Nyhed

Erhvervsstyrelsen udgiver årsberetning om cookietilsyn

Knap 40 procent af de 100 mest besøgte danske hjemmesider overholdt ikke cookielovgivningen. Efter endt tilsyn efterlever alle hjemmesiderne reglerne.

  • 9. juni 2022
  • IT-sikkerhed og persondatabeskyttelse
  • Kontrol og tilsyn

Det er vigtigt, at danskerne har mulighed for at tage stilling til hvilke oplysninger, de vil dele med hjemmesideejere og tredjeparter, når de besøger en hjemmeside. Det gør sig især gældende for hjemmesider, hvor der potentielt deles følsomme oplysninger, såsom sundhedshjemmesider. 

Årsberetningen om tilsynet med cookies og lignende teknologier i 2021 viser resultaterne af de emnebaserede tilsyn med de 100 mest besøgte danske hjemmesider og sundhedshjemmesider. I de førte tilsyn overtrådte mellem knap 40 og over 50 procent af hjemmesiderne cookiereglerne. Der var især problemer med utilstrækkelig information om brugen af tredjeparter. Efter endt tilsyn overholdt alle hjemmesiderne cookiereglerne.

Beretningen giver desuden et indblik i Erhvervsstyrelsens screeninger af hjemmesider for datadeling med tredjeparter. Der er bl.a. udført en screening af 12.000 danske hjemmesider til brug for planlægning af fremtidige tilsyn og som skal danne grundlag for en analyse med udgivelse i anden halvdel af 2022. I 2022 vil styrelsen desuden fokusere på tilsyn med offentlige myndigheders hjemmesider, hjemmesider rettet mod børn og unge samt tilsyn med apps.

Læs Årsberetning 2021 - Tilsyn med cookies og lignende teknologier

 

Kontakt:

Pressechef Søren Møller Nielsen
[email protected]
Telefon: 35291900