Nyhed

Mange store danske virksomheder vælger dataetik til, men få kan omsætte politik til praksis

6 ud af 10 store danske virksomheder mener, at det er vigtigt at have en politik for, hvordan de behandler kundernes data. Men de har svært ved at ved at omsætte politikken til konkret praksis. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Erhvervsstyrelsen.

  • 27. september 2022
  • IT-sikkerhed og persondatabeskyttelse

Store danske virksomheder har i 2021 for første gang været forpligtet til at forholde sig til dataetik i deres årsrapport. I den forbindelse skulle virksomhederne tage stilling til deres behov for en politik for dataetik – og her valgte 63 procent af virksomhederne at formulere en dataetisk politik.

En af de virksomheder er LEGO Gruppen. Deres Chief Data Officer Orlando Machado beskriver deres motivation for at have en dataetisk politik således:

"Our mission at the LEGO Group is to inspire and develop the builders of tomorrow. Therefore, we also hold ourselves to high standards of responsible business practice, and our use of data is no exception. It’s exciting that Data Ethics is emerging as a cross-industry discipline, and we’re delighted to be able to collaborate to drive greater awareness of this important area. Visibly operating in an ethical way is crucial so that companies can build trust with their consumers, shoppers, partners and colleagues."

Dataetik er svært at omsætte til praksis

Undersøgelsen peger dog også på, hvor svært det er for virksomhederne at arbejde konkret med dataetik. Det kan man udlede af virksomhedernes årsrapporter, hvor blot fem procent af virksomhederne har inkluderet konkrete målsætninger og forankringstiltag. Flere virksomheder italesætter også, at de har svært ved at adskille GDPR og dataetik i praksis, ligesom de efterspørger hjælp til at omsætte de dataetiske værdier til praksis. Det behov vil Erhvervsstyrelsen forsøge at imødekomme.

Vicedirektør i Erhvervsstyrelsen, Torsten Andersen:

”Vi vil meget gerne hjælpe virksomhederne videre med at konkretisere deres dataetiske værdier til konkrete indsatser. Det vil vi blandt andet gøre ved fremadrettet at fokusere på oplysningsindsatser og konkret vejledning.”

De gode eksempler

Igennem interviewene med virksomhederne, kommer der også flere gode eksempler på, hvordan de konkret arbejder med dataetik. En af virksomhederne beskriver, hvordan de i flere år har arbejdet med lister over produkter, som de ikke ønskede skulle indgå i deres anbefalingsalgoritmer til deres kunder. Et dataetisk valg foretaget ud fra et princip om, at kunderne ikke skulle præsenteres for anbefalinger på baggrund af intime køb, de tidligere havde foretaget.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen bygger på:

  • Manuel kodning af 100 tilfældigt udvalgte store danske virksomheder (de store i regnskabsklasse C, børsnoterede selskaber eller statslige aktieselskaber).
  • Interviews med 12 store danske virksomheder.

Læs hele undersøgelsen

Kontakt

Nini Katrine Bertelsen