Nyhed

Tid til slutafregning af kompensation for stedbundne faste omkostninger (light)

Erhvervsstyrelsen er klar til at modtage indberetninger til slutafregning fra virksomheder, der har modtaget kompensation for stedbundne faste omkostninger (light) i én eller flere perioder mellem 19. august 2020 og 28. februar 2022. 

  • 17. oktober 2022
  • Nyt om coronavirus/covid-19: Kompensation og slutafregning

Omkring 8.000 virksomheder, der har modtaget kompensation for stedbundne faste omkostninger (light), kan nu indberette til slutafregning for kompensationsperioder mellem 19. august 2020 og 28. februar 2022. Virksomhederne skal indsende dokumentation for de faktiske forhold i kompensationsperioden for at sikre, at alle får den kompensation, de er berettiget til. Nogle virksomheder kommer til at tilbagebetale kompensation, mens andre skal have yderligere kompensation udbetalt. 

Fristen for at indberette til slutafregning af stedbundne faste omkostninger (light) er 31. januar 2023. Det er en betingelse for at modtage kompensation, at der indberettes til slutafregning rettidigt. Efter fristen vil Erhvervsstyrelsen kræve hele kompensationsbeløbet tilbage for de perioder, virksomhederne ikke har indberettet for.

Husk slutafregning for Erhvervsstyrelsens øvrige kompensationsordninger 

Virksomheder, der har modtaget kompensation på ordningerne for faste omkostninger (med revisorerklæring), tabt omsætning og lønkompensation, skal indberette til slutafregning for disse ordninger senest 30. november 2022. Dette er allerede muligt på Mit Virk, hvor virksomheder desuden kan se, hvad de mangler at indberette til under ’Virksomhedens aktiviteter’.