvensanalysen vurdere, om kravet kan få betydelig indflydelse på produkters sammensætning, natur eller afsætning for at afdække pligten til at notificere.

2.3.3. Forbudsbestemmelser

Den tredje type af tekniske forskrifter er love og administrative bestemmelser, der tager sigte på forbud mod visse (grænseoverskridende) aktiviteter. Forbudsbestemmelserne er ikke kun egentlige forbud, men også bestemmelser, som udelukker al anden rimelig brug end det rent marginale.40 Desuden kan en tilladelse eller en fastsættelse af en eneret til at udøve en aktivitet ud fra en helhedsvurdering anses som et forbud rettet mod alle andre økonomiske aktører.41

2.3.4. Krav vedrørende digitale tjenester

Den fjerde og sidste type af tekniske forskrifter er krav vedrørende digitale tjenester, som både er positivt og negativt afgrænsede i direktivet. Den positive afgrænsning af begrebet omfatter krav af generel karakter vedrørende adgang til at optage og udøve virksomhed i forbindelse med digitale tjenester (som defineret i afsnit 2.2). Dette skal forstås bredt og kan bl.a. omfatte foranstaltninger, der:

• Fastsætter betingelser for at påbegynde en aktivitet, f.eks. regler om etablering og om godkendelses- eller licensordninger, bortset fra bestemmelser om forudgående godkendelse;42
• Fastsætter betingelser for at udøve en onlineaktivitet, f.eks. reklameforbud, krav om registrering og forbud mod at offentliggøre pressemeddelelser;43
• Vedrører udbyderne af digitale tjenester, f.eks. krav til uddannelse for at udøve rådgivning på et område;
• Vedrører måden, hvorpå digitale tjenester udbydes, f.eks. prisregulering, pligt til forsikring eller visse sikkerhedsforanstaltninger såsom rapportering;
• Vedrører modtagerne af digitale tjenester, f.eks. udelukkelse af mindreårige eller bestemte persongrupper.

Anvendelsesområdet er betydeligt indskrænket af, at begrebet også er negativt afgrænset til kun at omfatte de forskrifter vedrørende tjenester, som tager specifikt sigte på digitale tjenester. En forskrift anses for specifikt at tage sigte på digitale tjenester, når det fremgår af begrundelsen og de dispositive bestemmelser, at forskriften i sin helhed eller i visse enkelte bestemmelser har til hensigt og formål at give forskrifter for disse tjenester på en eksplicit og målrettet måde. Det er f.eks. opfyldt, når sigtet fremgår klart af begrundelsen for eller forarbejderne til forskriften set i lyset af nationale fortolkningsregler, selvom den dispositive tekst ikke indeholder nogen sondring mellem fysiske og digitale tjenester etc.44

Omvendt anses en forskrift ikke for specifikt at tage sigte på digitale tjenester, når den kun indirekte eller tilfældigt vedrører disse tjenester. Det er f.eks. tilfældet, når digitale tjenester ikke nævnes og de tekniske forskrifter finder anvendelse på alle former for aktiviteter under en anden retlig kvalifikation, som den digitale tjeneste også omfattes af.45

Det kan være enkelte bestemmelser i et udkast med et mere generelt formål, som udgør forskrifter med specifikt sigte på digitale tjenester.46 Retsstillingen kræver således en konkret vurdering af hensigten med de enkelte bestemmelser i et udkast.

Hvis et forslag indeholder en teknisk forskrift, undersøges om denne udgør et nyt krav. Begrebet ”udkast til en teknisk forskrift” udelukker nemlig ifølge retspraksis bestemmelser, som ”gengiver eller erstatter eksisterende forskrifter uden tilføjelse af nye eller supplerende specifikationer”, forudsat at en eventuel notifikationspligt for de eksisterende forskrifter er overholdt.47

Der er ikke notifikationspligt, hvis der er tale om en videreførelse af eksisterende forskrifter, som ikke medfører nye retsvirkninger, eller hvis der alene fjernes krav. Omvendt skal forskrifter notificeres på ny, hvis deres anvendelsesområde udbredes til nye produkter eller digitale tjenester, selvom forskrifterne ikke ændres.48

Fastsættelse af undtagelser kan i sig selv medføre, at der indføres nye krav, når der herved fastsættes (lempeligere) betingelser frem for en fuldstændig fritagelse.49
Det har ikke betydning, om en forskrift faktisk letter eller begunstiger den frie bevægelighed. Det ville nemlig undergrave notifikationsproceduren, hvis notifikationspligten afhang af det notificerende medlemsstats egen bedømmelse af en forskrifts eventuelle virkninger for samhandelen.50

Da det som nævnt er en forudsætning, at en eventuel notifikationspligt allerede er overholdt for de eksisterende forskrifter, kan det være nødvendigt at efterse, om der gjaldt notifikationspligt ved eksisterende reglers vedtagelse, og om der dengang skete notifikation. Det er navnlig relevant at overveje,

• om eksisterende forskrifter for produkter er vedtaget inden d. 30. marts 1984, hvor forpligtelserne ifølge det første direktiv om notifikationsproceduren for produkter indtrådte overfor Danmark,51
• og om eksisterende forskrifter for digitale tjenesteydelser er vedtaget inden d. 5. august 1998, hvor notifikationsproceduren blev udvidet til at omfatte disse.52

Hvis eksisterende forskrifter for produkter er vedtaget imellem d. 30. marts 1984 og d. 5. august 1998, hvor notifikationspligten blev udvidet til at omfatte alle industri- og landbrugsprodukter, er det også relevant at se nærmere på anvendelsesområdet for det første Informationsproceduredirektiv og de udvidelser, der er sket.

• For så vidt angår fremstillingsmetoder- og processer kan det have betydning, at begrebet ”tekniske specifikationer” er blevet udvidet til at dække landbrugsprodukter, fødevarer, dyrefoder og lægemidler, med ikrafttrædelse senest d. 1. januar 1989,53 og til at dække øvrige produkter, med ikrafttrædelse senest d. 1. juli 1995.54
• For så vidt angår ”andre krav”, blev disse ligeledes indføjet med ikrafttrædelse d. 1. juni 1995.55

Da notifikationspligten gælder for medlemsstaternes centrale administrationer, forudsætter den også, at en bestemmelse er gennemtvunget retsligt eller faktisk for at dette kan påvirke afsætningen eller anvendelsen af et produkt eller en digital tjeneste i en væsentlig del af landet (jf. definitionen af et udkast til en teknisk forskrift, citeret i boks ved indledningen til kapitel 2).56

Det er ikke afgørende, om bestemmelserne er skrevet i lov eller en anden type administrativ bestemmelse. Notifikationspligten kan nemlig gælde alle typer forskrifter, inklusive love, bekendtgørelser, cirkulærer, samt i visse tilfælde vejledninger. Hvis en teknisk forskrift kun er formaliseret i begrænset omfang, kan dette give anledning til en nærmere undersøgelse af, hvorvidt et udkast til en teknisk forskrift retligt eller faktisk gennemtvinger overholdelse af en teknisk forskrift.

Vurderingen af, om et udkast til en teknisk forskrift er retligt gennemtvunget, afhænger af bestemmelsens retsvirkninger ifølge national ret. En bestemmelse lever op til kriteriet, hvis den i sig selv medfører retsvirkninger for private, men ikke hvis den alene giver bemyndigelse til at udstede tekniske forskrifter.57 En forskrift må anses for retligt gennemtvunget, hvis der er fastsat negative retsvirkninger ved ikke at overholde den, f.eks. hvis et produkt ikke kan godkendes eller hvis virksomhedsudøvelsen på anden vis begrænses.

Vurderingen af, om et udkast til en teknisk forskrift er faktisk gennemtvunget, afhænger af udkastets egnethed (hvis det vedtages) til at påvirke udformningen af produkter eller digitale tjenester. Der er ofte tale om et samspil mellem de tekniske forskrifter og en kontekst, som gør, at disse gennemtvinges, uden at de er retligt gennemtvunget. I artikel 1(1)(f)(i-iii) i direktivet nævnes et par eksempler på faktisk gennemtvungne bestemmelser:

• Henvisningsbestemmelser, der skaber en formodning for overensstemmelse med loven ved overholdelse af bestemte specifikationer (herunder standarder), andre krav, kodekser for udøvelse af en bestemt virksomhed mv., som normalt er frivillige og er fastsat af andre organer end staten.58 Dette skal forstås i lyset af, at en formodning for overensstemmelse tilskynder til overholdelse af foranstaltningerne.
• Frivillige aftaler (herunder brancheoverenskomster og adfærdskodekser, men ikke offentlige indkøbsaftaler), som tager sigte på at opfylde tekniske forskrifter. Sådanne aftaler er normalt ikke gennemtvungne, når de fastsættes mellem økonomiske aktører, men anses for at være det, når staten er kontraherende part.
• Tekniske forskrifter, som er knyttet til skattemæssige eller finansielle foranstaltninger, bortset fra de nationale sociale sikringsordninger.59 (se praktiske retningslinjer i bilag C).

EU-Domstolen har bl.a. fastslået, at det kan have en afsmittende effekt hvis der henvises til nærmere regler, der kan kvalificeres som tekniske forskrifter, hvormed henvisningsbestemmelsen skal notificeres.60

Desuden kan forskrifter, som skal overholdes af bestemte tjenestegrene anses som faktisk gennemtvungne, hvis tjenestegrenene udgør en meget stor køber på det pågældende marked.61

Hvis ovenstående kriterier er opfyldt, skal et udkast som udgangspunkt notificeres. Der findes dog en række undtagelser i artikel 7 i direktivet, som i visse tilfælde betyder, at et udkast alligevel ikke skal notificeres.

2.6.1. Opfyldelse af bindende EU-retsakter og internationale forpligtelser

Notifikationspligten gælder ikke for love, administrative bestemmelser eller frivillige aftaler, hvis medlemsstaterne derigennem opfylder bindende EU-retsakter, der tager sigte på vedtagelse af tekniske specifikationer eller forskrifter vedrørende tjenester, jf. artikel 7(1)(a). Hvis en medlemsstat benytter sig af en til medlemsstaterne overladt skønsmargin til at fastsætte en national bestemmelse, kan denne undtagelse dog ikke påberåbes, fordi en sådan national bestemmelse ikke ”opfylder” bindende EU-retsakter i snæver forstand.62 Med andre ord gælder undtagelsen alene i det omfang en EU-retsakt gennemføres (1-til-1).63

Tilsvarende gælder notifikationspligten ikke for love, administrative bestemmelser eller frivillige aftaler hvis medlemsstaterne derigennem opfylder forpligtelser som følge af internationale aftaler, der tager sigte på vedtagelse af fælles tekniske specifikationer eller forskrifter vedrørende tjenester i Unionen, jf. artikel 7(1)(b). Denne undtagelse kan ifølge Europa-Kommissionen kun påberåbes, når der ikke ved gennemførelsen af den internationale aftale er mulighed for divergens, dvs. når alle EU-medlemsstater har tiltrådt den samme internationale aftale og denne ikke overlader en skønsmargin. Hvis ikke alle EU-medlemsstater har tiltrådt aftalen, skal gennemførelsen af den notificeres.64

Ved vurderingen af disse undtagelsesbestemmelser skal en myndighed således overveje graden af harmonisering i den EU-retsakt eller internationale aftale, som gennemføres. Hvis indførslen af de tekniske forskrifter ikke kræves for at opfylde EU-retsakten eller den internationale aftale, men i stedet følger af myndighedens skønsbeføjelse tillagt herved, kan undtagelsen ikke påberåbes. F.eks. gælder undtagelsen ikke, når en EU-retsakt tillader fastsættelse af strengere krav (såkaldt ”gold-plating”). Det er altså ikke tilstrækkeligt at vurdere, om et udkast hører under en bestemt EU-retsakt eller en international aftale, hvilket står I kontrast til de tilfælde, hvor et udkast hører under ovennævnte sektor-specifikke områder af EU-regulering, som falder uden for Informationsproceduredirektivet (afsnit 2.1).

Hvis en EU-retsakt gennemføres i dansk ret før tid, kan undtagelserne desuden kun påberåbes i de tilfælde, hvor forpligtelsen kan opfyldes forud for gennemførelsesfristen, f.eks. når et direktiv foreskriver gennemførelse ”inden” eller ”senest” ved en bestemt dato. Hvis derimod gennemførelsen skal ske på en bestemt dato, kan en gennemførelse før tid bringe harmoniseringens virkeliggørelse i fare,65 og den skal derfor notificeres.

2.6.2. Anvendelse af en beskyttelsesklausul fastsat i en bindende retsakt

Visse harmoniserede produktregler indeholder beskyttelsesklausuler og procedurer, som giver mulighed for at fastsætte midlertidige nationale foranstaltninger over for produkter, som udgør en risiko.66 Når disse benyttes, skal der ikke samtidig notificeres efter Informationsproceduredirektivet, jf. artikel 7(1)(c).

Anvendelsen af en beskyttelsesklausul skal begrundes i ikke-økonomiske aspekter såsom offentlig moral, orden eller sikkerhed, beskyttelse af menneskers, dyrs eller planters liv og sundhed, beskyttelse af nationale kulturskatte inden for kunst eller arkæologi samt beskyttelse af ejendomsret.

2.6.3. Indgreb, som notificeres i RAPEX, jf. artikel 12 i Direktivet om Produktsikkerhed i Almindelighed (GPSD)

Direktivet om produktsikkerhed i Almindelighed (GPSD) indeholder en notifikationsprocedure, hvorefter en medlemsstat underretter om indgreb i markedsføringen af nonfoodprodukter på sit område på grund af alvorlige risici for forbrugerne, jf. artikel 12 i GPSD.67 Indgrebene foretages med det samme og notificeres i det hurtige advarselssystem (RAPEX – Rapid Alert System). De skal ikke samtidig notificeres ifølge informationsproceduredirektivet, jf. artikel 7(1)(d).

2.6.4. Fuldbyrdelse af en EU-dom eller imødekommelse af en anmodning fra Kommissionen

Notifikationspligten gælder ikke for love, administrative bestemmelser eller frivillige aftaler, hvis medlemsstaterne derigennem blot fuldbyrder en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, jf. artikel 7(1)(e). Denne undtagelse skal fortolkes snævert på samme vis som undtagelserne ved opfyldelse af en bindende EU-retsakt, hvilket betyder, at en myndighed kun kan påberåbe sig undtagelsen for ændringer, som kræves af en dom fra EU-domstolen i direkte sammenhæng.

Notifikationspligten gælder på lignende vis ikke for love, administrative bestemmelser eller frivillige aftaler, hvis medlemsstaterne derigennem blot ændrer en teknisk forskrift på anmodning fra Europa-Kommissionen med henblik på at fjerne barrierer for den frie bevægelighed af varer, den frie udveksling af tjenester eller etableringsfriheden for tjenesteydere, jf. artikel 7(1)(f). Denne bestemmelse har størst betydning i praksis, når Europa-Kommissionen udpeger en restriktion eller en fejlagtig gennemførelse af en EU-retsakt ved at give almindelige bemærkninger eller en udførlig udtalelse i forbindelse med en notifikation (se afsnit 4.3). I så fald kan de nødvendige ændringsforanstaltninger foretages i de omhandlede tekniske forskrifter uden behov for at notificere disse på ny, forudsat at medlemsstaten afrapporterer om ændringsforanstaltningerne (se afsnit 4.3.1 under ”Udførlige udtalelser”).68

Informationsproceduredirektivet fastlægger et horisontalt system for notifikation af generelle krav til varer og digitale tjenester. Dette horisontale system fungerer sideløbende med sektorspecifikke notifikationsprocedurer i andre EU-retsakter og med notifikationsprocedurer i WTO.

Til en vis grad tillader Informationsproceduredirektivets system, at notifikationspligter ifølge andre EU-retsakter opfyldes samtidig med (og med samme blanket som) notifikationen efter informationsproceduredirektivet (såkaldt ”one-stop-shop”). Men dette forudsætter, at kravene til notifikationens indhold i henhold til den relevante sektorspecifikke retsakt er opfyldt, hvilket vurderes af den ressortansvarlige myndighed, som er ansvarlig for den pågældende sektorspecifikke lovgivning. Den underliggende hovedregel i Informationsproceduredirektivet er, at notifikationspligter i andre EU-retsakter skal overholdes.

En række EU-retsakter fastsætter notifikationspligter for nationale krav af generel karakter, som overlapper med Informationsproceduren. Når et krav skal notificeres efter flere EU-retsakter og Informationsproceduredirektivet er én af dem, kan man nøjes med at notificere én gang (one-stop-shop), jf. artikel 5(5). Der er dog ikke krav om at benytte one-stop-shoppen, hvorfor myndigheder altid kan vælge at benytte de enkelte notifikationsprocedurer separat.

One-stop-shoppen benyttes ved at notificere vanligt i henhold til Informationsproceduren og samtidig angive i punkt 7 af notifikationsblanketten, hvilke andre EU-retsakter notifikationen også skal gælde for. Det betyder, at notifikationen skal ske på et forberedende stadium, hvor det stadig er muligt at foretage væsentlige ændringer. Samtidig angives, hvilke bestemmelser i udkastet, der vedrører henholdsvis Informationsproceduredirektivet og andre EU-retsakter, så eventuelt forskellige status-quo-perioder kan skelnes fra hinanden.

One-stop-shoppen har ikke indflydelse på, hvilke afgørelser, der kan træffes under de øvrige procedurer, men giver alene medlemsstaterne en lettere adgang til at notificere. Derfor undersøger Europa-Kommissionen notifikationen for hver enkelt EU-retsakt, der er henvist til, og foretager de nødvendige procedureskridt særskilt under hver procedure.

Den ressortansvarlige myndighed har ansvaret for at vurdere eksistensen af et overlap og sikre, at notifikationens indhold lever op til kravene i en sektorspecifik EU-retsakt. Desuden har den ressortansvarlige myndighed ansvaret for at følge eventuelle andre procedurer under EU-retsakten.

• Notifikationen skal allerede på et forberedende stadium, hvor det stadig er muligt at foretage væsentlige ændringer
• Det specificeres i notifikationen, hvilke bestemmelser, der vedrører en anden EU-retsakt
• Der medfølger kun status-quo-perioder for de bestemmelser, som er notifikationspligtige

3.1.1. Særligt om Type A krav under Servicedirektivet (Direktiv (EF) 2006/123)

Til illustration beskrives sammenhængen med Servicedirektivets notifikationsprocedure, som Erhvervsstyrelsen også vejleder om.

Der findes forskellige procedurer for notifikationer i henhold til servicedirektivet alt efter, hvilken type af ordning/krav, som skal notificeres.

Type A krav70 notificeres ved at udfylde notifikationsformularen for regulering af tjenesteydere (kun etablerede). Hvis kravet også skal gælde for tjenesteydere etableret i et andet EU/EØS-land, når disse midlertidigt leverer ydelser i Danmark, skal notifikationsformularen for type B krav benyttes i stedet.

Type B krav notificeres ved at udfylde notifikationsformularen for regulering af tjenesteydere (både etablerede og midlertidige tjenesteydere fra andre EU-lande).

Efter Servicedirektivet stilles ikke krav om notifikation forud for vedtagelsen af krav. Til gengæld stilles indholdsmæssige krav til notifikationen, såsom at kravene er ikke-diskriminerende, proportionelt og begrundet i et tvingende alment hensyn.72 Erhvervsstyrelsen henstiller til, at det for type A krav skrives eksplicit i lovgivningen, at disse kun skal gælde for tjenesteydere etableret i Danmark.

One-stop-shoppen kan benyttes, hvis et udkast både indeholder tekniske forskrifter i Informationsproceduredirektivets forstand og type A krav i Servicedirektivets forstand. Da dette er frivilligt, opstilles nedenfor to scenarier:

• Vælges særskilt notifikation af de tekniske forskrifter henholdsvis type A kravene, så notificeres de tekniske forskrifter på et forberedende stadium (som det kræves under Informationsproceduren) og type A kravene skal notificeres efterfølgende (under Servicedirektivet).
• Vælges one-stop-shop notifikation af de tekniske forskrifter og type A kravene, så notificeres både de tekniske forskrifter og type A kravene på et forberedende stadium, men der indtræder kun en status-quo-periode for de tekniske forskrifter.

Når one-stop-shoppen benyttes, faciliterer Informationsproceduren, at Europa-Kommissionen og andre medlemsstater kommenterer på kravene, uden at dette forhindrer adgangen til at vedtage og håndhæve de krav, som alene er omfattet af Servicedirektivet.

Nogle notifikationsprocedurer skal overholdes parallelt med informationsproceduren, trods overlap. Det gælder f.eks. notifikationsprocedurer i WTO-regi, som opfyldes i et særskilt forum, og notifikationsproceduren for type B krav under servicedirektivet, til hvilke der stilles særlige krav til legitime hensyn.

3.2.1. WTO’s aftaler om tekniske handelsbarrierer (TBT-aftalen) og om sundheds- og plantesundhedsmæssige foranstaltninger (SPS-aftalen)

WTO’s aftale om tekniske handelsbarrierer (TBT-aftalen) indeholder en lignende notifikationsprocedure som den, der eksisterer under informationsproceduredirektivet ift. produkter. I stor udstrækning modsvarer bestemmelserne i TBT-aftalen principperne på vareområdet i EU (artikel 34 i TEUF). TBT-aftalens notifikationsprocedure indebærer, at myndigheder i WTO-medlemsstaterne skal notificere udkast til tekniske forskrifter og procedurer til at vurdere overensstemmelsen med tekniske forskrifter til WTO’s sekretariat vha. en digital procedure.

WTO’s aftale om sundheds- og plantesundhedsmæssige foranstaltninger (SPS-aftalen) indeholder ligeledes en lignende notifikationsprocedure ift. produkter. SPS-aftalens notifikationsprocedure indebærer, at WTO-medlemsstaterne skal notificere udkast til sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige foranstaltninger inden deres vedtagelse, når de kan få indflydelse på den internationale samhandel. Den enkelte myndighed er ansvarlig for at notificere i henhold til SPS-aftalen, og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri er ansvarlige for at vejlede på området.74

3.2.2. Type B krav under Servicedirektivet (Direktiv (EF) 2006/123)

Der stilles særlige krav til notifikation af type B krav under Servicedirektivet,75 dvs. tilladelsesordninger eller krav, der regulerer tjenesteydere fra andre EU/EØS landes adgang til midlertidigt at levere tjenesteydelser i Danmark. Disse kan ikke opfyldes vha. Informationsproceduren og notificeres derfor altid særskilt. Hertil benyttes notifikationsformularen for regulering af tjenesteydere (både etablerede og midlertidige tjenesteydere fra andre EU-lande).

Visse konkrete indgreb, som rettes direkte mod en eller flere erhvervsdrivende, skal notificeres, også selvom de generelle krav, der håndhæves, allerede er notificeret ifølge Informationsproceduredirektivet og/eller andre EU-retsakter. Der vil i den pågældende EU-retsakt være fastsat bestemmelser herom. Det gælder f.eks. ifølge Forordningen om gensidig anerkendelse af varer og E-handelsdirektivet.

3.3.1. Forordningen om Gensidig Anerkendelse af varer (Forordning (EU) 2019/515)

Administrative afgørelser om gensidig anerkendelse skal notificeres til Europa-Kommissionen og de andre medlemsstater senest 20 arbejdsdage efter afgørelsen er meddelt den erhvervsdrivende. Dertil skal Europa-Kommissionen og de andre medlemsstater omgående notificeres, hvis en myndighed foretager en midlertidig suspension af markedsadgang over for særligt farlige varer, som allerede er markedsført lovligt i et andet EU-land.76

3.3.2. E-handelsdirektivet (Direktiv (EF) 2000/31)

Forinden en myndighed kan begrænse adgangen til at levere digitale tjenester fra en anden medlemsstat i et konkret tilfælde, skal myndigheden have opfordret den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret i, til at træffe nødvendige foranstaltninger. Dertil skal myndigheden forudgående meddele Europa-Kommissionen om sin hensigt til at træffe de pågældende foranstaltninger.77

Standardisering er omfattet af Forordning 1025/2012 om europæisk standardisering,78 og alle bestemmelser vedrørende den europæiske harmoniseringsprocedure er nu fjernet fra Informationsproceduren.79

Informationsproceduredirektivets artikel 4 indeholder dog stadig en særlig notifikationspligt, som gælder når en medlemsstat anmoder et standardiseringsorgan om at udarbejde tekniske specifikationer eller en standard for specifikke produkter med det formål at indføre en teknisk forskrift. Det følger, at enhver sådan anmodning er notifikationspligtig, når medlemsstaten agter at gøre (dele af) de tekniske specifikationer eller standarden bindende efterfølgende. I sådan et tilfælde skal anmodningen notificeres og begrundes som et udkast til tekniske forskrift, jf. artikel 5(1).

Den særlige notifikationspligt skal forstås i lyset af, at de tekniske specifikationer eller den standard, der anmodes om, helt eller delvist bliver et supplement til en teknisk forskrift og som sådan kan udgøre en hindring for det indre marked. Derfor skal Europa-Kommissionen og medlemsstaterne have mulighed for at reagere imens disse stadig foreligger på et forberedende stadium, hvor det stadig er muligt at foretage væsentlige ændringer (hos standardiseringsorganet).

Når der et udarbejdet et udkast til en lov eller administrative bestemmelser, som skal notificeres, følges nedenstående procedure for notifikationen, som sætter en status-quo-periode i gang, afhængig af forskrifternes karakter (se afsnit 4.1 og 2). Undervejs i forløbet kan Europa-Kommissionen og andre medlemsstater reagere på notifikationen, ligesom andre interessenter kan give bidrag, som den notificerende myndighed tager hensyn til (se afsnit 4.3). Medmindre notifikationen trækkes tilbage eller det bliver nødvendigt at notificere på ny på grund af væsentlige ændringer i det notificerede udkast (se afsnit 4.4), offentliggøres til sidst også den endeligt vedtagne tekst til dokumentation i TRIS-databasen (se afsnit 4.5).

Er et udkast til en teknisk forskrift ikke (korrekt) notificeret inden det blev vedtaget, kan der opstå et behov for en såkaldt ”lovliggørelse” heraf, hvilket kan gennemføres på flere måder (se afsnit 4.6).

Størstedelen af dokumenterne er offentligt tilgængelige, herunder notifikationen, selve udkastet og en eventuel konsekvensanalyse. Udførlige udtalelser behandles dog fortroligt, hvorfor der skal indhentes tilladelse fra den udstedende medlemsstat inden de offentliggøres (se afsnit 4.7).

Notifikationen foretages, imens de tekniske forskrifter befinder sig i et forberedende stadium, hvor det stadig er muligt at foretage væsentlige ændringer. Forinden skal der indføjes en henvisning til Informationsproceduredirektivet i udkastet, og det bør overvejes at indføje en bestemmelse om gensidig anerkendelse.

Rent praktisk udfyldes notifikationsblanketten ved hjælp af den mini-vejledning, Erhvervsstyrelsen har udarbejdet om at udfylde blanketten punkt for punkt.

Der skal vedlægges en række dokumenter, når blanketten fremsendes (se afsnit 4.1.3).

4.1.1. Henvisning til Informationsproceduredirektivet

Når en teknisk forskrift vedtages, skal den indeholde en henvisning til Informationsproceduredirektivet. Henvisningen skal ske i en fodnote på forskriftens forside med følgende tekst:

Loven / Bekendtgørelsen / Den tekniske forskrift / Cirkulæret / Vejledningen har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (kodifikation).81

4.1.2. Bestemmelse om gensidig anerkendelse af varer

For at øge opmærksomheden omkring princippet om gensidig anerkendelse og dermed mindske risikoen for, at tekniske forskrifter udgør barrierer for det indre marked, bør myndigheder ved udformningen af tekniske forskrifter overveje at tilføje en klar og utvetydig bestemmelse om gensidig anerkendelse.82

Europa-Kommissionen har siden 2017 regelmæssigt foreslået tilføjelse af sådanne bestemmelser til produktforskrifter i regi af notifikationsproceduren, når dette er fundet relevant.83 Europa-Kommissionen anbefaler følgende formulering:84

Varer, der markedsføres lovligt i en anden EU-medlemsstat eller i Tyrkiet, eller som har oprindelse i og lovligt markedsføres hos de kontraherende parter i EØS-aftalen, formodes at være forenelige med disse foranstaltninger. Anvendelsen af disse foranstaltninger er underlagt forordning (EU) 2019/515 af 19. marts 2019 om gensidig anerkendelse af varer, der markedsføres lovligt i en anden medlemsstat.

4.1.3. Fremsendelse af notifikationen til Erhvervsstyrelsen

En række dokumenter skal eller bør fremsendes med notifikationen.

Følgende dokumenter skal fremsendes i forbindelse med notifikationen og kaldes bestemte navne, når de fremsendes:

• ”FICHE”: En udfyldt notifikationsblanket. Erhvervsstyrelsen har udgivet en mini-vejledningen om at udfylde notifikationsblanketten punkt for punkt.
• Følgende dokumenter i .pdf- og .docx-format:86
• ”DRAFT”: Et eksemplar af den fulde tekst til udkastet for en lov eller administrativ bestemmelse.87
• ”BASIC”: Et eksemplar af hjemmelsgrundlaget for udstedelse af forskriften eller en henvisning til en tidligere notifikation, hvor dette allerede er fremsendt. Dette gøres med henblik på at tilvejebringe den retlige ramme for udkastet og dermed lette vurderingen af det.
• ”IMPACT”: Konsekvensanalyse, hvis der er udarbejdet én i forbindelse med forberedelsen af det notificerede udkast.88
• Hvis udkastet tilsigter at begrænse markedsføringen eller anvendelsen af et kemisk stof, præparat eller produkt af hensyn til folkesundheden, forbrugerbeskyttelsen eller miljøet, skal der yderligere fremsendes relevante oplysninger om produktet og tilgængelige oplysninger om erstatningsprodukter, de forventede konsekvenser af udkastet samt en risikovurdering, jf. artikel 5(1), 4. afsnit i Informationsproceduredirektivet. Analysen skal foretages i henhold til de generelle principper i Reach-forordningen.89

Af hensyn til ressourceanvendelsen ved oversættelse af notifikationsdokumenter bør det markeres, når dele af udkastet (”DRAFT”) er baseret på et allerede notificeret udkast. Dertil markeres de dele, som er baseret på internationale retsakter og derfor allerede foreligger på andre sprog. Hvis et omfattende udkast kun indeholder enkelte nye tekniske forskrifter, fremhæves de pågældende bestemmelser med overstregning/farvet tekst.

Følgende dokumenter bør fremsendes i det omfang de har betydning for forståelsen af det notificerede udkast:

• Kopi af de forskrifter, der ændres eller ophæves.
• Andre relevante forskrifter.

Ofte vil det også være relevant at notificere produktregler i WTO-regi under TBT-aftalen (se afsnit 3.2.1). I så fald kan der samtidig henvises til notifikationsformularen under denne procedure, som Erhvervsstyrelsen gennemser i NSS-systemet.

Tekniske forskrifter omfattet af notifikationspligten kan ikke vedtages gyldigt, inden der er notificeret korrekt og en eventuelt status-quo-periode er udløbet.
Retsvirkningen af korrekt notifikation er som udgangspunkt, at der starter en status-quo-periode på 3 måneder regnet fra den følgende dag. Dagen efter status-quo-perioden er udløbet, kan en medlemsstat vedtage de notificerede tekniske forskrifter.90

Retsvirkningen af, at informationsproceduren ikke overholdes, er at de bestemmelser, som skulle have været notificeret, eller hvis vedtagelse skulle have været udsat, ikke kan anvendes over for private.91 Det betyder, at en national domstol skal tilsidesætte dem. Med andre ord kan selve de tekniske forskrifter, som skulle have været notificeret, ikke håndhæves.92

Derfor er det vigtigt, at et notificeret udkast forbliver på et forberedende stadium, hvor der kan foretages væsentlige ændringer heri, indtil dagen efter notifikations- og status-quo-forpligtelserne er opfyldt. Det er ikke tilstrækkeligt at tilkendegive i en tilknyttet bestemmelse, eller på anden måde, at forskriften ikke sættes i kraft, før den har været notificeret og de fastsatte frister er udløbet. Sker der formel vedtagelse, må notifikationsproceduren gå om.93

Dagen efter notifikations- og status-quo-forpligtelserne er opfyldt, kan en medlemsstat vedtage den notificerede forskrift gyldigt. Det anbefales dog at indlægge en uges tids ”luft” i kalenderen, da både Europa-Kommissionen og medlemsstaterne ofte vil sende eventuelle udførlige udtalelser i sidste øjeblik, som kan forlænge status-quo-perioden.

Se oversigten over reglerne om status-quo-perioden nedenfor i afsnit 4.2.4 samt Europa-Kommissionens praktiske vejledninger om fiskale foranstaltninger og hasteproceduren i bilag C og D.

4.2.1. Forlængelser af status-quo-perioden

Status-quo-perioden kan forlænges, afhængig af situationen og af, hvilken type af tekniske forskrifter, der er tale om.
Hvis Europa-Kommissionen eller en medlemsstat afgiver en udførlig udtalelse, jf. artikel 6(2), forlænges status-quo-perioden med 1 måned (ved regulering af digitale tjenester) eller 3 måneder (ved regulering af produkter).

Hvis Europa-Kommissionen identificerer et igangværende initiativ på EU-plan, som overlapper med de tekniske forskrifter i et udkast, kan de afgive en blokeringsmeddelelse. Det betyder, at status-quo-perioden kan forlænges til i alt 12 måneder, jf. artikel 6(3) eller 6(4), når Europa-Kommissionen har til hensigt at foreslå forskrifter på det givne område,94 eller når udkastet vedrører samme emne som et eksisterende forslag. Blokeringen forlænges, så status-quo-perioden bliver i alt 18 måneder, hvis Rådet fastlægger sin førstebehandlingsholdning inden for 12-måneders-perioden.95

4.2.2. Undtagelser fra status-quo-perioden

Visse typer af udkast til tekniske forskrifter er dog undtaget fra status-quo-ordningen, hvorfor der ikke fastsættes en status-quo-periode:

• Udkast til forskrifter, der tager sigte på forbud mod fremstilling, forudsat at de ikke hindrer produkternes frie bevægelighed (nationale fremstillingsforbud), jf. artikel 7(2).
• Udkast til tekniske forskrifter knyttet til skattemæssige eller finansielle foranstaltninger (fiskale foranstaltninger), jf. artikel 7(4).

Disse forskrifter skal stadig notificeres, og det anbefales, at de notificeres 5 dage før vedtagelsen. Desuden udelukker undtagelsen ikke muligheden for at afgive almindelige bemærkninger samt (for fiskale foranstaltninger) en udførlig udtalelse.96

4.2.3. Hasteproceduren

Sidst findes en såkaldt hasteprocedure til notifikation af alvorlige, uforudsete hasteforanstaltninger. Disse undtages status-quo-ordningen på forudsætning af, at Europa-Kommissionen accepterer begrundelsen om den hastende karakter, hvilket er sket i omtrent syv ottendedele af tilfældene.97

4.2.4. Oversigt over status-quo-perioder (tabel 1.)

4.2.4. Oversigt over status-quo-perioder (tabel 2.)

I månederne efter en notifikation, imens status-quo-perioden forløber, har andre medlemsstater, Europa-Kommissionen og andre interessenter mulighed for at give deres synspunkter til kende for at påvirke udformningen af det tekniske forskrifter.

Europa-Kommissionen og de andre medlemsstater modtager notifikationen og vurderer bl.a., om det er foreneligt med den frie bevægelighed og stemmer overens med eventuel sektorspecifik EU-lovgivning.98 Analysen kan give anledning til reaktioner, som sendes og fordeles gennem den lukkede del af TRIS-Databasen, hvor kun medlemsstaterne og Europa-Kommissionen har adgang.

Andre interessenter, der finder anledning til at kommentere på de tekniske forskrifter, kan offentliggøre sine bidrag direkte på den offentlige hjemmeside sammen med den enkelte notifikation.

4.3.1. Reaktioner, som sendes mellem medlemsstaterne og Kommissionen

Reaktioner benyttes i to overordnede situationer:

• En notificerende myndighed benytter reaktionsmulighederne til at svare på reaktioner fra andre medlemsstater og fra Europa-Kommissionen.
• En dansk ressortansvarlig myndighed benytter reaktionsmulighederne til at påvirke udformningen af tekniske forskrifter i andre medlemsstater. Hvis en anden dansk myndighed ønsker at fremsætte bemærkninger eller en udførlig udtalelse, skal dette formidles via den ressortansvarlige myndighed og være i overensstemmelse med Danmarks officielle holdning.

Reaktionerne sendes ved at udfylde et reaktionsskema og sende det til [email protected], hvorefter Erhvervsstyrelsen uploader reaktionen i TRIS-databasen. Det samme reaktionsskema benyttes til alle reaktioner, men det indikeres i ”Meddelelse”-rubrikken, hvilken meddelelsestype, der er tale om.

I næste tabel ses en oversigt over alle almindelige meddelelsestyper (M-typer), som benyttes til reaktioner.99 Nedenfor gennemgås de mest gængse meddelelsestyper nærmere.

Anmodning om yderligere oplysninger

Det er muligt at anmode om yderligere oplysninger fra en notificerende medlemsstat (M-type 101), selvom denne reaktionsmulighed ikke formelt følger af Informationsproceduredirektivet. En besvarelse af anmodningen inden for rimelig tid eller inden for en angiven frist er med til at minimere risikoen for, at der sendes en udførlig udtalelse.

Når Erhvervsstyrelsen modtager sådan en anmodning, videresendes den til den notificerende myndighed, som svarer ved at sende et udfyldt reaktionsskema tilbage (M-type 201).

Almindelige bemærkninger

Den mest anvendte reaktionsmulighed er almindelige bemærkninger, som ikke forlænger status-quo-perioden (M-type 103). Disse kan f.eks. indeholde synspunkter om, at et udkast rejser fortolkningsspørgsmål, kræver nærmere præciseringer eller bør tage hensyn til EU-retlige principper på en nærmere anført måde. De benyttes også af Europa-Kommissionen til at gøre opmærksom på, når et udkast berører aspekter, som diskuteres på EU-niveau.

Der er ikke nogen formel pligt til at besvare almindelige bemærkninger. Det følger dog af artikel 5(2) at den notificerende medlemsstat ”ved den videre udformning af den tekniske forskrift [skal] tage videst muligt hensyn dertil”. I Danmark er det praksis at svare på kommentarer i det omfang disse indeholder spørgsmål eller giver anledning til at afklare visse aspekter af det notificerede udkast for at undgå misforståelser.

Når Erhvervsstyrelsen modtager almindelige bemærkninger, videresendes disse ligeledes til den notificerende myndighed, som svarer ved at sende et udfyldt reaktionsskema tilbage (M-type 201).

Udførlige udtalelser, som forlænger status-quo perioden og kræver stillingtagen

Den mest indgribende reaktion, som kan benyttes af både medlemsstater og Europa-Kommissionen, er ”udførlige udtalelser” (M-type 111, 113, 115 og 117). Disse forlænger status-quo-perioden med 1-3 måneder og kan – med visse undtagelser100 – benyttes, når den påtænkte foranstaltning frembyder aspekter, der eventuelt kan hindre den frie bevægelighed for varer eller digitale tjenester, eller kan hindre etableringsfriheden for digitale tjenesteydere, jf. artikel 6(2). Ofte benyttes en ”udførlig udtalelse” til at starte dialog om proportionalitetsafvejningen.

En notificerende medlemsstat har pligt til at afrapportere til Europa-Kommissionen om, hvordan den vil reagere på en ”udførlig udtalelse”, og Europa-Kommissionen kan kommentere herpå, jf. artikel 6(2), tredje afsnit. Navnlig skal en medlemsstat rapportere, om man:

• trækker teksten tilbage;
• Bevarer teksten med en specifik begrundelse; eller
• Ændrer teksten for at gøre bestemmelserne forenelige med reglerne for den frie bevægelighed eller regler på det indre marked.
• Mht. forskrifter vedrørende digitale tjenester skal det samtidig begrundes, hvorfor der ikke kan tages hensyn til de udførlige udtalelser, hvis dette er tilfældet, jf. 4. afsnit.

Der er ingen formelle tidsfrister for besvarelsen af ”udførlige udtalelser”, men en medlemsstat bør svare inden udløbet af den forlængede status-quo-periode. Det er desuden Europa-Kommissionens opfattelse, at et udkast ikke kan vedtages, selvom status-quo-perioden er udløbet, hvis ikke proceduren i artikel 6(3-4) er overholdt ved at en medlemsstat har aflagt rapport.

Hvis en dansk myndighed ikke vil efterkomme Europa-Kommissionens ”udførlige udtalelse”, skal sagen behandles i Juridisk Specialudvalg, inden svaret sendes til Europa-Kommissionen. Tilsvarende gælder, hvis Europa-Kommissionen direkte meddeler, at den vil indlede en traktatbrudssag mod Danmark, såfremt udtalelsen ikke efterkommes. Normalt er dette dog ikke nødvendigt, hvis Europa-Kommissionen alene tilslutter sig medlemsstatens ”udførlige udtalelse” uden samtidig at meddele nogen hensigt om også at indlede en traktatbrudssag mod Danmark. I begge tilfælde bør der anlægges et pragmatisk synspunkt, således at en sag forelægges Juridisk Specialudvalg, når man fornemmer, at der er risiko for, at den kan udvikle sig til en traktatbrudssag. Behandlingen i Juridisk Specialudvalg kan således undlades ved en (kraftig) begrundet formodning om, at Europa-Kommissionen ikke vil forfølge sagen ved at fremsende en åbningsskrivelse. Behandlingen indledes ved, at myndigheden sender et notat om den danske retstilstand og forholdet til EU-retten til Justitsministeriets EU-kontor med kopi til Erhvervsstyrelsens notifikationsenhed.

Da Europa-Kommissionen ikke i alle tilfælde udnytter deres prærogativ til at give bemærkninger til en notificerende medlemsstats foranstaltninger, anbefales det at følge Europa-Kommissionens henstilling om udtrykkeligt at anmode om bemærkninger til sine foranstaltninger, når bemærkningerne ønskes. Der er oftest grund til at anmode herom og afvente Europa-Kommissionens eventuelle bemærkninger inden de tekniske forskrifter vedtages i de tilfælde, hvor en tekst bevares og dets forenelighed med reglerne for det indre marked begrundes, samt i de tilfælde, hvor en tekst ændres for at gøre dens bestemmelser forenelige med reglerne for det indre marked og derved efterkomme en udførlig udtalelse. Ved at udskyde vedtagelsen afværges muligheden for, at Europa-Kommissionen eller en anden medlemsstat kan indlede en traktatbrudssag, indtil man har haft anledning til at granske Europa-Kommissionens synspunkter. Hvis forskrifterne derimod vedtages uden at Europa-Kommissionen har givet bemærkninger til en begrundelse eller ændringsforanstaltninger, som findes utilfredsstillende, står muligheden mere åben for, at en medlemsstat eller Europa-Kommissionen kan indlede en traktatbrudssag.101

Generel kommunikation – benyttes bl.a. ved tilbagekaldelse

En notificerende medlemsstat har mulighed for at udstede generel kommunikation, som fordeles til alle medlemsstater og Europa-Kommissionen (M-type 7).

Dette kan benyttes til at præcisere forhold vedrørende en notifikation, f.eks. hvis bemærkninger fra en anden medlemsstat har givet anledning til at uddybe begrundelsen for forskrifterne over for alle. I praksis benyttes den generelle kommunikation også til at anmode om at en notifikation tilbagekaldes fra TRIS-Databasen eller lukkes i tilfælde af duplikering.

Mulighed for dialog

Hvis en generel kommunikation fra en notificerende medlemsstat eller en reaktion fra en anden medlemsstat giver anledning til det, kan der indledes dialog mellem Europa-Kommissionen og medlemsstaten (M-type 77). Sådan dialog ses kun af den pågældende medlemsstat og Europa-Kommissionen.

4.3.2. Bidrag fra andre interessenter

Virksomheder, brancheorganisationer og andre interessenter kan ikke benytte ovenstående reaktioner, men kan i stedet tilkendegive deres vurdering af virkningerne af nationale tekniske forskrifter ved at tage kontakt til Europa-Kommissionen og medlemsstaternes myndigheder. For at lette adgangen hertil, er det gjort muligt at indsende bidrag ved selvbetjening i den offentlige TRIS-database sammen med den enkelte notifikation.102 Det er muligt at sende bidragene offentligt eller fortroligt, dvs. kun til Europa-Kommissionen.

Europa-Kommissionen og medlemsstaterne kan tage hensyn til bidrag fra interessenter, når de benytter sine reaktionsmuligheder. Derfor anbefales det, at bidragene indsendes hurtigst muligt, selvom det er muligt at indsende bidrag indtil status-quo-periodens udløb. Bidragene fordeles internt til de ansvarlige tjenestegrene i Europa-Kommissionen, som dog hverken er bundet af dem eller besvarer dem. 103

Den notificerende myndighed og andre interesserede myndigheder tilgår selv de indsendte bidrag i den offentlige TRIS-database og tager højde for dem ved den endelige udformning af de tekniske forskrifter.104

Hvis Erhvervsstyrelsen som kontaktpunkt modtager bidrag fra interessenter direkte (f.eks. på e-mail), fremsendes disse til den notificerende myndighed i Danmark.

Hvis der foretages væsentlige ændringer i et udkast til teknisk forskrift efter notifikationen, skal udkastet notificeres på ny, jf. artikel 5(1), 3. afsnit. Ved vurderingen heraf efterprøves væsentlighedskriteriet konkret med blik for følgende tilfælde:105

• Ændringer, der fører til en ændring af anvendelsesområdet;
• Afkortning af den oprindeligt fastsatte gennemførelsesfrist;
• En tilføjelse af specifikationer eller krav; samt
• Stramning af specifikationer eller krav.

Der er ikke behov for at notificere mindre redaktionelle ændringer, som ikke indeholder nye krav, ligesom der ikke er behov for at notificere fjernelse af krav (se afsnit 2.4).

Endvidere betragtes det ikke som væsentligt, når der foretages ændringer ”som i forhold til det meddelte udkast kun indeholder lempede betingelser for at anvende den pågældende vare, og som dermed reducerer den tekniske forskrifts eventuelle påvirkning af samhandlen”.106 Bestemmelsen udvider således til en vis grad den notificerende myndigheds handlerum til at fastsætte nye (lempeligere) betingelser undervejs i notifikations- og lovgivningsprocessen som et alternativ til strengere betingelser, uden pligt til at notificere på ny. Dette handlerum forudsætter af hensyn til Informationsproceduredirektivets formål en pågående notifikationsproces, hvorimod selvsamme uvæsentlige ændringer skal notificeres særskilt, hvis de foretages ved en senere lovgennemgang.

Hvis en notificerende myndighed er i tvivl om, hvorvidt bestemte ændringer er væsentlige, opfordres til at kontakte Erhvervsstyrelsen for en drøftelse heraf. Om nødvendigt kan der formidles kontakt til Europa-Kommissionen for at afklare dette.

Når alle reaktioner er besvaret i fornødent omfang og den endelige version af den tekniske forskrift er udstedt, har den notificerende myndighed pligt til at fremsende den endelige tekst, jf. artikel 5(3). Dette markerer afslutningen på notifikationsproceduren og giver Europa-Kommissionen og andre medlemsstater mulighed for at efterse, hvorvidt relevante synspunkter i bemærkninger og udførlige udtalelser er blevet efterkommet og om der eventuelt er behov for at indlede en traktatbrudssag.107

Den endelige tekst fremsendes i .pdf- og .docx-format via Erhvervsstyrelsen ([email protected]).

Der kan muligvis findes tekniske forskrifter hos danske myndigheder, som ikke har været notificeret under Informationsproceduren, selvom de burde have været det. I så fald er det tilrådeligt at foretage en manøvre for at ”lovliggøre” de tekniske forskrifter for at et individ ikke i fremtiden kan påberåbe sig, at de tekniske forskrifter er uanvendelige på grund af den manglende notifikation (se afsnit 4.2 om retsvirkning). Dette kan gennemføres ved:

• At udarbejde et udkast til en ny forskrift af samme indhold – eller eventuelt med ændringer – og notificere dette. Efter status-quo-periodens udløb udstedes bestemmelserne i udkastet samtidig med, at de gamle bestemmelser ophæves.108
• At erstatte de tekniske forskrifter med andre bestemmelser, som ikke har karakter af tekniske forskrifter, men som er egnet til at forfølge samme formål. I så fald er det ikke nødvendigt at notificere de nye bestemmelser.
• At ophæve de tekniske forskrifter.

Ved arbejdet med notifikationsproceduren bør man være opmærksom på, at alle dokumenter kan blive offentliggjort. Selve notifikationerne offentliggøres løbende i den offentlige del af TRIS-databasen, hvorimod almindelige bemærkninger og udførlige udtalelser udveksles i den lukkede del af TRIS-databasen og kan blive offentliggjort på et senere tidspunkt.

Det fremgår af den offentlige del af TRIS-databasen, hvorvidt der er givet bemærkninger og/eller udførlige udtalelser til en given notifikation. Derimod fremgår selve dokumenterne i denne dialog ikke offentligt. Der kan i stedet anmodes om aktindsigt heri:

Hvis et individ anmoder om aktindsigt, betragtes oplysninger fremsendt ifølge artikel 5 som udgangspunkt som offentlige, medmindre en medlemsstat har givet en begrundet anmodning om at dokumenterne skal behandles fortroligt, jf. artikel 5(4) i Informationsproceduredirektivet.109 Det følger, at almindelige bemærkninger kan udleveres uden indhentelse af samtykke fra den udstedende myndighed, hvis ikke der er anmodet om fortrolighed ved notifikationens udstedelse.

Modsat behandles udførlige udtalelser ikke som offentlige, hvilket betyder at der skal indhentes samtykke fra den udstedende myndighed inden disse udleveres. Der kan gives afslag på aktindsigt ifølge undtagelserne i forordning 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, når det samtidig godtgøres, at aktindsigt i en udførlig udtalelse konkret og faktisk vil være til skade for formålet om at undgå vedtagelse af hindringer for den frie bevægelighed.110

Når der er givet aktindsigt i et dokument i TRIS-databasen, markeres dette på det enkelte dokument i det lukkede TRIS-system, så andre myndigheder hurtigt kan se, at dokumentet må udleveres på anmodning (uden behov for et nyt samtykke). Erhvervsstyrelsen kontaktes for (om fornødent) at indhente samtykke via den berørte medlemsstats kontaktpunkt.

Med hensyn til danske regler om aktindsigt i danske dokumenter henvises desuden til Offentlighedsloven og Forvaltningsloven.

Nedenfor findes følgende bilag:

• Bilag A: Tjekliste for overholdelse af Informationsproceduren
• Bilag B: Tjekliste for vurdering af notifikationspligten
• Bilag C: Europa-Kommissionens ”Praktiske retningslinjer for definition og notifikation af "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" i henhold til direktiv (EU) 2015/1535”
• Bilag D: Europa-Kommissionens ”Retningslinjer for håndtering af hasteprocedurer i henhold til artikel 6, stk. 7, i direktiv (EU) 2015/1535”

Se illustration af notifikationsproceduren (åbner i et nye vindue)

Planlægning af lovforberedelsen:

• Vurdér, om udkastet skal notificeres ifølge Informationsproceduredirektivet (Kapitel 2).
• Vurdér, om udkastet skal notificeres ifølge andre notifikationsprocedurer (Kapitel 3).

I lovforberedelsen inden notifikation:

• Overvej om tekniske forskrifter i udkastet er forenelige med den frie bevægelighed ifølge EU-retten.
• Husk en henvisning til Informationsproceduredirektivet (kapitel 4.1.1).
• Husk en klar og utvetydig bestemmelse om gensidig anerkendelse efter behov (kapitel 4.1.2).

Notifikation på et forberedende stadium – Mindst 3½ måned før ønsket vedtagelse:

• Udfyld notifikationsblanketten vha. mini-vejledningen, som hjælper punkt for punkt.
• Indsend notifikationen sammen med den nødvendige dokumentation til [email protected].
• Erhvervsstyrelsen bekræfter, når notifikationen er gennemført og informerer om notifikationens officielle reference, så I kan følge med i TRIS-Databasen. Her kan den officielle status-quo-periode ses (normalt 3-6 måneder), og det kan ses, om Europa-Kommissionen eller andre medlemsstater reagerer. Desuden kan eventuelle offentlige bidrag fra andre interessenter konsulteres.
  
  Gå til TRIS-Databasen

Vedtagelsen udskydes i status-quo-perioden. Der kan fremkomme reaktioner og bidrag (se oversigt i kapitel 4.2.4):

• Hvis der fremkommer en reaktion på notifikationen, fremsendes disse af Erhvervsstyrelsen til jer, og yderligere reaktioner formidles via Erhvervsstyrelsen vha. reaktionsskemaet (afsnit 4.3).
• Hvis der ikke fremkommer nogen reaktion, kan udkastet vedtages dagen efter status-quo-periodens udløb. Bemærk at ”udførlige udtalelser”, der kan forlænge status-quo-perioden, ofte modtages i sidste øjeblik.
• Overvej notifikation på ny, hvis der foretages væsentlige ændringer i udkastet (kapitel 4.4).

Efter vedtagelsen: 

• indsendes kopi af den endelige tekst straks efter udstedelsen.

Hent en illustration af 'Tjekliste for vurdering af notifikationspligten' (pdf)

Nærværende retningslinjer indeholder udelukkende betragtninger, der kan tilskrives Europa-Kommissionens Generaldirektorat for det Indre Marked, Erhvervspolitik, Iværksætteri og SMV'er. Direktiv (EU) 2015/1535 fortolkes af Den Europæiske Unions Domstol.

1) Indledning

I henhold til direktiv (EU) 2015/15351112, som erstattede direktiv 98/34/EF113, som ændret ved direktiv 98/48/EF114 og herefter benævnt "direktiv 2015/1535", er medlemsstaterne forpligtet til at underrette Kommissionen om udkast til nationale tekniske forskrifter vedrørende alle produkter, der fremstilles industrielt, og alle landbrugsprodukter, herunder også fiskeriprodukter samt dem, der specifikt vedrører informationssamfundstjenester115.

Den dag, Kommissionen fra en medlemsstat modtager et udkast til en teknisk forskrift, sammen med den samlede dokumentation, der kræves for at begrunde det pågældende udkast, træder den såkaldte status quo-ordning i kraft, dvs. en periode på tre måneder, hvorunder den pågældende medlemsstat er forpligtet til ikke at vedtage udkastet116.

I henhold til direktiv 2015/1535 skal tekniske forskrifter overholdes retligt eller faktisk. Blandt de, tekniske forskrifter, der faktisk skal overholdes, findes kategorien "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger", der er omfattet af specifikke regler for notifikation.

Formålet med dette dokument er at præcisere begrebet "skattemæssig eller finansiel foranstaltning" i direktiv 2015/1535 og henlede opmærksomheden på de regler, der gælder for notifikation af "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger".

2) Definition af "skattemæssig eller finansiel foranstaltning" i henhold til direktiv 2015/1535

I artikel 1, stk. 1, litra f), i direktiv 2015/1535 defineres det, hvad der forstås ved en teknisk forskrift. Inden for denne ramme defineres en teknisk forskrift som 

En teknisk specifikation eller et andet krav eller en forskrift vedrørende tjenester, herunder de administrative bestemmelser, der gælder herfor, som retligt eller faktisk skal overholdes ved markedsføring, levering eller anvendelse af en tjeneste, eller etablering af en operatør af tjenester i en medlemsstat eller i en væsentlig del af denne stat, samt medlemsstaternes love og administrative bestemmelser vedrørende forbud mod fremstilling, import, markedsføring eller anvendelse af et produkt eller forbud mod levering eller anvendelse af en tjeneste eller mod, at en tjenesteyder etablerer sig, jf. dog artikel 7.

Samme artikel giver flere eksempler på faktiske tekniske forskrifter, herunder "skattemæssige og finansielle foranstaltninger".

Ifølge artikel 1, stk. 1, litra f), nr. iii), i direktiv 2015/1535 omfatter faktiske tekniske forskrifter bl.a. "tekniske specifikationer, andre krav eller forskrifter vedrørende tjenester, til hvilke der er knyttet skattemæssige eller finansielle foranstaltninger, som påvirker forbruget af produkterne eller tjenesterne ved at tilskynde til overholdelse af disse tekniske specifikationer eller andre krav eller forskrifter vedrørende tjenester […]". (Fremhævelse tilføjet). Samme bestemmelse angiver, at der i den forbindelse ses bort fra tekniske specifikationer eller andre krav eller forskrifter vedrørende tjenester, til hvilke der er knyttet nationale socialsikringsordninger.

For at et udkast til en teknisk forskrift kan klassificeres som en "skattemæssig eller finansiel foranstaltning" i henhold til direktiv 2015/1535 skal tre kumulative betingelser derfor være opfyldt:

1. Udkastet skal indeholde tekniske specifikationer eller andre krav eller forskrifter vedrørende tjenester
2. Disse tekniske specifikationer eller andre krav eller forskrifter vedrørende tjenester skal være knyttet til skattemæssige eller finansielle foranstaltninger.
3. Disse skattemæssige eller finansielle foranstaltninger skal påvirke forbruget af produkter eller tjenester ved at tilskynde til overholdelse af de pågældende tekniske specifikationer eller andre krav eller forskrifter vedrørende tjenester.

Det er vigtigt at understrege, at den kendsgerning, at kravene er forbundet med beskatning i almindelighed, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at et udkast til foranstaltning kan klassificeres som en "skattemæssig eller finansiel foranstaltning" i henhold til direktiv 2015/1535.

I realiteten dækker "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" i henhold til direktiv 2015/1535 ikke hele den finanspolitiske eller finansielle lovgivning, der er gældende i medlemsstaterne. De vedrører udelukkende tekniske specifikationer, andre krav eller forskrifter vedrørende tjenester, der er knyttet til skattemæssige eller finansielle foranstaltninger, og som sigter mod at ændre adfærden hos forbrugere eller modtagere af tjenester.

Derfor ville rent skattemæssige foranstaltninger, der f.eks. udelukkende anvendes til at hæve eller sænke skatteprocenten, fastsætte beskatningsgrundlaget eller bestemme opkrævningen af skat, ikke kunne klassificeres som "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger", som omtalt i direktiv 2015/1535, i det omfang de ikke indeholder tekniske specifikationer eller andre krav eller forskrifter vedrørende tjenester eller på nogen måde har til formål at fremme overholdelsen af tekniske specifikationer eller andre krav eller forskrifter vedrørende tjenester, da disse som sådan er påkrævet og påvirker forbruget af de relevante produkter eller tjenester.

Dog kan lovforslag, der kun indeholder rent skattemæssige foranstaltninger (ikke klassificeret som "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" i henhold til betydningen i direktiv 2015/1535) også indeholde tekniske forskrifter (herunder forskrifter for informationssamfundets tjenester) som fastlagt i artikel 1 i direktiv 2015/1535. Disse tekniske forskrifter bør notificeres i henhold til direktiv (EU) 2015/1535.

3) Sondring mellem retlige og faktiske tekniske forskrifter samt klassificering af en foranstaltning som en "skattemæssig eller finansiel foranstaltning"

Den sondring, der skal foretages for at afgøre, om en given foranstaltning er en "skattemæssig eller finansiel foranstaltning", for så vidt angår direktiv 2015/1535, afhænger af foranstaltningens anvendelsesområde:

• Foranstaltningen er en teknisk forskrift, hvis det er et krav i forbindelse med markedsføringen eller anvendelsen af de pågældende produkter eller tjenester, at de tekniske specifikationer eller andre krav eller forskrifter, som de er omfattet af, overholdes, og derfor skal den retligt overholdes.
• Foranstaltningen er en "skattemæssig eller finansiel foranstaltning" i henhold til direktiv 2015/1535, hvis den er begrænset til skattemæssige eller finansielle incitamenter, der iværksættes for at overholde de relevante tekniske specifikationer eller andre krav eller forskrifter vedrørende tjenester, og derfor skal den faktisk overholdes.

4) Eksempler på "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" inden for rammerne af direktiv 2015/1535

"Skattemæssige eller finansielle foranstaltninger", som omhandlet i direktiv 2015/1535, har i det væsentlige til formål at påvirke forbrugeradfærden i forhold til et produkt eller en tjeneste inden for rammerne af f.eks. sundhedsforebyggende eller miljø- og forbrugerbeskyttende politikker, osv.

"Skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" har til formål at tilskynde til køb af produkter eller tjenester, der opfylder visse tekniske specifikationer, ved at stille finansieringsfaciliteter til rådighed eller give skattenedsættelser (f.eks. i form af tilskud til køb af udstyr i forbindelse med bestemte tekniske krav), eller ved at tilskynde til begrænsningen af købet af de pågældende produkter eller tjenester (f.eks. ved at udelukke muligheden for tilskud til brug af materialer med bestemte karakteristika).

De følgende er eksempler på "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger":

• direkte tilskud til finansiering af nye elektriske køretøjer eller nedsættelse af afgifterne forbundet med deres anskaffelse
• lovgivning, der fastsætter højere afgifter for privatpersoner og firmaer, som anvender køretøjer med et relativt højt brændstofforbrug, mens dem, der erhverver køretøjer med et mindre brændstofforbrug, bliver belønnet
• fritagelse for vejafgifter vedrørende personbiler med en CO2-udledning under et vist niveau
• tilskud til drift af solfangere og solcelleanlæg, der opfylder visse tekniske krav
• krav om betaling for engangsbæreposer
• tilskud til køb af solcellepaneler, der opfylder visse tekniske krav.

"Skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" kan også have en indvirkning på forbruget af visse produkter eller tjenester ved at tilskynde til overholdelse af andre krav i henhold til direktiv 2015/1535. Det være sig f.eks.:

• fritagelse for miljøafgift på visse produkter, hvis emballage er underlagt et pantsystem
• fritagelse for miljøafgift på visse produkter, der er underlagt en retur- og genbrugsordning

"Skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" kan også tilskynde til køb af tjenester med specifikke egenskaber, som f.eks. tjenester fra erhvervsdrivende i bestemte områder.

Modsat vil følgende eksempler ikke blive betragtet som "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" som fastlagt i direktiv 2015/1535:

• indførelse af gebyrer, der skal betales for obligatorisk licenstildeling, eller skattesatser for indkomster, som spiltjenester har tjent
• indførelse af indberetningsforpligtelser for digitale formidlere med henblik på at sikre, at de overholder forpligtelsen til at betale skat
• fastsættelse af betingelserne for sikkerhedscertificeringen og driften af kasseapparater med det formål bedre at kunne registrere teknisk manipulation af regnskaber for at sikre en mere effektiv skattekontrol.

Hvis de ovennævnte foranstaltninger (der ikke betragtes som "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" i henhold til direktiv 2015/1535) dog hører under definitionen af tekniske forskrifter (herunder forskrifter for informationssamfundets tjenester) i artikel 1 i direktiv 2015/1535, bør de notificeres som tekniske forskrifter i henhold til artikel 1, stk. 1, litra f), første afsnit, i direktiv (EU) 2015/1535.

5) Klassificering og notifikation af "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" i henhold til direktiv 2015/1535

Det er op til den medlemsstat, der er ansvarlig for notifikationen, at beslutte, om en given foranstaltning er en "skattemæssig eller finansiel foranstaltning". Direktiv 2015/1535 bemyndiger ikke Kommissionen til at omklassificere en foranstaltning eller til at fastsætte en status quo-ordning vedrørende foranstaltninger, der fejlagtigt er klassificeret som "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger". I tilfælde af fejlklassificering af en medlemsstat er det derfor op til den medlemsstat, der er ansvarlig for notifikationen, at rette fejlen. Kommissionen og de øvrige medlemsstater kan kun opfordre den pågældende medlemsstat til at gøre dette og, om nødvendigt, indlede proceduren for traktatbrud i henhold til artikel 258 og 259 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF).

I henhold til artikel 7, stk. 4, i direktiv 2015/1535 omfatter status quo-ordningen, der er beskrevet i direktivets artikel 6, ikke de tekniske forskrifter, der notificeres som "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger", og derfor kan medlemsstater vedtage relevante foranstaltninger uden yderligere udskydelse.

Det er meget vigtigt, at en "skattemæssig eller finansiel foranstaltning" klassificeres korrekt, idet det ifølge EU-Domstolens praksis vedrørende "Unilever"117 udgør en væsentlig proceduremangel, der gør det muligt for personer at anmode om, at den pågældende tekniske forskrift må bringes i anvendelse, ved den nationale ret, hvis pligten til at udsætte vedtagelsen af et udkast til en teknisk forskrift ikke overholdes, dvs. hvis status quo-ordningerne, jf. artikel 6 i direktiv 2015/1535, ikke overholdes.

Fejlklassificeringen af en foranstaltning som en "skattemæssig eller finansiel foranstaltning" bør rettes af medlemsstaten, som foretager notifikationen, ved at trække den pågældende anmeldelse tilbage og anmelde foranstaltningen på ny under anvendelse af status quo-ordningen på tre måneder.

Kommissionen og de øvrige medlemsstater analyserer det notificerede udkast, til trods for at status quo-ordningen ikke finder anvendelse på "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger". I henhold til artikel 5, stk. 1, sjette afsnit, i direktiv 2015/1535 er de skattemæssige og finansielle aspekter af de "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" ikke underlagt hverken medlemsstaternes eller Kommissionens tjenestegrenes vurdering. Af denne årsag er vurderingen af foranstaltningen foretaget af Kommissionen og de andre medlemsstater begrænset til tekniske specifikationer eller andre krav eller forskrifter, som den indeholder, og bemærkningerne og de udførlige udtalelser må kun omfatte aspekter, som måtte være til hinder for samhandelen eller, for så vidt angår forskrifterne vedrørende tjenester, for den fri udveksling af tjenester, eller for tjenesteyderes etableringsfrihed, men ikke en foranstaltnings skattemæssige eller finansielle aspekter.

Især kan vurderingen i henhold til direktiv 2015/1535 ikke erstatte eller foregribe den vurdering, der vil blive foretaget af Kommissionen i overensstemmelse med statsstøttereglerne, hvis de pågældende skattemæssige eller finansielle foranstaltninger udgør statsstøtte, jf. artikel 107, stk. 1, i TEUF118. I henhold til artikel 107 i TEUF 

Er statsstøtte eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form, og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med det indre marked, i det omfang den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne.

Derfor skal lovforslag, der indeholder "skattemæssige eller finansielle foranstaltninger" i henhold til direktiv 2015/1535, notificeres under henvisning til dette direktiv, også selv om de pågældende foranstaltninger udgør statsstøtte, jf. artikel 107, stk. 1, i TEUF, og i så fald skal disse foranstaltninger også notificeres til Kommissionen, inden de træder i kraft, i overensstemmelse med kravet i artikel 108, stk. 3, i TEUF. Anmeldelsen af en "skattemæssig eller finansiel foranstaltning" i henhold til direktiv 2015/1535 hverken erstatter eller overflødiggør notifikationen af samme foranstaltning i overensstemmelse med den procedure, der er fastsat i traktatens regler for statsstøtte.

Ifølge EU-Domstolens praksis er begrebet statsstøtte bredere end begrebet tilskud og omfatter ikke kun positive ydelser, men også indgreb, der under forskellige former letter de byrder, som normalt belaster en virksomheds budget, og som har samme virkning som et tilskud119. Således kan skattefordele givet til visse virksomheder eller sektorer udgøre statsstøtte. Skattefordelene kan tildeles i forskellig form: f.eks. nedsættelse af beskatningsgrundlaget, skattenedsættelse eller justering af inddrivelser, og udgør et tab af indtægter på statsbudgettet eller et tab af skatteprovenu.

1) Indledning

I henhold til direktiv (EU) 2015/1535120, i det følgende benævnt "direktivet", skal medlemsstaterne underrette Kommissionen om ethvert udkast til nationale tekniske forskrifter vedrørende produkter samt udkast, der specifikt tager sigte på informationssamfundets tjenester121.

Den dag, Kommissionen modtager udkastet til teknisk forskrift fra en medlemsstat samt alle dokumenter, som er nødvendige for at begrunde udkastet, begynder den såkaldte "status quoperiode", dvs. en periode på tre måneder, hvor den pågældende medlemsstat er forpligtet til ikke at vedtage det pågældende udkast122.

Når en medlemsstat står over for en alvorlig og uforudsigelig situation, som kræver, at der hurtigt udarbejdes og gennemføres tekniske forskrifter, er medlemsstaten imidlertid ikke fritaget for forpligtelsen til at give underretning om (notificere) ethvert udkast til tekniske forskrifter. Derimod har den pågældende medlemsstat mulighed for at vedtage det udkast, der er blevet notificeret, uden at skulle overholde "status quo-perioden" på tre måneder123.

Mellem 2007 og 2017 blev ca. 5 % af de notificerede udkast til tekniske forskrifter notificeret inden for rammerne af hasteproceduren i direktivets artikel 6, stk. 7. Selv om dette tal forekommer lavt, har brugen af denne procedure betydelig indvirkning på proceduren om kontrol og gensidig gennemsigtighed, som er fastsat i direktivet. I ca. 30 % af de tilfælde, hvor hasteproceduren blev anvendt mellem 2007 og 2017, kunne den hastende karakter ikke accepteres, idet kriterierne ikke var opfyldt.

Formålet med dette dokument er at beskrive hasteprocedurens forskellige faser og at minde om de gældende regler, som medlemsstaterne er forpligtet til at respektere, når de anvender denne procedure.

2) Kriterierne for berettigelse af hastende karakter

I henhold til direktivets artikel 6, stk. 7, kan hasteproceduren anvendes, når en medlemsstat:

• af presserende grunde, der skyldes en alvorlig og uforudsigelig situation, som vedrører beskyttelse af menneskers og dyrs sundhed, beskyttelse af plantelivet eller befolkningens sikkerhed og — for så vidt angår forskrifter vedrørende tjenester — ligeledes den offentlige orden, navnlig beskyttelse af mindreårige, er nødt til i løbet af meget kort tid at udarbejde tekniske forskrifter og straks vedtage dem og sætte dem i kraft, uden at der er mulighed for samråd,
• eller af presserende grunde, der skyldes en alvorlig situation, som vedrører beskyttelsen af det finansielle systems sikkerhed og integritet, navnlig beskyttelsen af indskydere, investorer og forsikringstagere, øjeblikkeligt må vedtage og iværksætte forskrifter vedrørende finansielle tjenesteydelser.

Det skal bemærkes, at kriterierne om alvorlighed og uforudsigelighed er kumulative.

De status quo-perioder, der er fastsat i direktivets artikel 6, stk. 1-5, nemlig den indledende status quo-periode på 3 måneder, og den, der finder anvendelse i tilfælde af en udførlig udtalelse eller en blokering, finder ikke anvendelse.

3) Hvad er proceduren?

a) Hvad angår formen skal den underrettende medlemsstat anføre følgende oplysninger i den meddelelse, der ledsager udkastet til teknisk forskrift:

• i punkt 11 anføres det, om hasteproceduren er anvendt,
• i punkt 12 anføres en præcis og detaljeret beskrivelse af dels begrundelsen for alvor og uforudsigelighed, som berettiger brugen af hasteproceduren, og dels de samfundshensyn, som skal beskyttes af den foreslåede foranstaltning.

b) Hvad angår indholdet skal den underrettende medlemsstat begrunde, hvorfor foranstaltningen notificeres under hasteproceduren, og fremlægge konkrete beviser, der underbygger dens argumenter. Medlemsstaten kan ikke begrunde anvendelsen af hasteproceduren ved generelt at påberåbe sig beskyttelsesmål i forbindelse med et tvingende alment hensyn uden at fremlægge dokumentation, der gør det muligt at evaluere og påvise alvoren og uforudsigeligheden af den situation, som følge af hvilken den pågældende medlemsstat anvender hasteproceduren. På grundlag af ovennævnte kriterier skal den underrettende medlemsstat påvise, at den ikke kan udsætte vedtagelsen af det pågældende udkast til tekniske forskrifter i de tre måneder, som status quo-perioden varer.

Da det tager tid at oversætte de notificerede udkast, skal medlemsstaten i sin begrundelse anføre indholdet af og henvisningerne til de væsentligste bestemmelser i det udkast, der notificeres, især i tilfælde af omfangsrige udkast. En sådan detaljeret begrundelse medvirker til, at Kommissionen hurtigt kan analysere, hvorvidt anvendelsen af hasteproceduren er berettiget.

Det er ikke nødvendigt at anvende hasteproceduren ved underretning om love og administrative bestemmelser, der tager sigte på forbud mod fremstilling, i det omfang de ikke hindrer varernes frie bevægelighed, eller ved underretning om tekniske specifikationer, til hvilke der er knyttet skattemæssige eller finansielle foranstaltninger, da status quo-perioden i disse to tilfælde ikke finder anvendelse i henhold til direktivets artikel 7, stk. 2 og 4.

Hasteproceduren kan ligeledes påberåbes af en medlemsstat i tilfælde af situationen i direktivets artikel 5, stk. 1, tredje afsnit, nemlig at medlemsstaten foretager en ny notifikation som følge af væsentlige ændringer af det udkast, der oprindeligt blev givet underretning om.

4) Vurdering af den hastende karakter: en dybdegående analyse af den underrettende medlemsstats anførte begrundelser

I praksis124 foretager Kommissionen en dybdegående analyse af den underrettende medlemsstats begrundelser på grundlag af to kriterier: situationens alvor og (med undtagelse af finansielle tjenesteydelser) uforudsigelige karakter. Kommissionen undersøger fra sag til sag, om disse to kriterier er opfyldt i forbindelse med de samfundshensyn, der er omhandlet i direktivets artikel 6, stk. 7.

Det kan til eksempel nævnes, at kriteriet om situationens alvor er opfyldt, hvis det for medlemsstaten handler om at håndtere følgerne af en naturkatastrofe (nødvendigheden af at beskytte befolkningen, luft, jord eller vand), dødsulykker, en epidemi eller en epizooti eller om at reagere omgående i indsatsen mod narkotika- eller våbenhandel. Imidlertid er dette kriterium om alvor ikke opfyldt, hvis den underrettende medlemsstat i overensstemmelse med direktiv (EU) 2015/1535 notificerer et udkast til gennemførelse af et direktiv, der indeholder bestemmelser, som ikke er omfattet af dette direktiv, og begrunder anvendelsen af hasteproceduren med, at tidsfristen for gennemførelsen snart udløber (se Domstolens dom af 8. september 2005 Kommissionen/Frankrig, C-57/05, EU:C:2005:536).

Selv om situationens alvor i reglen er påvist i begrundelserne for den hastende karakter, er det ofte tilfældet, at kriteriet om uforudsigelighed ikke er opfyldt. Hvis der indtræffer en alvorlig ulykke i et tivoli, hvor årsagen kan være en fejl på en forlystelse, er kriteriet om uforudsigelighed opfyldt. Det samme gør sig gældende, hvis der opdages handel med en ny type narkotika på en medlemsstats område. Derimod kan hasteproceduren ikke anvendes for at kompensere for interne brister, langsommelighed og forsinkelser, som skyldes de nationale forvaltninger, eller for hurtigt at kunne vedtage nationale bestemmelser.

Der er risiko for, at kriteriet om uforudsigelighed ikke er opfyldt:

• hvis det viser sig, at en medlemsstat anmelder en teknisk forskrift under påberåbelse af hasteproceduren for at håndtere en alvorlig situation, som de nationale myndigheder har haft kendskab til i flere måneder (takket være undersøgelser af emnet), eller som allerede har afstedkommet vedtagelse af hasteforanstaltninger, som ikke på hensigtsmæssig vis er blevet fulgt op
• hvis den underrettende medlemsstat som begrundelse for uforudsigelighed anfører, at den er under pres fra en repræsentativ gruppe, der kræver, at en tekst vedtages så hurtigt som muligt

Endelig kan det nævnes, at en teknisk forskrift, der skal træde i kraft flere måneder efter notifikationen, ikke med rimelighed kan omfattes af en hasteprocedure.

Man bør heller ikke gentagne gange anvende hasteproceduren for at forlænge midlertidige foranstaltninger i forbindelse med en kendt situation.

Kommissionen meddeler sædvanligvis, hvorvidt den finder, at hasteproceduren er berettiget, inden for 10 arbejdsdage efter datoen for underretningen om udkastet til tekniske forskrifter. Af hensyn til retssikkerheden opfordres medlemsstaterne til ikke at vedtage deres udkast til tekniske forskrifter, før Kommissionen har bekræftet, at det er berettiget at anvende hasteproceduren. Hvis Kommissionen konkluderer, at medlemsstaten ikke på tilfredsstillende vis har begrundet anvendelsen af hasteproceduren, meddeler Kommissionen den underrettende medlemsstat dette, med angivelse af grundene til konklusionen. Den tremåneders status quo-periode begynder fra dette tidspunkt og regnes fra den dag, hvor Kommissionen modtog udkastet til tekniske forskrifter. Den pågældende medlemsstat kan meddele Kommissionen, hvad den har til hensigt at gøre efter en afvisning af hasteproceduren.

Hvis Kommissionen finder, at kriterierne om uforudsigelighed og alvor er opfyldt, meddeler Kommissionen også den underrettende medlemsstat sin holdning.
Afgørelsen om hasteproceduren berører på ingen måde Kommissionens vurdering af substansen, det vil sige dens analyse af, om den tekniske forskrift er forenelig med EU-retten.

Endelig er anvendelsen af hasteproceduren ikke til hinder for, at bestemmelserne i direktivets artikel 5, stk. 3, anvendes, i henhold til hvilke medlemsstaterne straks skal meddele Kommissionen den endelige tekst.

5) Hvordan kan medlemsstaterne og virksomhederne få adgang til udkast, der er notificeret som hastende?

De udkast, der er notificeret under hasteproceduren, findes i databasen TRIS (Technical Regulations Information System). Kommissionen har ansvaret for at oversætte udkastene og de meddelelser, der ledsager dem. Kommissionens vurdering af, om anvendelsen af hasteproceduren er berettiget, offentliggøres også i TRIS på den underrettende medlemsstats sprog samt på fransk, engelsk og tysk. Endelig meddeler Kommissionen de øvrige medlemsstater modtagelsen af den endelige version af den tekst, som der er givet underretning om.

6) Hvad sker, hvis hasteproceduren ikke overholdes?

Direktivets artikel 6, stk. 7, er en undtagelse fra medlemsstaternes forpligtelse til at overholde de status quo-perioder, der er fastsat i nævnte artikels stk. 1-5. Som alle undtagelsesbestemmelser skal stk. 7 fortolkes snævert125. Som følge heraf fritager presserende grunde, som vedrører beskyttelse af legitime offentlige interesser, såsom anført i nævnte stykke, medlemsstaterne fra deres pligt til at notificere de pågældende tekniske forskrifter.

Hvis de fraviger fra dette princip, kan de vedtagne tekniske blive genstand for afgørelse om omstødelse ved en national domstol126.

Hvis Kommissionen har afvist, at anvendelse af hasteproceduren er berettiget, og medlemsstaten alligevel har vedtaget udkastet til tekniske forskrifter, bør det bemærkes, at Kommissionen i henhold til direktivets artikel 6, stk. 7, kan træffe egnede foranstaltninger, hvis den finder, at hasteproceduren er misbrugt. Kommissionen holder Europa-Parlamentet underrettet.