Regnskabsaflæggelse i forsyningsvirksomheder underlagt prisregulering

Igennem de senere år er en del forsyningsvirksomheder – private som kommunale – med udgangspunkt i lovændringer eller i forventning om sådanne omdannet til kapitalselskaber.

Virksomhederne er underlagt et ”hvile i sig selv”-princip. Dette betyder, at virksomhedernes indtægter og omkostninger skal balancere, og at lovgivningen sætter grænser for overskuddet – eventuelt at resultatet skal være 0 – samt grænser for anvendelse af et eventuelt overskud.

I visse speciallove er det tilladt at indregne en godkendt forrentning af kapitalejernes investering i salgsprisen (taksten). Dette betyder, at der her tillades et begrænset overskud. Reglerne for de forskellige typer af forsyninger følger ”hvile i sig selv”-princippet, men med forskellig udformning omkring afskrivninger og henlæggelser mv.

”Hvile i sig selv”-princippet afviger fra de principper, som hovedparten af erhvervsvirksomheder drives ud fra. Formålet i de erhvervsdrivende virksomheder er normalt at maksimere virksomhedernes overskud. I forsyningsvirksomheder, som drives efter ”hvile i sig selv”-princippet, er formålet derimod oftest at levere billigst mulige forsyningsydelser til
virksomhedernes kunder (forbrugere).

De forskellige formål medfører særlige regnskabsmæssige problemstillinger,
både hvad angår årsregnskabets opstilling og præsentation, og hvad angår indregning og måling. Dette notat behandler nogle af de
centrale regnskabsmæssige problemstillinger.
Notatet fokuserer på visse helt særlige udfordringer som ”hvile i sig selv”-princippet indebærer set fra en regnskabsmæssig vinkel. Notatets konklusioner kan derfor ikke anvendes analogt for andre typer af virksomheder.

Lovgivning

Forsyningsvirksomheder, som drives i aktie- eller anpartsselskaber m.v., er underlagt selskabsloven. (Andre virksomhedsformer som fx andelsselskaber, vil tillige, som hovedregel, være underlagt årsregnskabsloven.) Som følge heraf er selskaberne samtidigt underlagt årsregnskabsloven, idet disse selskabsformer ifølge årsregnskabsloven altid anses for erhvervsdrivende virksomheder og tillige er omfattet af årsregnskabspligten og obligatorisk regnskabsaflæggelse, jf. årsregnskabslovens § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1, nr. 1.

Regnskabspligten følger af EU’s 4. selskabsdirektiv. Direktivet indeholder de nærmere krav til årsregnskabet og er implementeret i årsregnskabsloven. Dansk særlovgivning kan således som hovedregel ikke undtage aktie- eller anpartsselskaber helt eller delvist fra årsregnskabsloven, medmindre dette er hjemlet i et EU-direktiv eller en EUforordning.

Særlovgivningen kan dog naturligvis stille yderligere krav til oplysninger og udarbejdelse af særlige regnskaber (reguleringsmæssige regnskaber) til tilsynsmyndigheder og andre. Sådanne reguleringsmæssige regnskaber kan være aflagt efter principper, der afviger fra principperne i årsregnskabsloven.

Forsyningsselskaber i anparts- eller aktieselskabsform har dermed pligt til at aflægge årsrapport efter årsregnskabslovens bestemmelser. Selskabets øverste ledelse er ansvarlig for opfyldelsen af regnskabspligten.

Notatets anvendelsesområde

Nærværende notat om regnskabsmæssige problemstillinger er rettet mod monopollignende forsyningsselskaber underlagt prisregulering. Indholdet berører alene disse selskaber og kan således ikke udvides til eller anvendes på andre erhvervsdrivende virksomheder.

Notatet tager ikke stilling til detailreguleringsbestemmelserne i lovgivningen for de enkelte forsyningssektorer. Notatet omhandler de forsyningsselskaber, som er udskilt i særskilte anparts- eller aktieselskaber. Notatet vil dog også kunne anvendes af forsyningsselskaber, som drives i andre virksomhedsformer og som aflægger årsregnskab efter årsregnskabsloven.

Herudover omhandler notatet kun fortolkning af regnskabsmæssige problemstillinger og præsentation vedrørende forsyningsselskabers årsrapporter aflagt efter årsregnskabsloven. Notatet omfatter således ikke bestemmelserne i de særlove, der gælder for forsyningsvirksomheder.

Det samme gør sig gældende vedrørende fortolkning af sidstnævnte loves enkeltbestemmelser, idet en sådan fortolkning ligger uden for Erhvervs-og Selskabsstyrelsens område. Fortolkning og forståelse af de omtalte love henhører under de ansvarlige ressortministerier, som administrerer, kontrollerer og håndhæver disse love.

Regnskabsmæssig problemstilling

Den regnskabsmæssige problemstilling kan opdeles i tre dele ud fra følgende spørgsmål:

1. Skal der foretages nedskrivning af anlægsaktiverne i forsyningsselskaber, hvis dette vil være krævet efter årsregnskabslovens § 42?
2. Skal såkaldt over- og underdækning indregnes i årsrapporten og i bekræftende fald, hvordan skal dette præsenteres i årsrapporten?
3. Hvordan skal indskudt kapital og opsparet overskud, som efter særlovgivning ikke kan udloddes, præsenteres i egenkapitalen?

Problemstillingen, som belyses nedenfor, er samspillet mellem ”hvile i sig selv”-princippet og reglerne om nedskrivningstests. Dette samspil betyder, at kapitalværdien på et erhvervet aktiv ofte vil være meget lav, hvis aktivets pengestrømme tilbagediskonteres med et normalt forrentningskrav. Resultatet er, at der ved udarbejdelse af en nedskrivningstest vil kunne konstateres et nedskrivningsbehov.

Årsregnskabslovens § 42 om pligt til nedskrivning til en lavere genindvindingsværdi. finder anvendelse på forsyningsselskaberne. (Genindvindingsværdien er den højeste værdi af kapitalværdien og salgsværdien fratrukket
forventede omkostninger ved et salg.)

Forsyningsselskabernes problem er, at prisreguleringen medfører et så lavt afkast, at kapitalværdien på et aktiv allerede på erhvervelsestidspunktet kan være under kostprisen. (Kapitalværdien er den tilbagediskonterede værdi (nutidsværdien) af de fremtidige nettoindbetalinger, som aktivet på balancedagen forventes at indbringe ved en fortsat benyttelsen i den nuværende form.)

Da årsregnskabslovens bestemmelse i sig selv ikke indeholder undtagelser eller muligheder for fravigelser, uanset om dette ville kunne begrundes i virksomhedens art, formål, omfang eller branche m.m., kan forsyningsselskaberne efter styrelsens opfattelse ikke fravige bestemmelsen med henvisning til en særlovgivnings eventuelle særlige regler for overskudsdannelsen, som påvirker målingen.

Indregning og måling af materielle anlægsaktiver efter årsregnskabsloven gennemgås derfor nedenfor i hovedtræk.

Indregning for aktiver fremgår af årsregnskabslovens § 33. Af denne fremgår det, at et aktiv skal indregnes i balancen, når det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde virksomheden, og aktivets værdi kan måles pålideligt.

Det fremgår af årsregnskabslovens § 36, at aktiver og forpligtelser på tidspunktet for første indregning skal måles til kostpris.

Opgørelsen af kostprisen for materielle anlægsaktiver foretages efter årsregnskabslovens § 40. Kostprisen for anlægsaktiver skal indeholde alle omkostninger, der er foranlediget af anskaffelsen indtil det tidspunkt, hvor aktivet er klar til at blive taget i brug, eller som direkte kan henføres til det fremstillede aktiv.

Det er herudover efter styrelsens fortolkning krævet, at omkostninger til reetablering ved endt anvendelse ligeledes skal indregnes som en del af kostprisen og som en hensættelse.

Det fremgår videre af bestemmelsen, at renter af kapital, der er lånt til at finansiere fremstillingen, og som vedrører fremstillingsperioden, kan indregnes i kostprisen.

Forsyningsselskabernes anlægsaktiver (herunder selve forsyningsnettet) skal således ved første indregning måles til kostpris. Kostprisen skal indeholde alle de omkostninger, der er foranlediget af anskaffelsen indtil det tidspunkt, hvor den pågældende del af forsyningsnettet er klar til at blive taget i brug, eller som direkte kan henføres til fremstillede aktiver til brug i forsyningsnettet. Herunder skal eventuelle reetableringsomkostninger indregnes som en del af aktivets værdi.

Efter første indregning skal der, jf. årsregnskabslovens § 43, foretages en systematisk afskrivning på aktivelementerne over de enkelte elementers forventede brugstid. I afskrivningsgrundlaget skal der tages hensyn til en eventuel restværdi, eksempelvis ved mulighed for salg af aktivelementet eller som materialer til genanvendelse og –brug eller skrotningsværdi.

Det fremgår endvidere af årsregnskabsloven § 42, at anlægsaktiver, som ikke løbende reguleres til dagsværdi, skal nedskrives til en lavere genindvindingsværdi. Hvis det ikke er muligt at fastsætte en genindvindingsværdi for det enkelte aktiv, skal aktiverne vurderes samlet i den mindste gruppe af aktiver, hvor der ved en samlet vurdering kan fastsættes en pålidelig genindvindingsværdi (pengestrømsfrembringende enheder – på engelsk: Cash Generating Unit, CGU). Dette kan tænkes at være aktuelt for forsyningsselskaber med sammenhængende net, hvor hele nettet som udgangspunkt vil udgøre den mindste gruppe af
aktiver.

Genindvindingsværdi for et aktiv er den højeste værdi af kapitalværdien og salgsværdien fratrukket forventede omkostninger ved et salg.

I årsregnskabslovens bilag 1, punkt D, nr. 4, er de nævnte regnskabsmæssige værdier defineret. (Kapitalværdien: ”For et aktiv er kapitalværdien den tilbagediskonterede værdi (nutidsværdien) af de fremtidige nettoindbetalinger, som aktivet på balancedagen forventes at indbringe ved en fortsat benyttelse i den nuværende funktion…” Salgsværdien: ”For et aktiv er salgsværdien den pris, aktivet kan sælges til på balancedagen…”)

Årsregnskabslovens bestemmelse om nedskrivning bygger på IAS 36, Værdiforringelse af aktiver, selvom dette ikke fremgår direkte af lovbemærkningerne. (Lovforslag nr. L 138, fremsat den 10/1 2001.) Regnskabsrådets rapport, der dannede baggrund for
årsregnskabsloven, henviser dog til IAS 36, ligesom loven generelt er bygget på de grundlæggende bestemmelser i IAS/IFRS. (Regnskabsrådets rapport fra marts 1999 om den ny årsregnskabslov.) Det er derfor naturligt at tage udgangspunkt i IAS 36 for yderligere vejledning til, hvornår og hvordan nedskrivningstesten skal gennemføres.

IAS 36 er opbygget noget anderledes end årsregnskabsloven. Efter IAS 36 fremgår det klart, at der alene skal laves en nedskrivningstest, hvis der ved regnskabsårets udløb er indikationer på værdiforringelse af et aktiv. Disse indikationer kan eksempelvis være ændrede markedsforhold, teknologisk udvikling, eller at aktivet er taget ud af brug eller har fået nedsat ydeevnen.

Udgangspunktet i IAS 36 er således, at der alene skal laves nedskrivningstest, hvis der på balancetidspunktet er indikationer på værdiforringelse. Indikationerne skal initiere, at virksomheden foretager en nedskrivningstest for at kunne afgøre, hvorvidt aktivets bogførte værdi er højere eller lavere end dets genindvindingsværdi. Er den bogførte værdi højere end genindvindingsværdien, skal aktivet nedskrives til denne værdi.

Årsregnskabslovens bestemmelse om den pligtmæssige nedskrivning præciserer ikke årsager til, og hvornår der skal laves test for nedskrivningsbehov for anlægsaktiver.

Loven fastsætter blot i § 42, stk. 1, at

”Anlægsaktiver, der ikke løbende reguleres til dagsværdi efter §§ 37 eller 38, skal nedskrives til en lavere genindvindingsværdi.”

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår det ej heller, hvilke betingelser eller begivenheder, der kan udløse et nedskrivningsbehov og udarbejdelse af en nedskrivningstest. Her nævnes

”midlertidige udsving i salgsværdien eller virksomhedens nytte af aktivet, der ikke nødvendigvis er en ændring af kapitalværdien, hvis virksomheden forventer, at værdien retter sig op inden for en rimelig tid”. Omvendt i tilfælde af
”mere varige fald i aktivets salgsværdi, som normalt vil føre til, at virksomheden før eller siden må nedskrive aktivet, da der ofte er en vis sammenhæng mellem salgsværdien og kapitalværdien”.

Sondringen i lovbemærkningerne skyldes formentlig opdelingen i den tidligere gældende årsregnskabslov (før 2001) med hensyn til kravene om varighed ved opskrivninger og ikke forbigående værdiforringelse ved nedskrivninger. Yderligere omtales i bemærkningerne, at

” anskaffer virksomheden aktiver, der viser sig at være defekte, eller hvor genindvindingsværdien med det samme viser sig at være lavere end kostprisen, så skal aktivets værdi nedskrives til genindvindingsværdien.”

Dette må antages at dække over den situation, hvor det købte aktiv ikke lever op til forventningerne til aktivets positive nettopengestrømme.

For forsyningsselskaberne er der det særlige forhold, at der efter selskabets erhvervelse af forsyningsnettet eller enkeltaktiver som udgangspunkt ikke er indtrådt begivenheder, som giver indikation på værdiforringelse. Den – i disse selskaber helt særlige – indikation på værdiforringelse, eksisterer allerede på erhvervelsestidspunktet af aktivet, som følge af de særlige regler for afkast på den investerede kapital.

Der kan derfor stilles spørgsmål ved, om der i forsyningsselskaberne overhovedet skal foretages nedskrivningstest under IFRS, medmindre der efter anskaffelsen af aktiverne er fremkommet indikationer på værdiforringelse af aktiverne.

Årsregnskabsloven må på dette punkt, efter styrelsens opfattelse, fortolkes i overensstemmelse med IFRS. Dette indebærer, at hvis der ikke for forsyningsvirksomhederne er indtruffet begivenheder, der indikerer nedskrivningsbehov, er det ikke nødvendigt, at forsyningsselskaberne foretager en nedskrivningstest på anlægsaktiverne. Ved at fortolke bestemmelsen i overensstemmelse med IFRS sikres det, at der kun skal laves nedskrivningstests, når der er indikationer på værdiforringelser. For synspunktet taler også, at der modsætningsvis skulle foretages nedskrivningstests af alle aktiver, herunder af eventuel goodwill hvert år, hvilket ikke er intentionen med bestemmelsen i årsregnskabsloven.

Hvis der imidlertid indtræffer begivenheder, som efter IAS 36 indikerer, at der skal laves nedskrivningstest, skal der naturligvis også i forsyningsselskaberne efter årsregnskabsloven laves en helt almindelig nedskrivningstest.

Når der er indtruffet begivenheder, der indikerer, at der skal foretages nedskrivningstest, finder årsregnskabslovens almindelige regel for nedskrivningstest anvendelse.

Beregning af kapitalværdi

Som tidligere omtalt bygger årsregnskabslovens bestemmelse om nedskrivning på IAS 36.

Efter denne standard kan kapitalværdien bl.a. beregnes efter DCFmodellen (DCF står for ”discounted cash flow”) på baggrund af de tilbagediskonterede fremtidige nettoindbetalinger, som aktivet på balancedagen forventes at indbringe ved en fortsat benyttelse i den nuværende funktion. Her kan IAS 36, afsnit 33-57 anvendes som fortolkningsbidrag til, hvordan kapitalværdien skal beregnes.

Problemstillingen ved beregning af kapitalværdien er primært centreret om, hvorledes diskonteringsfaktoren (afkastkravet) i DCF-modellen skal beregnes.

DCF-modellen forudsætter, at diskonteringsfaktoren er udtryk for tidsværdien af pengestrømmene. Værdien opgøres som den risikofrie rente plus et tillæg baseret på risikoen på det konkrete aktiv eller pengestrømsgenerende enhed (CGU), jf. IAS 36, afsnit 55.

Da risikoen for forsyningsvirksomheder med monopollignende status og prisregulering er begrænset, må det antages, at risikotillægget er af minimal størrelse. I konkrete tilfælde kan der muligvis argumenteres for, at risikotillægget kan være særligt lavt på grund af selskabernes helt særlige karakter.

Investeringen i anlægsaktiverne er sket som led i selskabernes sædvanlige forretningsmæssige dispositioner til brug for skabelsen af en indtjening. Forrentningen af den investerede kapital vil på grund af de lovgivningsmæssige krav være lav, men dette var både kapitalejerne og selskabernes ledelse opmærksomme på allerede på investeringstidspunktet.

Yderligere gør sig det særlige gældende i forsyningsselskaberne, at selskabsdeltagerne (kapitalejerne) allerede ved deres kapitalindskud er klar over de specielle betingelser og begrænsninger, der gælder for afkastet på deres investering i selskabet.

Investeringen er heller ikke gennemført for at begunstige investorer eller tredjepart, men er foretaget som en almindelig erhvervsmæssig investering, hvorved forsyningsselskabet kan opfylde sit formål over for dets kunder.

Beregningen af kapitalværdi vil dog altid kræve en diskonteringsfaktor, som overstiger den risikofrie rente. Dette vil som udgangspunkt ofte medføre en automatisk nedskrivning af aktiver i forsyningsselskaber, når der laves en nedskrivningstest.

Denne situation kendes også ved køb af dattervirksomheder, hvor det forventes, at en væsentlig del af den fremtidige indtjening vil komme fra en forventet omstrukturering (som der ikke kan tages hensyn til i beregningen af kapitalværdien). Denne problemstilling er beskrevet i BC 69-72 til IAS 36. I denne situation mener IASB, at problemet skal løses ved, at genvindvindingsværdien for den erhvervede dattervirksomhed skal beregnes med baggrund i den højere salgsværdi.

Situationen med den erhvervede dattervirksomhed skal formentlig anvendes analogt på den konkrete situation. Det er herved således også muligt, at genindvindingsværdien for aktiver i forsyningsselskaber er lig med salgsværdien.

Beregning af salgsværdi

Den pålidelige salgsværdi under IAS 36 er baseret på en indgået salgsaftale, jf. IAS 36, afsnit 25. Hvis der ikke er indgået en salgsaftale, er værdien på et aktivt marked det bedste udtryk for salgsværdien. Hvis der heller ikke er et aktivt marked, skal salgsværdien beregnes baseret på de bedste tilgængelige data, herunder aktuelle handler.

Dette betyder, at salgsværdien er udtryk for, hvad et andet forsyningsselskab vil være villigt at betale for aktivet. (Det forudsættes her, at det testede aktiv er en hel pengestrømsfrembringende enhed.)

Det forudsættes også, at aktiverne alene vil kunne handles mellem forsyningsselskaber, da køber senest ved erhvervelsen bliver omfattet af de særlige regler for forsyningsselskaber.

Dagsværdiberegningen vil også kunne tage udgangspunkt i en DCFmodel. Her er selskaberne imidlertid ikke begrænset af de samme krav, som der stilles til fx diskonteringsfaktoren i en kapitalværdiberegning. Det er netop ikke kapitalværdien som skal beregnes, men derimod hvad en villig køber vil betale for aktivet.

Det må således forudsættes, at salgsværdien kan opgøres på basis af branchens forrentningskrav. Dette forudsætter naturligvis, at det anvendte forrentningskrav er sædvanligt inden for branchen, og at det præsenterer den forrentning af investeringen, som det må forventes, at en villig og uafhængig part inden for branchen vil kræve ved køb.

Hvis der inden for branchen investeres på baggrund af afkastkrav, som er lavere end den risikofrie rente, må dette lavere afkastkrav lægges til grund ved beregningen af salgsværdien. Et højere afkastkrav ville medføre, at den beregnede salgsværdi ville blive lavere end den reelle salgsværdi.

Ad. 3 Præsentation af indskudt kapital og opsparet overskud, som ikke kan udloddes

I nogle typer af forsyningsvirksomheder kan der opspares overskud, der ikke skal tilbagebetales til forbrugerne. Omvendt må dette overskud heller ikke blive udloddet til ejerne. Der kan også i nogle typer af forsyningsvirksomheder være indskudt kapital (fx en overkurs), som ligeledes ikke kan udloddes til ejerne. Begrænsningerne følger af de særlige bestemmelser for forsyningsvirksomheder.

Beløbene er udtryk for egenkapital, da de ikke opfylder definitionen på en forpligtelse. Ejernes begrænsede rådighed over posterne medfører ikke, at der er tale om forpligtelser.

Disse beløb skal, efter styrelsens opfattelse, præsenteres som en bunden reserve i egenkapitalen. Overskud kan fx præsenteres som ”overskud, der i henhold til særlovgivning ikke kan udloddes”. Indskudt kapital kan være bunden overkurs eller anden bunden reserve.

Der er en række regnskabsmæssige og selskabsretlige krav til egenkapitalreserver. Der kan være restriktioner for udlodning eller mulighed for netop udlodning.

En reserve, der opstår ved indskudt kapital eller overført overskud, men som i henhold til særlovgivning ikke kan udloddes til selskabsdeltagere, skal præsenteres som bunden reserve på egenkapitalen.

Der er begrænsede krav til sådan en reserve i selskabs- og årsregnskabslovgivningen, dog må det af hensyn til et ”retvisende billede” være nødvendigt og hensigtsmæssigt at signalere overfor regnskabsbruger, at der er tale om en lovbestemt bunden reserve, som ikke kan udloddes. Det er f.eks. muligt at have en forklarende tekst under egenkapitalnoten, hvoraf det fremgår, at kapitalen er bunden og begrundelse herfor.

Nye arabertalsposter kan tilføjes under egenkapitalen, jf. årsregnskabslovens § 23, stk. 2, og benævnelsen kan ændres, jf. § 23, stk. 4. Disse bestemmelser vil være relevante at anvende for forsyningsvirksomheder, som har disse særlige reserver af bunden egenkapital.

Notatets anvendelse

Notatet giver udtryk for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens vejledende fortolkninger, som ikke nødvendigvis er bindende, idet endelig afgørelse henhører under domstolene. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal gøre opmærksom på, at notatet har været forelagt og drøftet i Regnskabsrådet.

De vejledende fortolkninger i notatet, vil naturligvis kun blive benyttet fremadrettet i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens arbejde i forbindelse med den stikprøvevise undersøgelse af modtagne årsrapporter.

Forsyningsvirksomhederne har en lovbestemt tilbagebetalings- eller prisreguleringspligt. Det vil sige, at hvis taksterne samlet set har været for høje i forhold til forsyningsvirksomhedens omkostninger, så skal den reguleringsmæssige ”overdækning” tilbagebetales til forbrugerne som reduktioner i de fremtidige takster. Tilsvarende skal en eventuel reguleringsmæssig ”underdækning” betales af forbrugerne ved fremtidige forhøjelser i taksterne, hvis forsyningsselskabet ønsker at gøre brug af muligheden for takstforhøjelser.

Den reguleringsmæssige over- og underdækning må ikke forveksles med kundernes individuelle opgjorte periodeforbrug med merforbrug eller mindre forbrug i forhold til periodens skønnede forbrug. Her er der tale om sædvanlige efterreguleringer af kundernes realiserede forbrug. Sådanne efterreguleringer præsenteres som almindelige kundetilgodehavender
eller gældsforpligtelse over for kunder.

Det skal bemærkes, at når der foretages efterfølgende prisændring som følge af reguleringsmæssig under- eller overdækning, sker dette ikke nødvendigvis til de forbrugere, som opgjort efter forbrug har betalt for meget eller for lidt tidligere, fx som følge af fraflytning. Det reguleringsmæssige over-/underdækningsbeløb opgøres på basis af alle forbrugeres samlede periodeforbrug og fordeles på baggrund af, hvad der er målt via separate målere på forbrugsstedet. Pligten til at reducere prisen på grund af en reguleringsmæssig overdækning eller den valgte udnyttelse af retten til at indkræve en reguleringsmæssig underdækning
følger herved den enkelte måler, og reguleringsbeløb afregnes over for den, som på afregningstidspunktet er registreret som bruger af den enkelte måler.

Efter styrelsens opfattelse skal en lovbestemt regulering af for meget eller for lidt opkrævede beløb indregnes i resultatopgørelsen som en korrektionspost til nettoomsætningen. Korrektionsposten bør, hvis ikke denne vises som særskilt post i resultatopgørelsen, medtages og nærmere omtales i en note til nettoomsætningen.

Vedrørende indregningen af over- eller underdækningen i balancen er det afgørende, om denne kan betragtes som et aktiv eller en gældsforpligtelse. Om indregning af aktiver og forpligtelser siger årsregnskabslovens § 33:

”Et aktiv skal indregnes i balancen, når det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde virksomheden og aktivets værdi kan måles pålideligt……

Stk. 2. En forpligtelse skal indregnes i balancen, når det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil fragå virksomheden og forpligtelsens værdi kan måles pålideligt.
Stk. 3. Ved indregning og måling af aktiver og forpligtelser skal der tages hensyn til alle forhold, herunder forudsigelige risici og tab, der fremkommer inden det tidspunkt, hvor årsrapporten udarbejdes, og som bekræfter eller afkræfter forhold, som er opstået senest på balancedagen.”

I bilag 1, C, nr. 1 til årsregnskabsloven defineres aktiver således:

”1. aktiver
Ressourcer, som er under virksomhedens kontrol som et resultat af tidligere begivenheder, og hvorfra fremtidige  økonomiske fordele forventes at tilflyde virksomheden.”

Det er styrelsens opfattelse (på baggrund af ovenstående definitioner), at en reguleringsforpligtelse som følge af en overdækning med pligt til regulering i taksten skal indregnes i balancen. Det samme gør sig gældende ved en underdækning i de tilfælde, hvor forsyningsselskabet har valgt at udnytte sin ret til at regulere taksten.

Et aktiv og en forpligtelse er en eksisterende kontrolleret ressource eller en pligt på balancetidspunktet, der er opstået som resultat af begivenheder i det afsluttede regnskabsår. Disse begivenheder har bestået i, at selskabet har beregnet prisen med ”overdækning/underdækning”, hvor denne lovbestemt skal refunderes/betales af forbrugerne.

Det er styrelsens opfattelse, at hvis der er tale om en monopollignende situation med et leveringsret og en leveringsforpligtelse, og der samtidig i særlovgivningen er en eksigibel ret til opkrævning af de faktiske omkostninger, vil det tilgodehavende, som opstår ved en underdækning, være så sikker på efterfølgende realisering, at der skal ske indregning som aktiv efter årsregnskabslovens regler herfor.

Indregning af en oparbejdet reguleret overdækning, som skal tilbagebetales brugerne, skal efter styrelsens opfattelse indregnes som en hensat forpligtelse eller en gældsforpligtelse afhængig af særlovgivningens regler på området, herunder hvorledes der skal ske tilbagebetaling af overpriser samt tidspunktet for disse.

Hvis forsyningsselskabet, som styrelsen har forstået det, har en lovbestemt tilbagebetalings- eller prisreguleringspligt, og beløbet kan opgøres pålideligt, og der er fast tidspunkt herfor, er det styrelsens opfattelse, at selskabet er pålagt en forpligtelse, som skal præsenteres som en gældsforpligtelse i årsregnskabet.

Er forholdet imidlertid, at forpligtelsen er uvis med hensyn til størrelse eller forfaldstidspunkt, skal forsyningsselskabet indregne og præsentere beløbet som en hensat forpligtelse (hensættelse).

Den anvendte praksis skal med opgørelsesmetode m.v. beskrives i redegørelsen eller noten for anvendt regnskabspraksis.
Styrelsen kan i øvrigt henvise til de foreløbige konklusioner på IASBs løbende drøftelser og i den anledning udkastet af juli 2009 vedrørende rate-regulerede aktiviteter, ED/2009/8 ”Rate-regulated Activities” med tilhørende udkast til Basics for Conclusions (BC) og Illustrative Examples. (IASB: International Accounting Standard Board, det organ, der udsteder de internationale
regnskabsstandarder.)

Ifølge udkastet er der to kriterier, som skal være opfyldt, før der kan være tale om takstregulerede aktiviteter, som skal indregnes i årsregnskabet. For det første skal et godkendt organ fastsætte prisen, og kunderne skal være bundet af denne pris. For det andet skal prissatsen være fastsat for at betale de udgifter (plus et evt. afkast), som der er ved at drive aktiviteten. (ED/2009/8 Question 1 og afsnit 3)

Efter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse skal begrebet 'offentlig prisregulering' efter årsregnskabsloven forstås ud fra en principbaseret tilgang. Det væsentlige er, at prisen er reguleret og under kontrol af en offentlig myndighed. Prisen kan enten være fastsat for den enkelte ydelse eller for en samlet pakke af ydelser, som det sker efter lovgivningen for offentlig forsyningsvirksomhed. Der kan også være tale om, at prisen skal forhåndsgodkendes af en myndighed, eller at prisen kalkuleres af virksomheden efter lovgivningens krav, hvorefter myndighederne kan beslutte at efterprøve beregningen.

Virksomheden skal måle over- eller underdækningen på tidspunktet for første indregning og efterfølgende til deres forventede nutidsværdi. (ED/2009/8 Question 3 og afsnit 12) Ved balancedagen skal virksomheden overveje, om taksterne gør det muligt at inddrage de indtægter, der skal til, og at beløbene kan inddrives. Hvis ikke, skal der i henhold til udkastet indregnes en værdiforringelse i henhold til IAS 36. (ED/2009/8 Question 5 og afsnit 17-20)

Udkastet lægger også vægt på, at der skal være uddybende oplysningskrav i regnskabet til brugerne, således at det er forståeligt og muligt at identificere, hvilke takstmæssige aktiver og forpligtelser, der er indregnet i regnskabet. (ED/2009/8 Question 6 og afsnit 24-30)

En del af diskussionerne til udkastet går på, om der kan være tale om et aktiv, når retten til takstforhøjelser gælder hele  kundeporteføljen. Det vil sige, at den enkelte kunde ikke har forpligtet sig til at efterspørge en given mængde. I udkastet til Basis for Conclusions konkluderer IASB, at indregning og måling af reguleringsaktiver og –forpligtelser skal betragtes på et aggregeret kundeniveau som en helhed. (Basis for Conclusions, ED/2009/8 BC afsnit 19)

I nogle typer af forsyningsvirksomheder kan der opspares overskud, der ikke skal tilbagebetales til forbrugerne. Omvendt må dette overskud heller ikke blive udloddet til ejerne. Der kan også i nogle typer af forsyningsvirksomheder være indskudt kapital (fx en overkurs), som ligeledes ikke kan udloddes til ejerne.

Begrænsningerne følger af de særlige bestemmelser for forsyningsvirksomheder. Beløbene er udtryk for egenkapital, da de ikke opfylder definitionen på en forpligtelse. Ejernes begrænsede rådighed over posterne medfører ikke, at der er tale om forpligtelser.

Disse beløb skal, efter styrelsens opfattelse, præsenteres som en bunden reserve i egenkapitalen. Overskud kan fx præsenteres som
”overskud, der i henhold til særlovgivning ikke kan udloddes”. Indskudt kapital kan være bunden overkurs eller anden bunden reserve.

Der er en række regnskabsmæssige og selskabsretlige krav til egenkapitalreserver. Der kan være restriktioner for udlodning eller mulighed for netop udlodning.

En reserve, der opstår ved indskudt kapital eller overført overskud, men som i henhold til særlovgivning ikke kan udloddes til selskabsdeltagere, skal præsenteres som bunden reserve på egenkapitalen.

Der er begrænsede krav til sådan en reserve i selskabs- og årsregnskabslovgivningen, dog må det af hensyn til et ”retvisende billede” være nødvendigt og hensigtsmæssigt at signalere overfor regnskabsbruger, at der er tale om en lovbestemt bunden reserve, som ikke kan udloddes. Det er fx muligt at have en forklarende tekst under egenkapitalnoten, hvoraf det fremgår, at kapitalen er bunden og begrundelse herfor.

Nye arabertalsposter kan tilføjes under egenkapitalen, jf. årsregnskabslovens § 23, stk. 2, og benævnelsen kan ændres, jf. § 23, stk. 4. Disse bestemmelser vil være relevante at anvende for forsyningsvirksomheder, som har disse særlige reserver af bunden egenkapital.

Notatet giver udtryk for Erhvervs- og Selskabsstyrelsens vejledende fortolkninger, som ikke nødvendigvis er bindende, idet endelig afgørelse henhører under domstolene. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal gøre opmærksom på, at notatet har været forelagt og drøftet i Regnskabsrådet.

De vejledende fortolkninger i notatet, vil naturligvis kun blive benyttet fremadrettet i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens arbejde i forbindelse med den stikprøvevise undersøgelse af modtagne årsrapporter.