Automatisk bæredygtighedsrapportering (ABR) er Erhvervsstyrelsens samlede indsats for at gøre arbejdet med ESG-data mere effektivt, standardiseret og digitalt. Målet er at understøtte danske virksomheders muligheder for at leve op til stigende krav om dokumentation og transparens – samtidig med at de administrative byrder reduceres.
I dag er arbejdet med bæredygtighedsdata ofte fragmenteret og indsamlet manuelt, med forskellige spørgeskemaer, systemer og rapporteringskrav. ABR-projektet arbejder for at ændre dette gennem:
- Udvikle fælles digitale dataformater for bæredygtighedsrapportering
- Bygge infrastruktur til sikker deling af ESG-data
- Støtte virksomheder i compliance med EU-krav
- Skabe bedre muligheder for automatiseret klimarapportering
Klimakontoplanen er et centralt element i automatiseringen af klimaregnskabet. Her arbejder Erhvervsstyrelsen med at standardisere hvordan eksisterende bogføringsdata benyttes til at opgøre klimaregnskabet, så virksomheder i højere grad kan genbruge data, reducere manuelt arbejde og styrke kvaliteten i deres klimaregnskab.
Ud over Klimakontoplanen omfatter ABR en række øvrige initiativer, som du kan læse mere om nedenfor:
Den frivillige SMV-standard (VSME)
Som en del af ABR-projektet er der igangsat et initiativ for at gøre det enklere for små og mellemstore virksomheder at arbejde systematisk med ESG-data. Initiativet bygger på EFRAGs frivillige SMV-standard (VSME), der blev henstillet af EU-Kommissionen den 30. juli 2025 som officiel anbefaling til brug for SMV’er og deres samarbejdspartnere.
Formålet med VSME-standarden er at gøre det muligt at spørge og svare på ESG-oplysninger i et ensartet format, så både mindre og større virksomheder kan dele og modtage data på tværs af sektorer og lande.
Arbejdet omfatter blandt andet:
- Udvikling af et Excel-baseret dataformat med XBRL-opmærkning
- Undersøgelse af en fælles IT-infrastruktur til deling af ESG-data
- Kortlægning af virksomheders barrierer og ressourceforbrug via analyser og interviews
Undersøgelser viser, at mange virksomheder oplever ESG-rapportering som komplekst og tidskrævende. Med en standardiseret og digital løsning vil SMV’er kunne levere ESG-data til større kunder, banker og investorer hurtigere og mere effektivt – også selvom de ikke er underlagt CSRD-krav.
Det digitale produktpas (DPP)
Fra 2027 vil flere produktgrupper være omfattet af krav om digitale produktpas (DPP). Det digitale produktpas er en del af EU’s ecodesignforordning og skal sikre større gennemsigtighed i materialer, klimaaftryk, sociale forhold og produktets livscyklus.
Produktpasset vil:
- Gøre det lettere for indkøbere og forbrugere at træffe miljøvenlige valg
- Støtte cirkulære forretningsmodeller og genbrug af materialer
- Skabe et fælles grundlag for digitalt tilgængelige ESG-oplysninger
Tidsplan:
- 2026: Lovkrav træder i kraft, tekniske standarder fastlægges
- 2026-2029: Gradvis udrulning til produktgrupper som stål, tekstiler, aluminium, dæk, møbler, madrasser og elektronik
- Krav kan desuden komme i anden lovgivning, fx batteriforordningen og det reviderede legetøjssikkerhedsdirektiv
DPP vil gøre verificerbare produktdata til en konkurrenceparameter og kræve nye processer for dataindsamling, leverandørstyring og compliance. Som virksomhed kan du være med til at følge og forme, hvordan kommende standarder skal se ud for digitale produktpas.
Grønne data i e-fakturaen
Med krav fra både danske og europæiske bæredygtighedsreguleringer – og i høj grad også fra markedet selv – stiger forventningerne til, at virksomheder skal have overblik over deres klimaaftryk – ikke mindst i forsyningskæden. Derfor har Erhvervsstyrelsen udvidet mulighederne i e-fakturaen, så virksomheder nu kan opgive udvalgte klima- og produktdata direkte i faktureringen.
Formålet er at gøre virksomheders klima-rapportering mere ensartet og digital ved at gøre bl.a. produktmærker og CO2e-data tilgængelige allerede i fakturaprocessen. Dette styrker datakvaliteten og gør det nemmere at leve op til kommende rapporteringskrav, særligt når det gælder emissioner fra indkøb og den øvrige leverandørkæde, hvor mange virksomheders største klimaaftryk ofte ligger.
Initiativet omfatter fem nye grønne felter i e-fakturaen:
- Produktmærker (fx Svanemærket, Ø-mærket, Fairtrade)
- CO2-emissionsfaktor (fx fra LCA, EPD eller ekstern database)
- Produktkode (fx UNSPSC, HS, CPV)
- Mængde (antal)
- Enhedsangivelse (fx kg, stk., liter)
Vejen frem
ABR, VSME, DPP og KKP er centrale byggesten i et nyt digitalt økosystem for ESG-data. Det vil give virksomheder bedre muligheder for at:
- Imødekomme stigende compliancekrav fra EU og internationale markeder
- Effektivisere rapportering og frigøre ressourcer til strategiske bæredygtighedsinitiativer
- Styrke gennemsigtighed og tillid i leverandørkæder og på finansielle markeder
- Få adgang til standardiserede, verificerbare data, der kan bruges til markedsføring og risikostyring
Virksomheder, der tidligt forbereder sig på de kommende standarder og digitale løsninger, vil stå stærkere i en fremtid, hvor dokumentation af bæredygtighed er en konkurrencefaktor.
Virksomhedsguiden
Virksomhedernes guide til opstart, drift og udvikling.
Kontakt
Ved spørgsmål vedrørende automatisk bæredygtighedsrapportering kontakt: