Scope 3 udledninger dækker over udledninger i værdikæden, fx fra indkøb af materialer eller kunders brug af solgte produkter, og udgør ofte størstedelen af en virksomheds samlede CO2e-udledninger. For mange virksomheder kan op mod 90% af de samlede CO2e-udledninger være placeret i scope 3.
Indkøb og brug af produkter og materialer udgør ofte en stor del af en virksomheds scope 3 udledninger, og der er gode muligheder for at reducere dem med tiltag inden for cirkulær økonomi. Cirkulær økonomi handler om at minimere materialeforbrug ved at udnytte produkter og materialer og holde dem i cirkulation i længst mulig tid, for dermed at få mest mulig værdi ud af dem og undgå spild. Heri ligger der gode muligheder for også at reducere virksomheders scope 3 udledninger.
Den nye inspirationsguide giver:
- En praktisk how-to-guide til, hvordan virksomheder kan identificere og implementere reducerende tiltag i virksomheden
- Gode forslag til cirkulære tiltag, der kan inspirere virksomheders arbejde
- Gode råd fra andre virksomheder, som har været igennem samme proces
Inspirationsguiden giver således indblik i processen for at komme i gang med at reducere udledninger samt hvordan virksomheder på tværs af brancher og størrelser har anvendt cirkulære tiltag til at reducere deres scope 3 udledninger. De 14 virksomheder giver gode råd til virksomhederne, så virksomhederne kan stå på skuldrende af andre virksomheders erfaringer.
Inspirationsguiden er udarbejdet af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Transition.
Klimakompasset hjælper virksomheder med at beregne deres klimaaftryk og giver svar på, hvilke klimatiltag, der har den største effekt.