Vejledning om Ejeraftaler (aktionæroverenskomster)

Den 29. maj 2009 vedtog Folketinget en ny selskabslov, som er trådt delvist i kraft den 1. marts 2010.

I den nye selskabslov præciseres det i § 82, at aftaler indgået mellem ejerne af et kapitalselskab ikke er bindende for kapitalselskabet og de beslutninger, der træffes af generalforsamlingen.

Den nye bestemmelse i § 82 er efter Erhvervsstyrelsens opfattelse alene en kodificering af den gældende retstilstand om, at ejeraftaler ikke er bindende for selskabet og for de beslutninger, der træffes på kapitalselskabets generalforsamling.

Derfor er der heller ikke udformet overgangsbestemmelser til lovens § 82 i ikrafttrædelsesbekendtgørelsen.

Formuleringen af bestemmelsen i § 82 har givet anledning til en del spørgsmål om rækkevidden af ejeraftalers aftaleretlige og selskabsretlige betydning.

Erhvervsstyrelsen har på baggrund heraf udfærdiget denne vejledning om den selskabsretlige rækkevidde af ejeraftaler.

Et kapitalselskab er ikke bundet af en ejeraftale (aktionæroverenskomst), da selskabet ikke er part i aftalen. Ejeraftaler er privatretlige aftaler, der indgås mellem kapitalejere eller grupper af disse. En tilsidesættelse af de nævnte aftaler kan ikke medføre, at engeneralforsamlingsbeslutning bliver ugyldig, ligesom selskabets tiltrædelse af en ejeraftale ikke har nogen retsvirkning for selskabet.

Erhvervsstyrelsen påser ikke overholdelse af ejeraftaler (aktionæroverenskomster), da disse ofte har sin baggrund i komplicerede faktiske forhold, og da det alene af den grund ville være uhensigtsmæssigt, at en administrativ myndighed, hvis primære opgave i relation til aktieselskaber og anpartsselskaber er af registrerings- og offentliggørelsesmæssig karakter, skulle tage stilling til de vanskelige fortolkningsspørgsmål, som disse aftaler mellem kapitalejerne ofte giver anledning til.

Erhvervsstyrelsen påser derfor alene, at de anmeldte forhold er i overensstemmelse med loven og vedtægterne.

I de konkrete tilfælde, hvor man i vedtægterne eller i en allonge til vedtægterne, har indføjet/vedhæftet en ejeraftale, har styrelsen ved en gennemgang af de anmeldte forhold anmodet selskabet om, at disse bestemmelser eller aftaler skulle udgå af vedtægterne, da de ikke var en del af det selskabsretlige regelsæt.

På nogle få punkter er det dog muligt at foretage en sammenkædning mellem en privatretlig aftale og selskabets vedtægter. Dette gælder f.eks. vedrørende en bestemmelse om forkøbsret, hvor der i vedtægterne henvises til, at bestyrelsen skal give sit samtykke til overdragelsen af aktier efter bestemte retningslinier fastsat i en aftale, hvilket ikke er i strid med selskabslovens bestemmelser. Se også nedenfor.

Erhvervsstyrelsens praksis har hidtil været at henvise til, at selskabslovene ikke regulerer det civilretlige forhold mellem parterne i en ejeraftale, men alene det selskabsretlige forhold mellem ejerne og selskabet. Nye ejere bliver automatisk bundet af de selskabsretlige dokumenter, dvs. vedtægterne, uden at tiltræde disse, hvilket ikke er tilfældet med en ejeraftale.

Konsekvensen af selskabslovens bestemmelse om ejeraftaler er ikke, at der ikke længere kan indgås aftaler mellem kapitalejerne. Der kan således som hidtil indgås gyldige, bindende aftaler mellem kapitalejerne, og eventuel misligholdelse af en ejeraftale har som hidtil almindelige civilretlige konsekvenser.

Det er som nævnt ovenfor fortsat Erhvervsstyrelsens opfattelse, at der kan indgås juridisk bindende aftaler mellem ejerne af et selskab.

Dette er også forudsat i selskabslovens §§ 6 og 7 om koncerndefinitionen, hvoraf det følger, at der kan indgås bindende aftaler mellem ejere af et selskab, hvilket kan have betydning for, hvem der har bestemmende indflydelse på selskabet og dermed på, om et selskab er moderselskab.

Samtidig fremgår det nu udtrykkeligt af selskabsloven, at ejeraftaler ikke har betydning for den selskabsretlige gyldighed af beslutninger, der træffes af generalforsamlingen. Den selskabsretlige gyldighed beror således alene på selskabsloven og selskabets vedtægter.

Selskabet er en selvstændig juridisk person, der kan indgå en aftale, herunder som ejer af et andet selskab, men aftaler indgået mellem et konkret selskabs ejere binder ikke selskabet selv.

Dette indebærer eksempelvis:

• I det omfang en ejeraftale indeholder bestemmelser om, at aftaleparterne skal stemme på en bestemt måde på en generalforsamling, er denne ikke bindende for selskabet, idet selskabet ikke har indflydelse på dispositioner, der træffes af dets kapitalejere på generalforsamlingen. Dette gælder også, hvis selskabet besidder egne kapitalandele, idet selskabet ikke har stemmeret på disse.
• Har f.eks. to kapitalejere i en ejeraftale aftalt, at de vil stemme imod udbytteudlodning på en generalforsamling, og den ene kapitalejer desuagtet stemmer for udbytteudlodningen, vil det kunne få aftaleretlige konsekvenser for personen at bryde aftalen. I forhold til selskabsretten kan personen imidlertid gyldigt stemme for en sådan udbytteudlodning.

Dette indebærer, at parterne nøje bør overveje, om der er behov for i ejeraftalen at aftale, hvilke civilretlige konsekvenser en evt. misligholdelse af ejeraftalen skal have. 

Kodificeringen af Erhvervsstyrelsens opfattelse i relation til ejeraftaler kan have konsekvenser, såvel for kapitalejere der har indgået ejeraftaler, og ligeledes for kapitalejere der ønsker at indgå en ejeraftale. Alle kapitalejere bør derfor overveje, hvorvidt kodificeringen af den tidligere praksis kan have betydning for eventuelle eksisterende ejeraftaler.

Den nye regel i selskabslovens § 82 giver efter Erhvervsstyrelsens opfattelse dirigenten et klarere grundlag at handle på i forbindelse med en generalforsamling.

Dirigenten har således hverken pligt eller ret til at inddrage en ejeraftale i forbindelse med stemmeafgivelse på generalforsamlingen. Dirigenten skal således alene vurdere, om stemmer afgivet på en generalforsamling er korrekt afgivet efter de selskabsretlige regler og i overensstemmelse med vedtægterne. Dirigenten hverken skal eller kan vurdere, om stemmen er i strid med en ejeraftale, eller eksempelvis om overholdelse af ejeraftalen vil være en fordel for selskabet.

Hvis en dirigent skulle vælge at nægte at modtage en selskabsretligt gyldig stemme med henvisning til, at stemmen afgives i strid med en ejeraftale, er det Erhvervsstyrelsens opfattelse, at dirigenten har tilsidesat sine forpligtelser, og at afstemningen om dette eller disse punkter ikke kan betragtes som gyldig.

En kapitalejer kan ligeledes ikke blokere en selskabsretlig gyldig beslutning under henvisning til, at Erhvervsstyrelsen skal nægte at registrere den pågældende beslutning som følge af, at den trufne beslutning strider mod en indgået ejeraftales indhold.

Overholdelse af ejeraftaler er således et forhold, der alene reguleres af de aftaleretlige regler, og det er op til parterne at gøre misligholdelsesbeføjelser gældende ved domstolene eller evt. ved voldgift, hvis aftalen ikke overholdes.

Har parterne i en ejeraftale regnet med at kunne blokere for en beslutning ved at gøre aftalens indhold gældende overfor dirigenten eller Erhvervsstyrelsen, kan afklaringen af ejeraftalens stilling i selskabslovens § 82 føre til, at der er behov for en tilpasning af allerede eksisterende ejeraftaler, således at ejeraftalen tilpasses indholdet af lovens § 82. Dette gør sig især gældende med hensyn til ejeraftalens regulering af misligholdelse. 

Vil kapitalejerne sikre, at en bestemmelse har selskabsretlig gyldighed, skal denne indsættes i selskabets vedtægter og dermed offentliggøres. Bestemmelsen skal dog have vedtægtsmæssig relevans, og bestemmelserne må ikke stride mod ufravigelige bestemmelser i loven. Det er således som nævnt ovenfor ikke muligt generelt at indføje eller vedhæfte en fuldstændig ejeraftale til vedtægterne.

På nogle få punkter er det dog muligt at overføre visse bestemmelser fra en privatretlig aftale til selskabets vedtægter. Som eksempel på bestemmelser, der efter Erhvervsstyrelsens opfattelse kan indsættes i vedtægterne, kan nævnes følgende eksempler:

• Forhold der beskriver selskabets kapitalforhold, stemmeretsbegrænsninger og også bemyndigelse til kapitaludvidelser m.v.
• Bestemmelser om overdragelse af kapitalandele, f.eks. forkøbsret, samtykkekrav eller indløsningsbestemmelser.
• Bestemmelser om, at visse beslutninger kræver enighed eller andre skærpede vedtagelseskrav, eller at visse kapitalejere er tillagt vetorettigheder over for bestemte nærmere opregnede generalforsamlingsbeslutninger.
• Bestemmelser om, at visse kapitalejere eller andre har ret til at udpege bestemte personer til selskabets øverste ledelsesorgan eller til det centrale ledelsesorgan.

Hensigten er, at alle interessenter kan få kendskab til alle væsentlige beslutninger, der gælder for selskabet.

Med den nye bestemmelse om ejeraftaler i selskabslovens § 82 er det utvetydigt slået fast, at selskabsloven står øverst i det selskabsretlige retshierarki. Herefter kommer vedtægterne, og først derefter kommer en eventuel ejeraftale, og en sådan aftale har alene civilretlig gyldighed.

Visse bestemmelser, der i dag er indeholdt i en ejeraftale, kan overføres til selskabets vedtægter for at give selskabsretlig gyldighed, jf. ovenfor.

Styrelsen vil som hidtil afvise registrering af vedtægter, der henviser til ejeraftaler, ligesom styrelsen fortsat ikke vil acceptere en vedtægt, hvor ejeraftalen er vedhæftet som bilag til vedtægten, idet en række af bestemmelserne i en ejeraftale vil stride mod det grundlæggende krav om, at det, der fremgår af vedtægterne, skal have vedtægtsmæssig relevans. Endelig vil Erhvervsstyrelsen som hidtil ikke acceptere, at en ejeraftale indskrives i selskabets vedtægter, da det fortsat er et krav, at bestemmelserne, der fremgår af vedtægterne, skal have vedtægtsrelevans. På nogle punkter accepterer Erhvervsstyrelsen dog, at typiske bestemmelser fra ejeraftaler indskrives i vedtægterne, hvilket blandt andet gør sig gældende med hensyn til bestemmelser om forkøbsret.