I transportsektoren sker en løbende automatisering af køretøjerne. Bliver selvkørende motorkøretøjer en realitet, vil det stille krav til færdselsreguleringen, hvor ansvars- og forsikringsbestemmelser samt strafferetlige bestemmelser tager udgangspunkt i, at en fysisk person har den fulde kontrol med køretøjet.
Baggrund for lovforslaget
Repræsentanter for bilindustrien og to danske kommuner henvendte sig i 2015 og 2016 til Transport- og Boligministeriet med forespørgsler om, hvorvidt det er muligt at teste eller anvende motorkøretøjernes selvkørende funktionalitet. De to kommuner ønskede helt konkret, at udnytte automatiseringen til at effektivisere borgerrettede kommunale serviceydelser.
På baggrund af dette og som opfølgning på den såkaldte Amsterdam-deklaration fra det uformelle rådsmøde for transportministre i april 2016 om at tilskynde medlemsstaterne til at identificere og fjerne eventuelle lovgivningsmæssige barrierer for forsøg med selvkørende motorkøretøjer, fremsatte transport- og boligministeren i 2017 et lovforslag om en forsøgsordning for selvkørende motorkøretøjer.
Med vedtagelsen af lovforslaget blev transport-, bygnings og boligministeren fra 1. juli 2017 bemyndiget til at tillade meddelelse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer og til at fastsætte de nærmere vilkår for de enkelte forsøg. På baggrund af bl.a. erfaringerne fra forsøgsordningen vil det blive vurderet, om der skal indføres en permanent regulering af rammerne for kørsel med sådanne motorkøretøjer i Danmark.
Sådan efterleves principperne for agil erhvervsrettet regulering
Loven er således et eksempel på en forsøgshjemmel der indfører afprøvning af nye digitale teknologier. Forsøgsordningen for selvkørende motorkøretøjer og selvkørende enheder giver kommunerne mulighed for at køre med nye typer af køretøj med henblik på at udvikle teknologien på transportområdet. Loven er desuden formuleret innovationsvenlig og teknologineutral.
Netop på grund af den hastige teknologiske udvikling inden for selvkørende køretøjer, tillægges transport- og boligministeren en bred bemyndigelse til at fastsætte de nærmere regler for gennemførelse af forsøgene. Loven fastlægger således ikke fast, fx hvilke bestemte køretøjer eller teknologier, der kan gives tilladelse til forsøgstilladelser. Hvor der nævnes specifikke teknologier i loven eller de almindelige bemærkninger, er disse kun eksempler (fx afsnit 3.1.2 i de almindelige bemærkninger).
Endeligt er loven også et eksempel på tjekpunkt 4: Forsøgsordninger og evaluering, fordi der er taget højde for at man ved forsøg kan fravige krav.
Væsentlige beskyttelseshensyn tilgodeses bl.a. ved krav om, at forsøgene skal gennemføres på bestemte vejstrækninger og tidspunkter og ved krav om, at forsøg altid skal gennemføres færdselssikkerhedsmæssigt forsvarligt.
I forsøgsordningen er indført en bestemmelse om, at tilladelse først kan meddeles, efter at sagen har været forelagt et af Folketinget nedsat udvalg (§92 h, stk. 1). Det har til formål at inddrage medlemmerne af Transport- og Boligudvalget i beslutningsprocessen og skabe politisk opbakning til de konkrete forsøg, som gennem loven udmøntes i konkrete tilladelser.
Ansvarligt ministerium: Transport, Bygnings- og Boligministeriet