Sociale medier har udviklet sig til vitale kanaler i mange virksomheders markedsføring, salg og kommunikation, og derfor har de også stor værdi for it-kriminelle. Nogle virksomheder er heldige at slippe nådigt fra et angreb, men med en slem forskrækkelse. Her bliver hackerangrebet et wakeup call, som for alvor får virksomhederne til at prioritere høj it-sikkerhed. For andre er konsekvensen vidtrækkende og kan i værste fald true forretningens eksistens.
Kampagnen tager udgangspunkt i ærlige fortællinger fra fire forskellige danske virksomheder, som deler deres erfaringer med hackerangreb på sociale medier. Angreb, som de bestemt ikke ønsker, at andre skal opleve. De deler derfor deres vigtigste læringer på bagkant af angrebene.
Derudover giver cybersikkerhedsekspert Jens Myrup Pedersen gode råd og fortæller om hackernes mål og motivationer, når de går efter sociale mediekonti hos små og mellemstore virksomheder.
