Formålet med initiativet Automatisk Erhvervsrapportering er at udnytte de digitale muligheder til at reducere virksomheders administrative opgaver og indberetningsbyrder.
Automatisk erhvervsrapportering kommer især små og mellemstore virksomheder til gavn, da de har færre ressourcer til administration og årligt bruger flere milliarder kroner i arbejdstid på fakturahåndtering, bogføring og indberetning til myndighederne. Ifølge en business case udarbejdet af KPMG for Erhvervsstyrelsen vil digital bogføring forventeligt medføre årlige besparelser på ca. 2,9 mia. kr. for danske virksomheder med udsigt til yderligere byrdelettelsespotentialer i fremtiden.
Samtidig vil digital bogføring gøre det nemmere for virksomheder at efterleve reglerne og skabe større sikkerhed for opbevaring af virksomhedernes regnskabsmateriale, så det ikke længere bare kan forsvinde, når en virksomhed kommer i myndighedernes søgelys, eller hvis en virksomhed udsættes for IT-kriminalitet.
Vejen mod automatiserede indberetninger
Konkret arbejder Erhvervsstyrelsen på at videreudvikle den digitale infrastruktur (Nemhandel) for finansielle data og at standardisere udvekslingen og behandlingen af de data, der ligger til grund for virksomhedernes bogføring og indberetninger.
Med krav til virksomhederne om at benytte digitale bogføringssystemer, der understøtter automatisering af bogføringen, er der med vedtagelsen af bogføringsloven taget et vigtigt første skridt i retningen mod øget automatisering af virksomhedernes administration og forretningsprocesser.
Næste skridt på vejen bliver at gøre det lettere for virksomheder, at:
- bruge e-faktura
- afstemme bogføringen med virksomhedens bankkonto
- indberette regnskab direkte fra bogføringssystemet
Udover bogføringen skal initiativet Automatisk Erhvervsrapportering også understøtte automatiseringen af virksomhedernes øvrige forretningsprocesser og rapporteringer. Det handler bl.a. om på sigt at automatisere virksomhedernes indberetning af ESG-data.
Automatisk Erhvervsrapportering er finansieret af EU’s Regionalfond, og implementeringen vil ske i tæt samarbejde med Skattestyrelsen, Danmarks Statistik, systemudbydere og erhvervsorganisationer.