Nyhed

Offentlige myndigheder gør en forskel, når de deler data

Offentlige myndigheder har data, der skaber grundlaget for nye og innovative virksomheder, løsninger og produkter. Derfor er det vigtigt, at myndigheder tager stilling til, om deres data kan deles.

  • 18. august 2020
  • Digitalisering og nye forretningsmodeller

Erhvervsstyrelsen deler blandt andet CVR-data og data fra virksomheders årsrapporter, der har bidraget til at skabe flere løsninger indenfor den finansielle sektor. Et godt eksempel er CrediWire, der giver økonomisk overblik til små og mellemstore virksomheder, hvilket øger deres muligheder for at optage banklån. Nicholas Meilstrup, CEO, fortæller, at offentlige data skaber rammen i CrediWires løsning: ”Vi henter årsrapporter, branchekoder og ejerstruktur fra de åbne offentlige data i CVR-registret. De er rammen i vores løsning.”  

Ligesom CrediWire bruger flere virksomheder CVR-data i kombination med andre offentlige data. Virksomheden GEOGRAF tilbyder sine kunder – der hovedsageligt er offentlige organisationer, rådgivere, entreprenører og aktører i forsyningssektoren - visualisering af data, primært som en del af digitale kortløsninger. Deres produkter baserer sig bl.a. på geodata og CVR-data. En tredje virksomhed, Sonne & Nielsen, har udviklet et IT-system, som jobcentre og kommuner kan bruge til at organisere og skabe overblik over deres kontakter med virksomheder. Deres løsning bygger bl.a. på CVR-data, adressedata og data om kommunernes jobindsats.

Del jeres data

Mange myndigheder har offentliggjort deres data, og flere kan gøre det samme. Arbejder du i en offentlig myndighed og overvejer, hvordan jeres data kan gøre en forskel for virksomheder, så er der hjælp at hente i en guidesamling fyldt med ekspertråd fra Partnerskabet for åbne offentlige data.

Prøv guiden til dataudstilling

Guiden kan hjælpe dig og din myndighed på vej, uanset om du har brug for at vide, hvilke ressourcer det kræver at udstille jeres data, hvilken værdi jeres datasæt kan give eller om det kan lade sig gøre at udstille jeres data indenfor de juridiske rammer. 

Fakta om Partnerskab for åbne offentlige data 

Partnerskabets formål er at sætte fokus på åbne offentlige data. Det gøres med henblik på at skabe vækst og øge udvikling af databaserede løsninger, produkter og services til både borgere og virksomheder i Danmark. Medlemmerne af partnerskabet er KL, Danske Regioner, Open Data DK og Erhvervsstyrelsen.