Nyhed

Adgangen til CVR på Virk midlertidigt lukket

  • 29. januar 2021

I forbindelse med indlæsning af data i CVR-databasen er der ved en fejl offentliggjort personoplysninger på CVR på Virk og Erhvervsstyrelsens offentligt tilgængelige API (system til system-løsning). Derfor har Erhvervsstyrelsen valgt midlertidigt at lukke for adgangen til CVR.

Den utilsigtede offentliggørelse skyldes en fejl i forbindelse med indlæsningen af nye data. Der er ikke tale om hacking eller lignende, hvor tredjemand uberettiget har skaffet sig adgang til de pågældende oplysninger. 

Styrelsen er ved at danne sig et samlet overblik over omfanget af offentliggørelsen af personoplysninger, samt hvor mange personer, der er berørt.

Styrelsen arbejder på højtryk for at fjerne de fejlindlæste oplysninger fra CVR, så systemerne igen kan åbnes.