Nyhed

Ansøgningsprocessen om at blive godkendt som importør af CBAM-varer er forsinket

Virksomheder, der importerer CO2- og energiintensive varer fra lande udenfor EU, var forventet at kunne søge om autorisation i EU’s CBAM-register fra den 1. januar 2025. Reglerne for ansøgnings- og autorisationsprocessen er mod forventning ikke blevet vedtaget af EU-kommissionen. Det betyder, at der ikke åbnes for ansøgninger pr. den 1. januar 2025.

  • 16. december 2024
  • International handel

CBAM - EU’s kulstofgrænsetilpasningsmekanisme – skulle efter planen træde ind i en ny fase den 1. januar 2025. Virksomheder, der importerer CO2- og energiintensive varer fra lande udenfor EU, som fx cement, jern, stål, aluminium, elektricitet, gødningsstoffer og brint, skulle fra den 1. januar 2025 kunne søge om at blive godkendte importører af CBAM-varer.

EU-kommissionens regler for ansøgnings- og autorisationsprocessen er mod forventning ikke vedtaget. Det betyder, at virksomhederne pr. den 1. januar 2025 ikke kan indsende deres ansøgning om at blive autoriserede som importører af CBAM.

Erhvervsstyrelsen er klar til at modtage ansøgningerne, så snart EU-reglerne er på plads. Erhvervsstyrelsen forventer ikke, at den forsinkede ansøgningsproces får betydning for virksomhedernes muligheder for at indhente autorisation inden den 1. januar 2026.

Erhvervsstyrelsen udsender mere information, når EU-reglerne er vedtaget.

Ved spørgsmål kan du skrive til [email protected].