Hvidvask

WW Solutions ApS

Vurdering om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende WW Solutions ApS

  • 3. juni 2022
  • WW Solutions ApS
  • Udbydere af c/o-adresser og virtuelle kontorhoteller

Resumé

På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 3. juni 2022 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende WW Solutions ApS, CVR-nr. 37618748.

Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en risikovurdering, hvorfor virksomheden blev påbudt at identificere og vurdere risikoen for, at virksomheden kan blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme. 

Erhvervsstyrelsen påbød herudover virksomheden at opdatere sine skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, således at de lever op til kravene i hvidvaskloven.

Virksomheden blev påbudt at gennemføre tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i 1 tilfælde ikke havde gennemført tilstrækkelig kontrol af kundens reelle ejeres identitetsoplysninger.

Virksomheden modtog herudover et påbud for i 3 tilfælde ikke at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold.

Virksomheden modtog endvidere et påbud for ikke at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.

Virksomheden blev herudover påbudt at iagttage hvidvasklovens opbevaringspligt, idet Erhvervsstyrelsen kunne konstatere, at virksomheden i 3 tilfælde ikke havde opbevaret tilstrækkelige oplysninger, som var blevet indhentet som led i virksomhedens kundekendskabsprocedurer.

Erhvervsstyrelsen har endvidere besluttet at anmode National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om at indlede en politimæssig efterforskning af, om WW Solutions ApS, har overtrådt hvidvasklovens § 7, stk. 1, § 11, stk. 1, nr. 4, og § 11, stk. 3.