Undgå ulovlige og strafbare registreringer

Alle kan registrere en virksomhed via Erhvervsstyrelsens selvbetjeningsløsning. Men det er ulovligt og strafbart at give falske oplysninger.

  • Opdateret 1. november 2022

I Erhvervsstyrelsen bestræber vi os på, at smidighed og sikkerhed går hånd i hånd.

Det er nemt at registrere via løsningerne, men det er ulovligt at give falske oplysninger, og man hæfter for de registreringer, man foretager - også for, at registreringerne er korrekte og overholder loven.

Det er strafbart, hvis man bevidst foretager ændringer, som man ikke har ret til, eller hvis man på anden måde opgiver forkerte oplysninger til offentlige myndigheder.

I Erhvervsstyrelsen udvikler og forbedrer vi løbende systemerne – bl.a. for at mindske mulighederne for misbrug. Der er også en række løsninger for de virksomheder, der ønsker at følge registreringer i virksomheder tættere.

Erhvervsstyrelsen sender automatisk en besked, når der er sket registreringer i en virksomhed. Beskeden sendes via digital post til det CVR-nummer, som registreringen omhandler.

Hvis registreringen medfører, at en person bliver registreret ind eller ud af en virksomhed, vil den pågældende person også få besked i sin personlige digitale postkasse.

Du kan få besked pr. mail, når der sker ændringer i virksomheder, du har valgt at følge.

Når du har fremsøgt en virksomhed i CVR.dk og er logget ind, kan du klikke på ’Følg virksomhed’.

Så sender vi en mail, så snart der sker ændringer i virksomheden.

Ved at oprette et password kan du selv bestemme, hvem der kan ændre i virksomhedens oplysninger på Virk. Det betyder, at ændringer kun kan registreres af personer, som kender dette password.

Men vær opmærksom på, at et password begrænser fleksibiliteten i forhold til registreringerne, fx hvis virksomheden bruger rådgivere til at foretage registreringer.

Hvem kan oprette et password?

For at oprette et password skal du være tegningsberettiget eller være LRA-administrator for virksomhedens MitID tilslutningsaftale.

Sådan opretter du et password

Ønsker du et password, kan du selv oprette et på Virk. Her kan du også vælge, hvilke selvbetjeningsløsninger, der skal password-beskyttes.

Du kan oprette forskellige passwords til forskellige selvbetjeningsløsninger. Et password kan anvendes af flere brugere.