Interessen for ansvarlige og bæredygtige investeringer er vokset i Danmark i de seneste år. Det stiller øget krav til virksomheders rapportering og kommunikation af samfundsansvar samt deres forretningsmodel og bidrag til indfrielsen af FNs 17 Verdensmål.
Danske pensionsselskaber, banker, offentlige og private fonde oplever en stigende efterspørgsel fra aktionærer og kunder til i højere grad at investere i nye og etablerede forretningsmodeller, der fremmer en mere ansvarlig og bæredygtig samfundsudvikling både i og uden for Danmark.
'Vejledning om Ansvarlige Investeringer' tager udgangspunkt i OECD’s papir, Responsible Business Conduct for Institutional Investors (2017), og skal hjælpe investorer til at implementere og videreudvikle egne due diligence processer i overensstemmelse med OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder og FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv.