Nyhed

Deling af dansk internetadfærd til russiske tredjeparter

I danske og udenlandske medier har det for nylig været fremme, at den store russiske tech-virksomhed Yandex indsamler data om europæiske borgeres adfærd på apps og hjemmesider. Ny analyse fra Erhvervsstyrelsen forsøger at afdække omfanget og viser, at 3 % af de hjemmesider med flest danske besøg dagligt deler data med russiske tredjeparter.

  • 13. juni 2022
  • IT-sikkerhed og persondatabeskyttelse

I april udgav Financial Times en artikel, som beskrev, hvordan den russiske tech-virksomhed Yandex dagligt henter data om millioner af brugere verden over gennem deres værktøjer og byggesten, som andre virksomheder benytter i apps og på hjemmesider. Problemstillingen blev også taget op i danske medier.

For at få et overblik over omfanget af denne problemstilling har Erhvervsstyrelsen gennemgået de 10.000 både danske og udenlandske hjemmesider med flest danske besøg og undersøgt, hvor mange af disse hjemmesider der i første kvartal 2022 automatisk delte data om deres hjemmesidebrugere med russiske virksomheder fx gennem deres brug af cookies, skrifttyper, billeder eller andre plugins.

Gennemgangen viser, at 226 af disse hjemmesider deler data med russiske tredjeparter, og at det stort set kun drejer sig om udenlandske hjemmesider. I gennemsnit deles månedligt data om ca. 3,7 mio. danske hjemmesidebesøg til russiske tredjepartstjenester, hvoraf flere er ejet af russiske statsejede virksomheder. Ofte sker det uden, at borgerne selv er klar over det, da disse data høstes uden forudgående samtykke. Hvordan data herefter benyttes af de russiske tredjeparter, kan analysen ikke belyse. Generelt benytter tredjeparter data til fx at målrette reklamer og kommunikation til brugerne. 

Læs hovedkonklusionerne i Analyse af deling af dansk internetadfærd til russiske tredjeparter
 

Hvordan kan man beskytte sig som forbruger?

Hvis du vil beskytte dig bedst muligt mod, at der deles unødvendige oplysninger om dig gennem cookies og andres sporingsteknologier, er der en række foranstaltninger, du kan tage:

 

  • En del af den sporing, man kan blive udsat for, sker igennem brugen af tredjepartscookies. Dette er en cookie, som placeres i brugerens browser, som sporer brugeren på tværs af hjemmesider. Man kan dog godt slette cookies igen, hvilket du kan læse mere om i Erhvervsstyrelsens vejledning.
  • Der findes dog også måder for tredjeparter at spore på, som ikke omfatter cookies, men hvor brugerens IP-adresse aflæses. Modsat cookies, kan man som bruger ikke slette disse former for sporing, og når først IP-adressen er blevet aflæst, kan man ikke gøre det om. I stedet kan brugen af en VPN (Virtual Private Network) maskere og løbende ændre brugerens reelle IP-adresse, således at sporing bliver sværere på tværs af nettet. 
  • Hvis du vil have mere kontrol over dit digitale privatliv, kan du med fordel overveje, om du anvender en internetbrowser, som passer til dine behov. Der findes flere browsere på markedet, som har indbygget privatlivs- og sikkerhedsmæssige funktioner, fx automatisk blokering af tredjepartscookies og andre sporingsteknologier.

Kontakt:

Pressechef Søren Møller Nielsen
[email protected]
Telefon: 352919