Virksomheder indsamler allerede i dag store mængder finansielle data via deres bogføring – alt fra energi, transport og materialer til øvrige driftsomkostninger. Udfordringen har hidtil været, at bogføringsdata ikke umiddelbart kan omsættes til klimadata af tilsvarende kvalitet. Det skaber en kløft mellem de data, virksomheder allerede registrerer, og de data, der efterspørges til brug for klimaregnskaber.
Når lovgivningen eller markedet stiller krav om klimarapportering fra virksomheder, betyder det ofte, at virksomheder må gennemføre manuelle og tidskrævende processer eller investere i omfattende konsulentbistand. Samtidig mangler der fælles standarder, som skal sikre sammenhæng, kvalitet og sporbarhed i datagrundlag og beregninger.
Klimakontoplanen gør det muligt at:
- Berige finansielle data med klimarelevante oplysninger
- Automatisere koblingen mellem bogføring, emissionsfaktorer og klimaregnskabet
- Eksportere klimaregnskabet i digitale standardformater
- Understøtte virksomheders arbejde med klimarapportering og skabe overblik over klimaaftrykket med mindre manuelt arbejde.
Klimakontoplanen testes og udvikles i samarbejde med virksomheder, revisorer og systemleverandører. Målet er at gøre klimarapportering lige så integreret og effektiv som finansiel rapportering.
Hvad er Klimakontoplanen?
Klimakontoplanen består af flere elementer, som tilsammen gør det muligt at udlede klimadata på baggrund af bogførte finansdata.
Bogføringsdata indsamles fra virksomhedens system, helst på fakturalinjeniveau. For hver postering analyseres relevante oplysninger som posteringstekst og finanskonto med det formål at identificere det indkøbte produkt eller ydelse. Herefter tilknyttes der en UNSPSC-produktkode til hver linje for at opnå en standardiseret klassifikation af varer og tjenester. UNSPSC-koden benyttes til opslag i emissionsfaktordatabaser, hvor der søges en passende emissionsfaktor, der matcher det pågældende produkt eller ydelse. På den måde får hver transaktion tilført klimadata, eksempelvis i form af kg CO2e per krone eller per mængdeenhed.
Hvad er GHG-protokollen?
Greenhouse Gas Protocol (GHG-protokollen) er den mest anvendte internationale standard for opgørelse og rapportering af virksomheders drivhusgasudledninger.
Protokollen inddeler en virksomheds emissioner i tre scopes efter, hvem der ejer og kontrollerer udledningskilden:
- Scope 1 – Direkte emissioner fra kilder, som virksomheden selv ejer eller har operationel kontrol over (fx forbrænding af brændstof i egne køretøjer eller produktion).
- Scope 2 – Indirekte emissioner fra købt energi (f.eks. el og varme), som virksomheden forbruger, men ikke selv producerer.
- Scope 3 – Øvrige indirekte emissioner i virksomhedens værdikæde, både opstrøms (fx indkøbte varer og transport) og nedstrøms (fx brug og bortskaffelse af solgte produkter), som ligger uden for virksomhedens kontrol, men er en konsekvens af virksomhedens aktiviteter.
Klimakontoplanens nummerering er modelleret efter GHG-protokollens scope- og kategoristruktur. For eksempel svarer Scope 1, kategori 1 i GHG til CoSA-konto S1010.
Hvorfor en Klimakontoplan?
Bæredygtighedsrapporteringsdirektivet har betydet, at flere virksomheder gradvist bliver omfattet af krav om klimarapportering. Formålet med reglerne om virksomheders bæredygtighedsrapportering er at rette finansiering mod bæredygtige virksomheder og imødegå greenwashing, ved at gøre virksomheders bæredygtighedsoplysninger synlige for investorer, regnskabsbrugere og andre samfundsaktører. Direktivet understøtter formålet ved at styrke og ensrette rammerne for virksomheders rapportering om bæredygtighed.
Mange virksomheder – også SMV’er – oplever dog allerede i dag, at kunder, banker og andre samarbejdspartnere efterspørger klimadata. Derfor kan virksomheder alligevel blive mødt af krav om klimarapportering, selv om de endnu ikke er direkte omfattet af lovgivningen.
Klimakontoplanen skal bidrage til, at disse oplysninger kan udarbejdes mere effektiv, med mindre manuelt arbejdet og med højere datakvalitet.