Ved handel med varer og tjenesteydelser uden for EU møder danske virksomheder regler, der adskiller sig fra handel inden for EU's grænser. Erhvervsstyrelsen varetager opgaver inden for handel med tjenesteydelser uden for EU samt defensive handelsinstrumenter, der omfatter foranstaltninger mod unfair og konkurrenceforvridende handelspraksis fra lande uden for EU.
Import og eksport af varer til og fra lande uden for EU
Erhvervsstyrelsen varetager sager vedrørende defensive handelsinstrumenter. Defensive handelsinstrumenter er foranstaltninger (told) ved import og eksport, som lande anvender for at beskytte deres hjemlige industrier mod urimelige handelspraksisser fra tredjelande. Disse instrumenter reguleres primært af de internationale handelsregler i Verdenshandelsorganisationen (WTO). Det kan både omhandle EU’s brug af defensive handelsinstrumenter, såvel som lande uden for EU’s anvendelse af defensive handelsinstrumenter mod EU. Efter told-foranstaltningerne er vedtaget bliver de implementeret og håndhævet af Toldstyrelsen. Spørgsmål vedrørende gældende told, samt procedurer, regler og lignende skal derfor rettes til Toldstyrelsen.
Eksport af tjenesteydelser udenfor EU
EU er verdens største forhandler af tjenesteydelser. Begrebet tjenesteydelse dækker over en lang række sektorer, som f.eks. transport, telekommunikation, professionelle tjenester, finansielle tjenester, post- og kurertjenester, detailhandel og distribution, miljøtjenester, turisme m.fl.
Ved eksport af tjenesteydelser til tredjelande er der typisk færre restriktioner sammenlignet med vareeksport, men virksomheder bør fortsat have indsigt i den lokale lovgivning, bl.a. skatte- og momslove, i modtagerlandet. At åbne for handel med tjenesteydelser handler ikke om at fjerne barrierer ved grænsen, da der ikke er told på tjenesteydelser. Det handler hovedsageligt om at håndtere diskriminerende og kvantitative restriktioner, der kan hindre EU-virksomheder i at levere tjenester uden for EU.
Erhvervsstyrelsens vejledning
Det er EU-Kommissionen, der har ansvaret for antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsesprocedurerne. Det er derfor også EU-Kommissionen der indleder undersøgelser og udarbejder forslag til vedtagelse. Antidumping-, antisubsidie- og beskyttelsestold kan kun indføres eller forlænges, hvis den vedtages af EU’s medlemsstater. Danmark er repræsenteret af Erhvervsstyrelsen i disse sager.
For at understøtte danske virksomheder i deres internationale handel, har Erhvervsstyrelsen udarbejdet en række vejledninger, der beskriver, hvordan virksomheder bør forholde sig til de gældende regler. Disse vejledninger giver information om, hvordan man håndterer import- og eksporttransaktioner udenfor EU og sikrer, at virksomheden overholder lovkrav og administrative procedurer. Erhvervsstyrelsens vejledninger er derfor et værktøj for virksomheder, der ønsker at navigere de juridiske og økonomiske aspekter af international handel.
Virksomhedsguiden
Virksomhedernes guide til opstart, drift og udvikling.