Nyhed

Markant flere virksomheder kender til erhvervshusene

For tredje gang måles kendskabet til erhvervshusene blandt danske SMV’er.

  • 19. marts 2024
  • Udvikling og vækst i hele Danmark

Kendskab er en forudsætning for, at den hjælp, der tilbydes af de seks erhvervshuse og deres filialer, er tilgængelig for virksomheder og iværksættere i hele landet.  

Erhvervsstyrelsen har tidligere målt kendskabet erhvervshusene i 2020 og 2021. Nu er den seneste kendskabsmåling gennemført blandt i alt 3.018, repræsentativt udvalgte, danske virksomheder. Målingen er udarbejdet i samarbejde med BDO og Wilke og viser, at 45 pct. af virksomhederne har hørt om erhvervshusene. I 2020 og 2021 var det hhv. 33 pct. og 34 pct.

Kendskabsmålingen viser også: 

  • at kendskabet er størst blandt SMV’er, hvor mere end hver anden virksomhed, der beskæftiger mellem 9 og 200 ansatte, har hørt om erhvervshusene;
  • at stigningen i kendskabet navnlig er båret af, at flere mikrovirksomheder med 1 til 9 ansatte har hørt om erhvervshusene;
  • at 46 pct. af de virksomheder, der har hørt om erhvervshusene, også kender til de ydelser, erhvervshusene tilbyder;
  • at 60 pct. af de virksomheder, som kender erhvervshusenes ydelser, også har benyttet deres services én eller flere gange;
  • at 87 pct. af virksomheder, der har brugt erhvervshusene, oplever dem som en professional sparringpartner.

Fakta om erhvervshusene

Erhvervshusene, der blev etableret 1. januar 2019, tilbyder gratis og uvildig, specialiseret vejledning med udgangspunkt i virksomhedernes individuelle behov og henviser til private rådgivere og andre offentlige aktører, der kan hjælpe virksomheden videre.