Nyhed

Samhandel med Storbritannien stadig påvirket efter Brexit - trin-for-trin-forløb skal hjælpe virksomheder gennem Brexit-labyrinten

Storbritanniens udmeldelse af EU er især gået udover de små og mellemstore virksomheder, som i perioden 2018 til 2021 kan konstatere et fald i import og eksport for mere end 2,5 milliarder kroner. I samme periode er antallet af virksomheder med op til 9 ansatte, som eksporterer varer til Storbritannien, faldet fra omkring 4.500 til cirka 2.300. 

  • 14. december 2023
  • Regler for virksomheder
  • Digital indberetning og selvbetjening
  • International handel

Danske virksomheder har efter Brexit skullet navigere rundt i en kompleks handelsaftale på mere end 2.000 sider mellem EU og Storbritannien for at finde ud af, hvilke begrænsninger og muligheder der er for at handle med varer og tjenesteydelser mellem landene. 


Det kan være særdeles vanskeligt at få et overblik over, hvad der gælder for ens virksomhed, hvis man ikke har ressourcerne eller ikke er trænet i at læse, forstå og anvende handelsaftaler for tredjelande. Derfor lancerer vi nu fire trin-for-trin-forløb på Virk.dk, som kan guide virksomhederne gennem de regler og registreringer, der er relevante for lige netop dem.

 

 - Lars Øllgaard, vicedirektør i Erhvervsstyrelsen.

De fire digitale forløb på Virk.dk hjælper virksomhederne med at blive klar til at eksportere og importere varer, sælge ydelser og ansætte medarbejdere fra Storbritannien. Gennem forløbene får man hjælp til de indberetninger og registreringer, der er nødvendige for ens virksomhed, så man ikke risikerer at skulle betale dobbelt-told eller at få valgt den forkerte varekode.  

De fire digitale forløb er udarbejdet i et samarbejde mellem Erhvervsstyrelsen og relevante myndigheder, herunder bl.a. Toldstyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Find forløbene her