38 pct. af SMV’erne har øget deres investeringer i it-sikkerhed i forhold til det forgangne år, hvilket er en rigtig positiv fremgang. Men der er fortsat 1 ud af 4 SMV’er, som ikke har implementeret de mest essentielle it-sikkerhedstiltag, såsom backup af data og løbende opdatering af programmer og styresystemer. Det viser den nyeste analyse fra Erhvervsstyrelsen.
Derfor lancerer Erhvervsstyrelsen nu 7 råd om it-sikkerhed, som skal hjælpe SMV’er med at få tjek på den basale digitale sikkerhed.
Vicedirektør for Erhvervsstyrelsen, Torsten A. Andersen:
”Vi ved, at mange danske virksomheder er sårbare over for it-sikkerhedshændelser, da de er uvidende om aktuelle trusler og ikke ved, hvad de bør gøre for at forebygge angreb. Med de 7 råd ønsker Erhvervsstyrelsen at hjælpe virksomheder med at gøre det mere overskueligt at få styr på de basale sikkerhedsforanstaltninger.”
De 7 råd om it-sikkerhed er:
- Få overblik over vigtige data og systemer
- Opdater programmer løbende
- Køb antivirus og firewall
- Tag backup af data
- Lær at spotte mistænkelige mails
- Lav stærke adgangskoder
- Stil sikkerhedskrav til it-leverandøren
Målgruppen for den nye kampagne er alle danske SMV’er med særligt fokus på de mindste virksomheder, som typisk har færrest ressourcer til selv at sikre den digitale sikkerhed. Særligt mindre virksomheder antager ofte, at de ikke er et mål for it-kriminelle, fordi de ikke tror, at de har data, der kan interessere andre. Men alle virksomheder er i besiddelse af systemer og data, der er centrale for den daglige drift, fx kundekartoteker og e-mails, og som netop derfor kan udnyttes af it-kriminelle.
Ved at følge de 7 gode råd kan mange af disse virksomheder med relativt enkle trin gøre noget for at styrke deres sikkerhedsniveau og sikre sig bedre mod potentielle digitale angreb.
Kampagnen består bl.a. af en række film og en quiz, som med en positiv og humoristisk tone forklarer de forskellige råd.
Se kampagnesektionen på SikkerDigital
Tag quizzen om de 7 råd om it-sikkerhed
Til særligt de it-faglige personer i virksomhederne har Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Virksomhedsforum for Digital Sikkerhed netop lanceret et nyt it-risikovurderingsværktøj, som skal hjælpe SMV’er med at foretage en grundlæggende it-risikovurdering.