Nyhed

Kom til morgenmøde om Klimakompasset

Vi i Erhvervsstyrelsen inviterer i samarbejde med Energistyrelsen til morgenmøde den 16. november 2023 om Klimakompasset. Arrangementet er for virksomheder og andre interesserede, der vil blive klogere på, hvilken værdi klimaregnskaber kan have for ens virksomhed, og hvordan Klimakompasset kan hjælpe alle til at komme i gang.

  • 26. oktober 2023
  • God virksomhedsledelse og samfundsansvar

Vi afholder d. 16. november 2023 kl. 9:00-10:30 et morgenmøde i samarbejde med Energistyrelsen for små og mellemstore virksomheder, der gerne vil blive klogere på klimaregnskaber og hvad Klimakompasset kan bruges til. På mødet vil der være introduktion til Klimakompasset og en præsentation af nye funktioner som fx at kunne opsætte klimamål og nyt vejledningsmateriale. Der vil også komme en virksomhed og dele erfaringer med brug af Klimakompasset.

Arrangementet foregår hos Energistyrelsen i København på Carsten Niebuhrs Gade 43, 1577 København V i mødesalen. Det kan anbefales at deltage fysisk, da der er mulighed for at møde andre virksomheder, som også er gået i gang med at udregne klimaregnskaber. Det er også muligt at deltage online.

Tilmeld dig morgenmødet om Klimakompasset

Hvad er Klimakompasset?

Klimakompasset er et online værktøj, der kan bruges til at beregne virksomheders og organisationers drivhusgasudledning. Opgørelse af drivhusgasudledninger er et vigtigt værktøj i den grønne omstilling af samfundet, da det danner grundlaget for prioritering af CO2e-reducerende tiltag. Klimakompasset er udviklet og vedligeholdes af Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen.

Du kan finde Klimakompasset på Virksomhedsguiden

Nye emissionsfaktorer og ny udvidet vejledning

Klimakompasset består af over 500 emissionsfaktorer, der bruges til at udregne drivhusgasudledningen forbundet med forskellige aktiviteter i virksomhederne. I år udvides Klimakompasset med 101 nye emissionsfaktorer for at imødekomme et stigende behov hos virksomhederne for at kunne lave mere detaljerede klimaregnskaber.

Det øgede fokus på klimaregnskaber hos virksomhederne gør, at vi i Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen modtager mange spørgsmål omkring klimaregnskaber, emissionsfaktorer og meget mere. For at imødekomme det stigende antal henvendelser har Energistyrelsen i samarbejde med os udarbejdet en ny udvidet vejledning til Klimakompasset. Den nye udvidet vejledning giver en grundig introduktion til det metodiske grundlag for klimaregnskaber og er et godt sted at starte for de virksomheder, der gerne vil blive klogere på klimaregnskaber.

Læs den nye udvidet vejledning her