Den 1. januar 2025 opdateres de branchekoder, der anvendes i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), fra Dansk Branchekode 2007 (DB07) til Dansk Branchekode 2025 (DB25). Dette sker som led i, at de internationale branchenomenklaturer opdateres på hhv. FN og EU-niveau.
Opdateringen betyder, at samtlige virksomheder og produktionsenheder, som er aktive ved årsskiftet 2024/2025, får opdateret deres hovedbranche og eventuelle bibrancher med virkning fra den 1. januar 2025.
I omegnen af 1.8 mio. virksomheder og produktionsenheder skal have opdateret deres branchekoder. Det vil ikke kunne gennemføres uden nedetid på nogle af Erhvervsstyrelsens digitale selvbetjeningsløsninger. Af denne årsag lukkes der for at starte, ændre og lukke virksomheder på Virk fra den 28. december kl. 1:00.
Herefter igangsættes selve opdateringen af branchekoderne, hvilket gradvist vil kunne ses på CVR.dk og i Erhvervsstyrelsens andre distributionsløsninger. Det forventes, at samtlige virksomheder er opdateret med deres nye branchekoder den 1. januar 2025, og de digitale selvbetjeningsløsninger forventes at åbne igen den 1. januar kl.18.00. Herefter kan der foretages registreringer som normalt.
Der lukkes ikke for de digitale selvbetjeningsløsninger til indberetning af årsrapporter.
Danmarks Statistik er den ansvarlige myndighed for opdateringen af branchekoder, men som registeransvarlig myndighed for CVR er det Erhvervsstyrelsens opgave at implementere de nye branchekoder her.
Hvis du har spørgsmål til Erhvervsstyrelsen omkring opdateringen af branchekoderne i CVR kan du skrive til [email protected].
Hvis du har spørgsmål til de nye branchekoder, kan du med fordel kontakte Danmarks Statistik.