Forholdet mellem bestemmelserne om virksomhedssammenslutninger i årsregnskabsloven og IFRS (IFRS 3)

I henhold til bemærkningerne til lov nr. 738 af 1. juni 2015 skal Erhvervsstyrelsen tydeliggøre forholdet mellem årsregnskabsloven og IFRS 3.

Det fremgår således af lovbemærkningerne, at Erhvervsstyrelsen vil udarbejde en vejledning, som skal tydeliggøre forholdet mellem årsregnskabsloven og IFRS 3 og herunder give eksempler på, hvilke virksomhedssammenslutninger der kan anses for så simple, at de kan gennemføres regnskabsmæssigt alene baseret på lovens rammebestemmelser.

Formålet med denne udtalelse er således at beskrive de mest almindeligt forekommende spørgsmål ved anvendelse af IFRS 3 som udfyldning af årsregnskabslovens rammebestemmelser vedrørende virksomhedssammenslutninger. Formålet er dermed ikke at:

• beskrive forskelle mellem årsregnskabsloven og IFRS 3, som kun har uvæsentlig betydning eller som forekommer sjældent, eller
• beskrive reguleringen, der hvor der ikke er forskelle mellem IFRS og årsregnskabsloven.

Denne udtalelse er således ikke en vejledning til, hvordan en virksomhed regn-skabsmæssigt skal behandle en virksomhedssammenslutning. For de virksomheder som har behov for yderligere vejledning om virksomhedssammenslutninger, henvises der generelt til IFRS 3 og relateret litteratur.

Herved er reguleringen af virksomhedssammenslutning på linje med andre områder i årsregnskabsloven, hvor loven alene indeholder rammebestemmelser, som udfyldes af de relevante bestemmelser i IFRS.

Når der er tale om virksomhedssammenslutninger er årsregnskabslovens bestemmelser ens uanset regnskabsklasse. Behovet for vejledning for at opfylde lovens krav afhænger derfor af kompleksiteten af selve virksomhedssammenslutningen.

Udtalelsen omhandler ikke effekten på indre værdis metode ved tilpasningen til IFRS 3. Generelt er reglerne for koncernregnskab og indre værdis metode de samme, men der kan være forskelle. Dette afhænger af, om man betragter indre værdis metode som en målemetode eller en konsolideringsmetode. Det er ikke afgjort under IFRS hvad indre værdis metode er. Det er derfor et valg af regnskabspraksis (inden for lovens rammer) om virksomheden anser det som en måle eller konsolideringsmetode.

Årsregnskabsloven indeholder få bestemmelser om virksomhedssammenslutninger. De primære bestemmelser fremgår af årsregnskabslovens §§ 121-123.

Årsregnskabslovens § 121, stk. 1, angiver, at hvis intet andet fremgår, så behandles etablering af et koncernforhold mellem to virksomheder efter overtagelsesmetoden, som er nærmere beskrevet i årsregnskabslovens § 122.

I henhold til årsregnskabslovens § 121, stk. 2, kan sammenlægningsmetoden anvendes, hvis de to virksomheder ved etableringen af koncernforholdet begge er underlagt en modervirksomhed i et koncernforhold, eller begge virksomheder i øvrigt er underlagt den samme interesses bestemmende indflydelse. Sammenlægningsmetoden er nærmere beskrevet i årsregnskabslovens § 123.

Ændringen af årsregnskabsloven i 2015 medførte, at ikke alene overtagelser af selskaber, men også overtagelser af aktiviteter (”virksomheder”, jf. nedenfor) skulle behandles efter reglerne om virksomhedssammenslutninger i årsregnskabslovens §§ 121-123. Dette følger af en ændring til § 36, stk. 2. Det vurderes dog, at denne ændring har begrænset praktisk betydning, da det formodes, at bestemmelserne om koncernetablering også tidligere, som hovedregel, blev anvendt i disse situationer.

Bestemmelserne i årsregnskabsloven fra 2001 om virksomhedssammenslutninger var baseret på bestemmelserne i dagældende 7. direktiv (direktiv 83/349/EØF med senere ændringer). Da direktivet primært indeholdt rammebestemmelser, blev disse søgt udfyldt med en tilpasning til den daværende internationale regnskabsstandard om virksomhedssammenslutninger, IAS 22.

Lovbestemmelserne var generelt tæt på IAS 22, men det blev vurderet, at direktivet på daværende tidspunkt hindrede en fuld tilpasning.

IAS 22 var således anvendelig som vejledning til årsregnskabsloven, bortset fra på de enkelte punkter, hvor der var konflikt mellem lovens ordlyd og IAS 22.

I 2004 blev IAS 22 erstattet af IFRS 3, som blev opdateret i 2009.

Det nye regnskabsdirektiv (direktiv 2013/34/EU) er implementeret i årsregnskabsloven ved lov nr. 738 af 1. juni 2015. Det nye direktiv medfører i sig selv kun meget begrænsede specifikke ændringer i årsregnskabslovens regler om virksomhedssammenslutninger.

Regnskabsdirektivet indeholder fortsat primært rammebestemmelser i forhold til virksomhedssammenslutninger. Det er herefter op til medlemsstaterne, hvordan de vil udfylde disse rammer.

I mange medlemsstater udfyldes rammerne af nationale regnskabsstandarder. I Danmark udfyldes rammerne primært af lovbemærkninger, som i stor udstrækning henviser til IFRS – og for virksomhedssammenslutninger specifikt til IFRS 3.

Lov nr. 738 af 1. juni 2015 medfører, at lovens rammer ikke længere skal udfyldes af IAS 22, men derimod af IFRS 3.

Følgende fremgår af lovbemærkningerne til § 122, stk. 1:

"Den tidligere regnskabsstandard IAS 22 var egnet som grundlag for fortolkning af årsregnskabsloven. IAS 22 er erstattet med IFRS 3, som vurderes generelt at være mere egnet til at udfylde
5/23
loven på dette område. IFRS 3 er dog en meget kompliceret standard med et antal specialregler. Specialreglerne kan i visse særlige tilfælde være i strid med det nye regnskabsdirektiv og årsregnskabsloven."

Der er dog fortsat forskelle mellem IFRS 3 og årsregnskabslovens bestemmelser, og på visse områder hindrer loven anvendelse af bestemmelser i IFRS 3.

Hvis en virksomhed ud over lovens ordlyd og tilhørende lovbemærkninger har behov for yderligere vejledning til den regnskabsmæssige behandling af en virksomhedssammenslutning skal denne således findes i IFRS 3. IFRS 3 suppleres af yderligere kommentarer fra IASB (fx basis for conclusions og implementation guidance).

I en række tilfælde er virksomhedssammenslutninger dog så simple, at indregning og måling kan ske udelukkende baseret på ordlyden af de konkrete bestemmelser i årsregnskabsloven.

Nedenfor gennemgås først eksempler på de meget simple virksomhedssammenslutninger, hvor det næppe vil være relevant at skulle hente vejledning i IFRS 3. Herefter sammenholdes IFRS 3 og årsregnskabsloven på de mest relevante områder.

Virksomhedssammenslutninger reguleres i IFRS af IFRS 3, som må anses for at være en omfattende og kompliceret standard. Det ville derfor være uheldigt, hvis virksomhederne altid skulle søge vejledning i IFRS 3 i forbindelse med en virksomhedssammenslutning.

Her er det – som i resten af loven – således, at ukomplicerede sammenslutninger ikke fordrer brug af vejledning fra IFRS 3, mens de mere komplicerede sammenslutninger fordrer brug af IFRS 3. En kompliceret sammenslutning kan fx være kendetegnet ved:

1. Erhvervelse af kapitalandele sker i flere trin over en længere periode
2. Den erhvervede virksomhed har væsentlige immaterielle aktiver, f.eks. i form af kundekontrakter, rettigheder m.v.
3. Købsprisen indeholder en earn-out baseret på fremtidig indtjening m.v.

Ved ukomplicerede sammenslutninger vil overholdelse af alle kravene i IFRS 3 ikke give et væsentligt anderledes resultat, end hvad der kan læses af lovens ordlyd.

Når IFRS anvendes som vejledning til årsregnskabsloven, er det altid relevant at iagttage det almindelige væsentlighedskriterium i årsregnskabslovens § 13, stk. 1, nr. 3. (Begrebet ”væsentlighed” skal forstås på samme måde under årsregnskabsloven som under IFRS.)

Dette betyder, at de komplicerede regler i IFRS alene er relevante, hvor det får væsentlig betydning for årsregnskabets udvisende.

Det er således fx ikke påkrævet at identificere alle de immaterielle aktiver, som kan identificeres og indregne disse særskilt. Det er alene påkrævet at identificere immaterielle aktiver, som er væsentlige, og hvor en udskillelse fra goodwill vil få en væsentlig betydning for resultatopgørelsen og/eller egenkapitalen.

Nedenfor gennemgås en række eksempler på virksomhedssammenslutninger, hvor der næppe vil være behov for at søge vejledning i IFRS 3 for at kunne indregne transaktionen i årsrapporten.

I denne situation må det antages, at udgangspunktet er, at de aktiver og forpligtelser, som erhverves ved overtagelsen, er af mindre betydning for den samlede koncern.

Der vil fortsat skulle foretages en købsprisallokering, men en helt nøjagtig opgørelse på basis af bestemmelserne i IFRS 3 vil alene kunne medføre uvæsentlige justeringer i regnskabet. IFRS 3 vil derfor normalt være overflødig som vejledning i denne situation.

Her er det således det almindelige væsentlighedskriterium i årsregnskabslovens § 13, stk. 1, nr. 3, som medfører, at der ikke er behov for en nøjagtig fordeling af købsprisen, jf. også nedenfor under afsnit 3.5.

I denne situation vil fusionen kunne gennemføres efter sammenlægningsmetoden eller efter overtagelsesmetoden. Der er her frit valg mellem disse metoder.

Hvis fusionen gennemføres efter sammenlægningsmetoden, sker dette baseret på bogførte værdier, jf. årsregnskabslovens § 121, stk. 2. Dette betyder, at der ikke skal ske reguleringer til dagsværdi, jf. årsregnskabslovens § 123.

Her vil IFRS 3 ikke være relevant allerede af den grund, at den ikke indeholder vejledning til sammenlægningsmetoden. Endvidere vil anvendelse af sammenlægningsmetoden i denne situation ofte være så simpel, at en erfaren regnskabsudarbejder kan lave de fornødne sammenlægninger, uden at der er behov for særlig vejledning.

Hvis fusionen derimod gennemføres efter overtagelsesmetoden, jf. årsregnskabslovens § 122, vil anvendelse af IFRS 3 i visse tilfælde kunne være nødvendig som vejledning. Dette afhænger af kompleksiteten i transaktionen, jf. ovenfor om hvad som anses som simple og komplekse sammenslutninger.

Bemærk at anvendelse af overtagelsesmetoden forudsætter, at der er ydet et vederlag i forbindelse med fusionen.

Nedenfor gennemgås de mest almindelige forhold for en vurdering af sammenhængen mellem årsregnskabsloven og IFRS. Forhold, hvor det er åbenbart, at der ikke er en forskel, er ikke medtaget, da der er fokuseret på de områder, hvor der er usikkerhed om forholdet mellem de to reguleringer.

Gennemgangen har følgende struktur:

4.1. Trinvise overtagelser hvor der opnås kontrol – opregulering til dags-værdi
4.2. Trinvise overtagelser hvor der opnås kontrol – fordeling af kostpris og beregning af goodwill
4.3. Købsprisallokering – er omkostninger relateret til erhvervelsen en del af kostprisen?
4.4. Købsprisallokering – identifikation af immaterielle aktiver
4.5. Købsprisallokering – indregning og måling af aktiver og forpligtelser til dagsværdi
4.6. Købsprisallokering – indregning og måling af eventualforpligtelser
4.7. Mulighed for beregning af goodwill på minoritetsinteresser
4.8. Efterfølgende reguleringer til købsprisen som følge af earn-out m.v.
4.9. Efterfølgende periode for korrektion af overtagelsesbalancen
4.10. Køb og salg af minoritetsandele uden at kontrol opnås eller mistes
4.11. Delvist salg af dattervirksomhed – tab af kontrol

Gennemgangen kan for de vigtigste forhold sammenfattes således:

Trinvise overtagelser er situationer, hvor en virksomhed først erhverver en ikke-kontrollerende ejerandel og på et senere tidspunkt – ad en eller flere omgange – erhverver yderligere ejerandele og derved opnår kontrol.

Trinvise overtagelser er i IFRS 3 reguleret i afsnit 41 og 422: (Citater fra IFRS er gengivet på originalsproget, engelsk. Herved undgås usikkerheder i oversættelsen, ligesom den engelske udgave er den primært anvendte i Danmark.)

"41.
An acquirer sometimes obtains control of an acquiree in which it held an equity interest immediately before the acquisition date. For example, on 31 December 20X1, Entity A holds a 35 per cent non-controlling equity interest in Entity B. On that date, Entity A purchases an additional 40 per cent interest in Entity B, which gives it control of Entity B. This IFRS refers to such a transaction as a business combination achieved in stages, sometimes also referred to as a step acquisition."

"42.
In a business combination achieved in stages, the acquirer shall remeasure its previously held equity interest in the acquiree at its acquisition-date fair value and recognise the resulting gain or loss, if any, in profit or loss or other comprehensive income, as appropriate. In prior reporting periods, the acquirer may have recognised changes in the value of its equity interest in the acquiree in other comprehensive income. If so, the amount that was recognised in other comprehensive income shall be recognised on the same basis as would be required if the acquirer had disposed directly of the previously held equity."

Reguleringen i IFRS 3, afsnit 41 og 42, medfører således, at de kapitalandele, som besiddes før, der opnås kontrol, skal reguleres til dagsværdi på det tidspunkt, hvor der opnås kontrol over dattervirksomheden. Forskellen mellem bogført værdi og dagsværdi indregnes som gevinst eller tab i resultatopgørelsen eller anden totalindkomst.

Denne regulering til dagsværdi har hidtil ikke været mulig efter årsregnskabslo-ven, da denne var baseret på IAS 22, som ikke havde tilsvarende bestemmelser.

Tilpasningen til IFRS 3 medfører imidlertid, at der også skal laves en tilsvarende regulering efter årsregnskabsloven. Dette skal ses i lyset af, at det er vurderingen, at direktivet rummer denne mulighed.

En manglende regulering til dagsværdi ville medføre, at den beregnede købspris i mange tilfælde ville være meget lav set i forhold til de nettoaktiver, som er til stede på det tidspunkt, hvor der skal ske en allokering af købsprisen. Der er således behov for, at købsprisen opgøres til dagsværdi på samme tidspunkt, som aktiver og forpligtelser indregnes første gang til dagsværdi.

Trinvise overtagelser omfatter som nævnt oven for de situationer, hvor der først erhverves en mindre andel af en virksomhed og dernæst ad en eller flere omgange yderligere andele, indtil der er erhvervet en kontrollerende ejerandel.

Ifølge den tidligere IAS 22 blev hvert køb behandlet separat. Det indebar følgende:

1. Kostprisen udgjorde summen af kostpriser for hvert enkelt køb.
2. Identificerbare aktiver og forpligtelser samt goodwill blev opgjort for hver anskaffelse, uanset at der ikke på det pågældende anskaffelsestidspunkt forelå bestemmende (eller betydelig) indflydelse.

Efter de hidtidige regler skulle der laves købsprisallokering for hvert enkelt køb på hvert enkelt erhvervelsestidspunkt for kapitalandele i det, som efter opkøbene er blevet en dattervirksomhed. En sådan købsprisopgørelse laves ofte ikke løbende, eftersom det normalt ikke er påkrævet – og ofte har køber heller ikke adgang til de nødvendige oplysninger. Hertil kommer, at det vil være vanskeligt at fremskaffe oplysningerne med tilbagevirkende kraft, hvis man først opnår kontrol flere år efter de første køb af kapitalandele.

Efter IFRS 3 laves der derimod kun én omvurdering og kun én opgørelse af kostprisen, og det er på det tidspunkt, hvor der opnås kontrol.

Denne langt enklere model er tættere på ordlyden i § 122, stk. 3, og følger også bestemmelsen i direktivets artikel 24, stk. 3, litra b. Givet den generelle tilpasning til IFRS 3 skal der fremover anvendes samme metode under årsregnskabs-loven som under IFRS.

I forbindelse med erhvervelse af en dattervirksomhed vil der ofte være en række eksterne omkostninger, herunder omkostninger til rådgivere, såsom advokater og revisorer.

Kostprisen for et aktiv er defineret i årsregnskabslovens bilag 1, D, nr. 6. Det fremgår heraf, at kostprisen er det beløb, der er ydet som vederlag for aktivet, uanset at dette er anskaffet fra en ekstern part eller internt fremstillet.

Det fremgår ikke af definitionen på kostpris, om omkostninger betalt til rådgivere m.fl. kan indgå som en del af kostprisen ved erhvervelsen af et aktiv. Det har dog været praksis, at direkte, eksterne omkostninger til erhvervelse af datter-virksomheder har indgået som en del af kostprisen for kapitalandelene.

Denne praksis understøttes af bestemmelsen i § 40 om beregning af kostprisen for anlægsaktiver:

"Kostprisen for anlægsaktiver skal indeholde alle omkostninger, der er foranlediget af anskaffelsen indtil det tidspunkt, hvor aktivet er klar til at blive taget i brug, eller som direkte kan henføres til det fremstillede aktiv. Kostprisen for anlægsaktiver kan desuden indeholde de omkostninger, der indirekte kan henføres til det pågældende anlægsaktiv, hvis omkostningerne vedrører fremstillingsperioden. Herudover kan renter af kapital, der er lånt til at finansiere fremstillingen, og som vedrører fremstillingsperioden, indregnes i kostprisen."

§ 40 er primært rettet mod materielle og immaterielle anlægsaktiver. Dette ses tydeligt af lovbemærkningerne, som ikke omtaler finansielle anlægsaktiver. Bestemmelsens ordlyd omfatter imidlertid alle anlægsaktiver, herunder også de finansielle. Den omfatter via henvisningen i § 119, stk. 1, også koncernregnskabet.

Den anvendte praksis har også været baseret på bestemmelsen i den tidligere IAS 22, afsnit 25, hvoraf det fremgik, at eksterne omkostninger relateret til købet var en del af kostprisen for kapitalandelene.
IFRS 3, afsnit 53, indeholder dog nu et forbud mod at indregne disse omkostninger som en del af kostprisen. Omkostningerne skal i stedet indregnes løbende i resultatopgørelsen.

Årsregnskabslovens definition på kostpris er generel for alle aktiver og indeholder ikke en særlig definition for køb af dattervirksomheder. Det er styrelsens opfattelse, at definitionen udfyldes af de mere præcise bestemmelser i IFRS. Års-regnskabsloven skal derfor på dette område fortolkes i overensstemmelse med IFRS 3.

Dette betyder, at omkostninger til advokat, revisor m.v. i forbindelse med køb af kapitalandele i en dattervirksomhed fremover skal indregnes i resultatopgørelsen i koncernregnskabet og ikke indgå som en del af købsprisen for kapitalandelene.

Denne model er også den administrativt enkleste model, da virksomhederne undgår at skulle opdele omkostninger til revisorer og advokater i de, som skal indregnes direkte i resultatopgørelsen og de, som skal tillægges kostprisen for kapitalandelene. I stedet indregnes det hele direkte i resultatopgørelsen.

IFRS har over årene udviklet sig således, at der stilles stadig større krav til identifikation af immaterielle aktiver i forbindelse med købsprisallokeringen ved køb af en virksomhed. Dette skal ses i lyset af ny viden, som giver mulighed for separering, samt det rent forretningsmæssigt fornuftige i, at en virksomhed kan identificere, hvad den har betalt for.

Kravene til identifikation er således skærpet i IFRS 3 i forhold til IAS 22, og dermed også i forhold til nuværende praksis efter årsregnskabsloven.

Det har dog samtidig stor betydning, at der under IFRS er stor forskel på den regnskabsmæssige behandling af rettigheder m.v., som afskrives over brugstiden, og goodwill, som ikke afskrives. Her har det stor betydning, at de immaterielle aktiver udskilles fra goodwill, således at de bliver afskrevet efter reglerne herfor.

Årsregnskabsloven har samme udgangspunkt som IFRS, nemlig at de aktiver, som indgår i købet, og som opfylder definitionen på aktiver, skal identificeres og indregnes i overtagelsesbalancen.

Årsregnskabsloven kræver dog – modsat IFRS – fortsat afskrivninger på goodwill. Dette medfører, at behovet for fuld opdeling – alt andet lige – er mindre under årsregnskabsloven end under IFRS. Dette betyder imidlertid ikke, at en korrekt opdeling ikke er relevant under årsregnskabsloven, men at behovet for udskillelse af visse immaterielle aktiver, som kan være svære at udskille, kan efter de konkrete omstændigheder være mindre påkrævet. Der er tale om en samlet væsentlighedsvurdering ud fra præsentationen i balancen og påvirkning på resultatopgørelse og egenkapital.

Årsregnskabslovens krav er derfor ikke så vidtgående, som under IFRS, men kan naturligvis rumme IFRS 3’s restriktive regler om identifikation af aktiver og forpligtelser i forbindelse med købsprisallokering.

En praksis hvor allerede indregnede aktiver måles til bogførte værdier uden en reel omvurdering til dagsværdi, og hvor der ikke er vurderet, om der i overtagelsen indgår særlige immaterielle aktiver, kan ikke accepteres under hverken års-regnskabsloven eller IFRS.

Det må derfor forudsættes, at også virksomheder, som anvender årsregnskabsloven, søger at identificere de immaterielle aktiver, som erhverves i en virksomhedssammenslutning, når dette har betydning for det retvisende billede – både af balancen og resultatopgørelsen – i det år, hvor virksomhedssammenslutningen gennemføres og/eller i de kommende år. Som et absolut minimum må immaterielle aktiver, som køber har identificeret i forbindelse med fastsættelsen af den pris, køber vil betale for virksomheden, også indgå i den efterfølgende købsprisallokering.

En virksomhed kan således ikke undlade at identificere en væsentlig rettighed med en levetid på 3 år og i stedet lade den indgå i goodwill, som afskrives over f.eks. 20 år.

Målingen af de identificerede aktiver og forpligtelser i overtagelsesbalancen skal som hidtil ske til dagsværdi. Købers hensigt med aktivet skal fremover aldrig påvirke beregningen af dagsværdien.

Denne ændring er primært relevant for aktiver, som blev erhvervet som en del af virksomhedssammenslutningen, men blev forventet skrottet m.v. i forbindelse med en omstrukturering. Dette betyder, at en maskine, som påtænkes skrottet, skal måles til dagsværdi ved første indregning. Maskinen skal herefter nedskrives til 0 i forbindelse med skrotningen.

Begrundelsen for ændringen i fortolkningen af årsregnskabsloven på dette punkt baserer sig på den generelle tilpasning til IFRS, og at årsregnskabsloven derfor nu udelukker muligheden for indregning af omstruktureringshensættelser efter ”købers hensigt”, således at købers hensigt i forbindelse med købet ikke længere kan berettige til indregningen af omstruktureringshensættelser i overtagelsesbalancen, jf. ophævelsen af den særlige bestemmelse om omstruktureringshensættelser i årsregnskabslovens § 122, stk. 1.

Den væsentligste konsekvens af, at købers hensigt ikke længere kan tillægges betydning, når der skal opgøres en dagsværdi på et aktiv, er, at et aktiv, som f.eks. ønskes skrottet og ikke forventes anvendt af køber efter overtagelsen – fx. et varemærke – stadig kan have en værdi i markedet, såfremt det blev handlet mellem uafhængige parter. Derved identificeres og indregnes aktivet til dags-værdi i overtagelsesbalancen, og først på det tidspunkt, hvor køber skrotter aktivet, indregnes en nedskrivning i resultatopgørelsen i købers koncernregnskab. Efter de hidtidige regler ville aktivet have været værdiansat til 0, og goodwill ved overtagelsen ville derved have været tilsvarende højere.

Udgangspunktet i IFRS er, at eventualforpligtelser ikke indregnes i balancen. Dette følger af IAS 37, afsnit 27. Heller ikke under årsregnskabsloven indregnes eventualforpligtelser i balancen, jf. § 33, stk. 3.

IFRS 3, afsnit 23, kræver dog, at eventualforpligtelser indregnes i balancen ved en købsprisallokering i forbindelse med en virksomhedssammenslutning. En forudsætning herfor er dog, at dagsværdien på eventualforpligtelsen kan måles pålideligt.

I mange tilfælde vil eventualforpligtelserne være at anse som uvæsentlige, hvorfor en indregning allerede af denne grund ikke er relevant.

Der kan dog forekomme tilfælde, hvor der er tale om væsentlige eventualforpligtelser, og hvor disse er værdiansat i forbindelse med forhandlingerne om købsprisen. Her nævner lovbemærkningerne til § 122, stk. 4:

"I visse tilfælde opstår negativ goodwill som følge af, at der erhverves en virksomhed, som har væsentlige eventualforpligtelser, der ikke indregnes i balancen, men som der tages højde for ved
beregningen af købsprisen. I disse tilfælde vil den negative goodwill først kunne indregnes som en indtægt, når eventualforpligtelserne er afviklet, og indtægten således kan anses for realiseret."

Lovbemærkningerne forudsætter således, at eventualforpligtelser, som er erhvervet i forbindelse med en virksomhedssammenslutning, som udgangspunkt fortsat kan udeholdes af balancen. Dette er dog primært relevant i to situationer:

1. Der hvor dagsværdien af eventualforpligtelsen ikke kan beregnes pålideligt.
2. Ved anvendelse af sammenlægningsmetoden. (Her indregnes dog mer-eller mindreværdier direkte i egenkapitalen og ikke over resultatopgørelsen, jf. årsregnskabslovens § 123, stk. 3.)

Det er derfor styrelsens vurdering, at eventualforpligtelserne fremover (i modsætning til tidligere) skal indregnes i balancen til dagsværdi i forbindelse med virksomhedssammenslutningen, når følgende betingelser er opfyldt:

1. Virksomhedssammenslutningen indregnes efter overtagelsesmetoden, jf. årsregnskabslovens § 122,
2. Eventualforpligtelserne er væsentlige og har indgået ved beregningen af købsprisen på virksomheden og
3. Eventualforpligtelserne kan måles pålideligt til dagsværdi.

Baggrunden er, at den overtagende virksomhed reelt bliver betalt for at påtage sig eventualforpligtelsen. Årsregnskabslovens § 122, stk. 1, understreger, at også forpligtelser, som ikke var indregnet tidligere, skal indregnes i balancen i forbindelse med en virksomhedssammenslutning.

IFRS 3, afsnit 19, indeholder to modeller for måling af minoritetsinteresserne i forbindelse med en virksomhedssammenslutning:

1. Måling af minoritetsinteressen til dagsværdi, eller
2. Måling til minoritetens andel af identificerede nettoaktiver (eksklusiv goodwill) i den overtagne virksomhed. Værdien af nettoaktiverne opgøres på baggrund af købsprisallokeringen til dagsværdi.

I henhold til den tidligere IAS 22 var alene alternativ 2 en mulighed. Dette betød, at den goodwill, der blev indregnet i koncernregnskabet, alene vedrørte modervirksomhedens ejerandel i dattervirksomheden, mens der ikke blev beregnet goodwill for minoritetsinteresserne.

Årsregnskabsloven er ligesom regnskabsdirektivet oprindeligt udarbejdet efter de samme principper som IAS 22. Det var tidligere vurderingen, at årsregnskabslovens bestemmelser i § 122, stk. 3 og 4, om beregning af goodwill ikke hjemlede mulighed for alternativ 1.

Denne vurdering er revurderet i forbindelse med ændringen af årsregnskabsloven i 2015.

Det må konstateres, at hverken regnskabsdirektivet eller loven specifikt omtaler, hvordan virksomhederne skal forholde sig i forhold til goodwill relateret til minoritetsinteresser. Det er derfor Erhvervsstyrelsens opfattelse, at begge de muligheder, som eksisterer under IFRS 3, også kan anvendes under årsregnskabsloven.

Den valgte metode skal anvendes konsistent, jf. kravet herom i årsregnskabslovens § 13, stk. 1, nr. 7. Her er der således en forskel til IFRS 3, som har en specifik undtagelse, hvorefter metode kan vælge pr. virksomhedssammenslutning.

Efter hidtidig praksis, baseret på IAS 22, skulle en forhøjelse eller nedsættelse af købesummen baseret på en earn-out modposteres på købesummen. Det betød, at en sådan regulering altid skulle indregnes uden om resultatopgørelsen, uanset hvor lang tid efter købet, den fandt sted.

En mer-/mindrebetaling som følge af en reguleringsklausul blev således modposteret på goodwill.

Efter IFRS 3 opgøres købesummen til dagsværdi på overtagelsestidspunktet. Det betyder, at fx værdien af en earn-out skal opgøres til dagsværdi på købstidspunktet. En efterfølgende ændring skal altid passere resultatopgørelsen.

Det er vurderingen, at bestemmelserne i IFRS 3 som udgangspunkt er i overensstemmelse med årsregnskabslovens bestemmelser.

Ændringer i værdien på en earn-out efter første indregning vedrører begivenheder efter købet og skal derfor ikke påvirke kostprisen. Dette er derimod udtryk for efterfølgende begivenheder, hvorfor reguleringerne skal påvirke resultatopgørelsen.

Bemærk dog at earn-outen (forpligtelse) ikke er omfattet af kravet om måling til dagsværdi i årsregnskabslovens § 37, stk. 1. Dette skyldes undtagelsen i § 37, stk. 3, nr. 5.Earn-outen skal i stedet måles til nettorealisationsværdi efter årsregnskabslovens § 36 eller til kapitalværdi efter årsregnskabslovens § 47, stk. 2. Kapitalværdien opgøres ved tilbagediskontering af de forventede pengestrømme og vil derfor antageligt være tæt på dagsværdien. Den anvendte målemetode har primært betydning, når earn-out’en løber over en vis årrække.

IFRS 3 kræver, at hvis det inden for de første 12 måneder efter overtagelsen konstateres, at der var forhold på overtagelsestidspunktet, som ikke har afspejlet sig korrekt i opgørelsen af dagsværdier i overtagelsesbalancen eller købesummen, skal disse reguleres med tilbagevirkende kraft. Efter IAS 22 kunne reguleringer vedrørende værdien af de overtagne aktiver og forpligtelser ske inden for indeværende og hele det kommende regnskabsår.

Regulering af værdien af de overtagne aktiver og forpligtelser skal efter IFRS 3 ske med tilbagevirkende kraft, hvis der inden for de første 12 måneder efter købet konstateres forhold, som viser, at værdierne på overtagelsestidspunktet skulle have været anderledes.

IFRS 3 tillader således ikke, at begivenheder, der indtræffer efter købet, kan føre til regulering af kostprisen eller overtagne aktiver og forpligtelser.

12-måneders perioden til at foretage reguleringer er også relevant under årsregnskabsloven, da der er stor risiko for, at ikke alle forhold er afspejlet korrekt i selve købsprisallokeringen. Her giver 12-måneders perioden en mulighed for at revurdere de oprindelige beregninger af dagsværdien på overtagelsestidspunktet.

Muligheden for at revurdere beregningen omfatter alene forhold, som var til stede på overtagelsestidspunktet. Efterfølgende værditab kan naturligvis ikke korrigeres ved en justering af købsprisallokeringen. Værditabet skal i stedet indregnes i resultatopgørelsen i den periode, hvor det opstår.

Hvis der efter udløbet af 12-måneders perioden konstateres væsentlige fejl i købsprisallokeringen eller beregningen af købesummen, skal disse fejl rettes som fejl i overensstemmelse med årsregnskabslovens § 52, stk. 2.

Minoritetsinteresser blev tidligere anset for at være udtryk for en forpligtelse for koncernen. Den tidligere bestemmelse i årsregnskabslovens § 118, stk. 4, stillede således krav om, at minoritetsinteressernes forholdsmæssige andel af dattervirksomhedernes egenkapital blev præsenteret som en særskilt hovedpost mellem egenkapital og forpligtelser.

Bestemmelsen i årsregnskabsloven er nu tilpasset IFRS således, at minoritetsinteressernes forholdsmæssige andel af dattervirksomhedernes egenkapital opføres som en særskilt post under egenkapitalen, og ikke længere som en særskilt post mellem egenkapital og forpligtelser.

Da minoritetsinteressernes forholdsmæssige andel af dattervirksomhedernes egenkapital herefter anses som en del af koncernens egenkapital, vil køb af kapitalandele fra en minoritetsejer også være at betragte som en egenkapitaltransaktion. Tilsvarende vil gælde ved salg af en minoritetsandel.

Køb af minoritetsandele vil således ikke bevirke ændringer i koncernens bogførte værdier af aktiver, herunder værdien af goodwill. Forskellen mellem købsprisen og den hidtil bogførte værdi af minoriteten skal således indregnes direkte i egenkapitalen (de frie reserver), uanset om dette måtte medføre, at reserverne bliver negative. Tilsvarende medfører salg af minoritetsandele heller ikke gevinst eller tab i resultatopgørelsen.

Herved er årsregnskabsloven i overensstemmelse med IFRS 10, afsnit 23. IFRS 10, afsnit B96, indeholder yderligere vejledning til bestemmelsen.

Der forekommer situationer, hvor en modervirksomhed sælger en så stor del af sine kapitalandele i en dattervirksomhed, at modervirksomheden taber kontrollen. Denne situation er nu under IFRS reguleret specifikt i IFRS 10, afsnit 25:

"25. If a parent loses control of a subsidiary, the parent:

a.derecognises the assets and liabilities of the former subsidiary from the consolidated statement of financial position.

b.recognises any investment retained in the former subsidiary and subsequently accounts for it and for any amounts owed by or to the former subsidiary in accordance with relevant IFRSs. That retained interest is remeasured, as described in paragraphs B98(b)(iii) and B99A. The remeasured value at the date that control is lost shall be regarded as the fair value on initial recognition of a financial asset in accordance with IFRS 9 or the cost on initial recognition of an investment in an associate or joint venture, if applicable.

c.recognises the gain or loss associated with the loss of control attributable to the former controlling interest , as specified in paragraphs B98–B99A."

Dette medfører, at de kapitalandele, som bibeholdes, omvurderes til dagsværdi på det tidspunkt, hvor modervirksomheden mister kontrollen med dattervirksomheden. Forskellen mellem bogført værdi og dagsværdi indregnes i resultatopgørelsen.

Dagsværdien anses herefter som en ny kostpris for kapitalandelene.

Regnskabsdirektivet og årsregnskabsloven hjemler ikke mulighed for at foretage en tilsvarende regulering af bibeholdte kapitalandele fra hidtidig regnskabsmæssig værdi til dagsværdi. Her vil den hidtidige regnskabsmæssige værdi fortsat skulle anvendes. Der vil således som udgangspunkt ikke blive indregnet nogen gevinst (eller noget tab) på de kapitalandele, som ikke sælges i forbindelse med tabet af kontrol.

Hvis de resterende kapitalandele udgør en porteføljeinvestering, og disse efter virksomhedens regnskabspraksis måles til dagsværdi, vil der dog ske en regulering til dagsværdi efter den almindelige bestemmelse i årsregnskabslovens § 37.

Der er en grundlæggende forskel mellem IFRS og årsregnskabsloven i forhold til reguleringen af virksomhedssammenslutninger, hvor både overtager og den overtagne er underlagt bestemmende indflydelse fra den samme part.

IASB har valgt ikke at regulere dette område, mens det reguleres under årsregn-skabsloven. Dette betyder, at IFRS – som udgangspunkt – ikke indeholder relevant vejledning på dette område.

Hvis overtagelsesmetoden anvendes på sådanne overtagelser, er IFRS 3 dog fortsat den relevante vejledning for, hvorledes metoden skal anvendes, herunder i forhold til vurderingen af, hvem der er den overtagende part.

IFRS 3 er også den relevante vejledning til fastlæggelse af, om der faktisk er tale om en virksomhedssammenslutning under samme parts bestemmende indflydelse.

IAS 22 tillod i visse tilfælde anvendelse af sammenlægningsmetoden og indeholdt derfor også i et vist omfang vejledning hertil. Metoden tillades dog ikke under IFRS 3, hvorfor IFRS ikke længere indeholder regulering af sammenlægningsmetoden. Dette betyder, at hvis denne metode skal anvendes, skal der søges vejledning andre steder. Dette kan ved anvendelse af årsregnskabsloven være den tidligere IAS 22 eller relevant litteratur, typisk de vejledninger til IFRS, som udgives af de internationale revisionsfirmer. US GAAP indeholder også vejledning, som er relevant.(Det skal bemærkes, at for de, som aflægger koncernregnskab efter IFRS, vil den ophævede IAS 22 ikke være relevant vejledning. Her følger det af reglerne i IAS 8, afsnit 10-12, om valg af regnskabspraksis, at gældende regulering i US GAAP er mere passende)

Det skal nævnes, at selvom IFRS ikke regulerer koncerninterne virksomhedssammenslutninger, er de samme tre metoder, som kan anvendes efter årsregnskabsloven, generelt accepterede:

1. Overtagelsesmetoden, jf. § 122
2. Sammenlægningsmetoden, jf. § 123, stk. 1
3. Bogførte værdis metode (sammenlægningsmetoden uden tilpasning for perioder før sammenlægningen), jf. § 123, stk. 2

Det er styrelsens opfattelse, at man efter IFRS alene kan anvende sammenlægningsmetoden tilbage til det tidspunkt, hvor den fælles kontrol blev etableret. Dette er også som udgangspunkt gældende efter årsregnskabsloven.

Under årsregnskabsloven gælder der dog en undtagelse ved fusion som følge af, at det efter selskabslovens bestemmelser kan besluttes, at fusionen skal have regnskabsmæssig virkning pr. et tidligere tidspunkt f.eks. ved begyndelsen af regnskabsåret.

Da IFRS ikke regulerer virksomhedssammenslutninger under fælles kontrol, er der heller ingen regulering af fusioner mellem en modervirksomhed og dens dattervirksomhed.

Det er dog klart, både under IFRS og årsregnskabsloven, at der i forhold til koncernregnskabet ikke er tale om en virksomhedssammenslutning. Dattervirksomheden var under modervirksomhedens kontrol både før og efter fusionen.

Problemstillingen er derimod relevant i årsregnskabet. Fusionen medfører her en regnskabsmæssig virksomhedssammenslutning, da virksomhedernes aktiver og forpligtelser nu præsenteres samlet.

Situationen adskiller sig dog fra andre virksomhedssammenslutninger ved, at der ikke fastsættes et vederlag i transaktionen. Netop det manglende vederlag gør en dagsværdiregulering problematisk, da der i realiteten er tale om en intern omvurdering.

Det er Erhvervsstyrelsens opfattelse, at en lodret fusion alene kan gennemføres efter sammenlægningsmetoden, da der i modsat fald var tale om en intern opskrivning. Dette er nu præciseret i lovbemærkningerne til § 121, stk. 3:

"Efter § 121, stk. 2, kan sammenlægningsmetoden anvendes, hvis de involverede virksomheder, ved etableringen af koncernforholdet, er underlagt en modervirksomhed i et koncernforhold, eller begge i øvrigt er underlagt den samme interesses bestemmende indflydelse. Denne bestemmelse gennemfører muligheden i direktivets artikel 25. I de tilfælde, der er omfattet af § 121, stk. 2, som omtalt ovenfor, er det op til virksomheden, om den ønsker at anvende sammenlægningsmetoden eller overtagelsesmetoden. Den eneste undtagelse er ved lodrette fusioner, hvor der ikke ydes noget vederlag ved fusionen. Her er det Erhvervsstyrelsens fortolkning, at alene sammenlægningsmetoden (baseret på værdierne i modervirksomhedens koncernregnskab) kan anvendes. Her ville en anvendelse af overtagelsesmetoden indebære en indregning af oparbejdet goodwill i dattervirksomheden i den periode, den var kontrolleret af modervirksomheden, hvilket i praksis ville være at sidestille med indregning af egen oparbejdet goodwill og dermed være i strid med årsregnskabslovens § 41, stk. 1, 2. pkt., der foreslås ændret i forslagets § 1, nr. 58. Endvidere ville den manglende betaling af vederlag medføre, at opgørelsen af værdierne var usikker og ikke burde kunne danne grundlag for etablering af frie reserver, som igen kunne danne grundlag for udbetaling af udbytte."

Ønsket om at gennemføre lodrette fusioner med omvurdering til dagsværdi har i visse tilfælde været at give modervirksomheden mulighed for at betale et (større) udbytte.

En særlig problemstilling opstår ved omvendte lodrette fusioner. Det vil sige der, hvor dattervirksomheden er den juridisk (selskabsretligt) fortsættende virksomhed. Her blev dattervirksomheden tidligere anset som den overtagende virksomhed, hvilket i en række tilfælde gav regnskabsmæssige udfordringer.

Dette er imidlertid ændret i 2015, hvor der blev tilføjet et nyt stk. 2 i årsregnskabslovens § 122. Her er den generelle regel, at værdierne, som de fremgår af modervirksomhedens koncernregnskab, bliver de nye værdier i den fortsættende virksomhed (den tidligere dattervirksomhed).

Herved er der ingen regnskabsmæssig forskel på, hvilken virksomhed som er den juridisk fortsættende, dvs. om det er en lodret eller omvendt lodret fusion. Dette bringer årsregnskabsloven i overensstemmelse med IFRS på dette punkt.

Ved lodrette fusioner vil der være særlige problemstillinger, hvis der ikke er lavet en købsprisallokering ved erhvervelsen af dattervirksomheden. Dette vil kunne være tilfældet, hvor der ikke udarbejdes koncernregnskab, da fx undtagelserne i §§ 110 eller 112 er anvendt, og kapitalandele er målt til kostpris i modervirksomhedens årsregnskab.

I denne situation vil udgangspunktet være, at der skal laves en købsprisallokering tilbage på tidspunktet for koncernetableringen. Her er det imidlertid vigtigt at være opmærksom på væsentlighed, da der naturligvis ikke skal ske en mere nøjagtig allokering, end hvad der er nødvendigt for, at årsregnskabet giver et retvisende billede efter fusionen.

Hvis undtagelsen i § 112 har været anvendt, vil købsprisallokeringen være foretaget af en højere modervirksomhed i koncernen. Hvis denne købsprisallokering opfylder årsregnskabslovens krav, kan den også anvendes i forbindelse med fusionen.

I visse tilfælde vil det ikke være praktisk muligt at gennemføre en købsprisallokering med tilbagevirkende kraft. Her er det Erhvervsstyrelsens opfattelse, at der skal ske en beregning af dagsværdien pr. transaktionsdagen for de aktiver og forpligtelser, hvor dette er muligt. De resterende aktiver og forpligtelser skal indregnes til bogførte værdier. Forskellen mellem de herefter beregnede værdier og købesummen er udtryk for goodwill (eller badwill).

En mangelfuld købsprisallokering skal omtales i årsregnskabet, når det har betydning for det retvisende billede, jf. årsregnskabslovens § 11, stk. 2.

I 2015 blev der tilføjet et nyt stk. 2 til årsregnskabslovens § 36. Denne bestemmelse regulerer, hvorledes indregning og måling skal foretages ved overtagelse af en bestående virksomhed (som ikke er en selvstændig juridisk enhed).

Bestemmelsen henviser til, at indregning og måling skal ske i henhold til §§ 121123.

Den situation, hvor en koncern erhverver en dattervirksomhed, er i substansen den samme, som når en virksomhed erhverver en bestående virksomhed. Reguleringen i IFRS 3 er også den samme, uanset om der erhverves en dattervirksom-hed eller en bestående virksomhed.

Definitionen på en bestående virksomhed under årsregnskabsloven er den samme som definitionen på en virksomhed i IFRS 3, jf. standardens afsnit B7B12.

§ 36, stk. 2, i årsregnskabsloven har således sikret, at der på dette punkt er overensstemmelse mellem årsregnskabsloven og IFRS, og at IFRS 3 generelt er anvendelig som vejledning ved overtagelsen af en aktivitet.

Dette betyder, at den regnskabsmæssige behandling af køb af aktivitet er den samme som ved køb af et selskab.

Et stort antal selskaber stiftes ved, at der indskydes en bestående virksomhed. Dette kan være en virksomhed, som tidligere er drevet i privat regi.

Dette er efter IFRS 3 ikke en virksomhedssammenslutning, da det nystiftede selskab ikke opfylder definitionen på en virksomhed, jf. også IFRS 3, afsnit B18. (Uanset om det nystiftede selskab var at anse som en virksomhed, så kunne der ikke ske omvurdering af aktiver og forpligtelser i den indskudte virksomhed. Årsagen er her, at selskabet i henhold til IFRS 3, afsnit B18, ikke kan anses som den overtagende part.) Efter IFRS 3 er der således ikke noget grundlag for at regulere aktiver og forpligtelser til dagsværdi i åbningsbalancen i det nye selskab.

Her indeholder årsregnskabsloven dog en særregel i § 19, stk. 2. Efter denne bestemmelse kan det nystiftede selskab således i årsregnskabet anses som overtagende part i en virksomhedssammenslutning, og der kan derfor ske omvurdering af aktiver og forpligtelser til dagsværdi efter overtagelsesmetoden – alternativt kan sammenlægningsmetoden vælges.

Hvis den nystiftede virksomhed skal udarbejde koncernregnskab, vil de almindelige regler om anvendelse af overtagelsesmetoden eller sammenlægningsmetoden dog finde anvendelse i koncernregnskabet, jf. årsregnskabslovens §§ 121123.

Udspaltninger af aktiviteter (en virksomhed) til et nystiftet selskab skal i henhold til årsregnskabslovens § 130 indregnes og måles i det modtagende selskab efter enten sammenlægningsmetoden (kun situationer hvor virksomhederne er under samme parts kontrol både før og efter transaktionen) eller overtagelsesmetoden.

Herved kan der ske omvurderinger af aktiver og forpligtelser til dagsværdi, uanset at den modtagende part er et nystiftet selskab, som ikke opfylder definitionen på en virksomhed.

Dette fremgår af lovbemærkningerne til § 19, stk. 2:

"Den foreslåede § 19, stk. 2, giver noget større valgmuligheder end de tilsvarende regler i IFRS. Efter den foreslåede bestemmelse kan det nystiftede kapitalselskab således anses som overtagende part, og der kan derfor altid ske omvurdering af aktiver og forpligtelser til dagsværdi efter overtagelsesmetoden."

Spaltninger, hvor den modtagende part allerede inden modtagelsen opfylder definitionen på en virksomhed, er dog også efter IFRS virksomhedssammenslutninger. Her finder lovens bestemmelser om virksomhedssammenslutninger i §§ 121-123 derfor tilsvarende anvendelse.

Er der tale om spaltninger, hvor det modtagende selskab er nystiftet, vil man derimod efter IFRS 3 ikke kunne benytte overtagelsesmetoden, eftersom det modtagende selskab i dette tilfælde ikke kan betragtes som den overtagende part, jf. IFRS 3, afsnit B18:

"A new entity formed to effect a business combination is not necessarily the acquirer. If a new entity is formed to issue equity in-terests to effect a business combination, one of the combining en-tities that existed before the business combination shall be identified as the acquirer by applying the guidance in paragraphs B13– B17. In contrast, a new entity that transfers cash or other assets or incurs liabilities as consideration may be the acquirer."

På dette område er der således under årsregnskabsloven en mulighed for at vælge overtagelsesmetoden, mens dette ikke er muligt under IFRS.

Denne udtalelse finder anvendelse på virksomhedssammenslutninger som finder sted 1. juli 2018 eller senere.
Udtalelsen kan også anvendes med tilbagevirkende kraft, når dette sker systematisk og konsekvent i overensstemmelse med ikrafttrædelsesbestemmelserne i årsregnskabsloven.

Udtalelsen har således en tilsvarende overgangsbestemmelse som ændringen til årsregnskabsloven i 2015 i forhold til virksomhedssammenslutninger. Anvendelsestidspunktet er dog senere i udtalelsen end i loven, da dette afspejler, at udtalelsen først er udstedt senere.