Nyhed

Bedre kontrol af udenlandske adresser i CVR

Det er ikke længere muligt at indtaste mangelfulde eller åbenlyst urigtige udenlandske adresser i virksomhedsregistreringen på Virk.

  • 4. oktober 2019
  • Kontrol og tilsyn
  • Regler for virksomheder

I 2018 behandlede Erhvervsstyrelsen ca. 500 kontrolsager, som omhandlede mangelfulde udenlandske adresseoplysninger på registrerede ledelsesmedlemmer. Ny intelligent digital løsning validerer nu adressen allerede under indtastningen.

Erhvervsstyrelsen har som klar målsætning, at sikre data af høj kvalitet samt at sikre god serviceoplevelse ved anvendelsen af vores digitale løsninger på Virk Indberet og i CVR.

Nu tager styrelsen en ny intelligent digital løsning i brug, som automatisk validerer udenlandske adresser over hele verden allerede under indtastningen på Virk.dk – helt ned til postkasseniveau. Dermed vil det fremover ikke være muligt at indtaste mangelfulde eller forkerte adresser i styrelsens registreringsløsninger.

Frem til nu har man ikke kunnet validere udenlandske adresser, når de indtastes i registreringsløsningerne på Virk.dk i forbindelse med registreringen af en virksomhed eller en person bosat uden for Danmark. Derfor har man først på bagkant kunnet opdage mangelfulde eller decideret urigtige udenlandske adresser til stor gene for såvel offentlige som private virksomheder.

Ændringen er et led i en række forbedrede kontroller i Erhvervsstyrelsens indberetningssystemer, som introduceres løbende.

Formålet med de nye kontroller er dels at forbedre kvaliteten af grunddata om virksomhederne, dels at hindre ulovligheder.

Pressekontakt:

Søren Møller Nielsen
[email protected]
T: 35291430