Den geopolitiske situation gør international samhandel stadig mere kompleks, og danske virksomheder bruger både tid, kræfter og ressourcer på at orientere sig i sanktioner mod lande og produkter, der løbende ændrer sig. Det mærker man også i efterspørgslen efter vejledning hos Erhvervsstyrelsen.
I 2023 har Erhvervsstyrelsen indtil nu modtaget ca. 800 henvendelser om eksport til sanktionerede lande og om eksportkontrolreglerne. Og indenfor de seneste 12 måneder har Erhvervsstyrelsen registreret 102 potentielle overtrædelsessager, hvor styrelsen har undersøgt eller undersøger mulige brud på eksportkontrol og/eller sanktionsreglerne.
For at hjælpe virksomhederne bedst muligt lancerer Erhvervsstyrelsen derfor en ny hjemmeside med råd og vejledning til virksomheder, der står overfor at skulle eksportere varer eller tjenesteydelser.
På den nye hjemmeside kan virksomhederne finde information om nogle af de lande, der er omfattet af eksportrestriktioner. Samtidig kan de se, hvilke varer der skal søges eksporttilladelser til, hvis de fx kan bruges til både civile og militære formål, fortæller vicedirektør i Erhvervsstyrelsen Torsten Andersen.
Gå til den nye side om eksportkontrol
Gratis tjek af kunde
På hjemmesiden tilbyder Erhvervsstyrelsen desuden et gratis tjek af, om der findes kritiske oplysninger om den enkelte kunde. Hvis det er tilfældet, skal virksomheden måske søge tilladelse til eksporten.
Kundetjekket er gyldigt i to år fra udstedelsesdatoen, medmindre andet oplyses af Erhvervsstyrelsen. Kundetjekket kan kun bruges i forbindelse med eksport af dual-use produkter.