Identifikation af den kontrollerede virksomhed
På tidspunktet for kvalitetskontrollens opstart var der tilknyttet 1 kontorsted, 1 godkendt revisor - hvoraf 1 var berettiget til efter revisionsvirksomhedens interne regler at underskrive erklæringer omfattet af revisorlovens § 1, stk. 2.
Revisionsvirksomheden afgiver ikke erklæringer med sikkerhed for kunder, der er omfattet af revisorlovens § 1 a, stk. 1, nr. 3 (virksomheder af interesse for offentligheden).
Kvalitetskontrollens omfang og formål
Kvalitetskontrollen er udført i overensstemmelse med revisorloven, bekendtgørelse om kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder1 samt Erhvervsstyrelsens retningslinjer for kvalitetskontrol for 2017.
Kvalitetskontrollen har omfattet en gennemgang af, hvorvidt revisionsvirksomheden har etableret og implementeret et kvalitetsstyringssystem i overensstemmelse med revisorlovens § 28, og om systemet opfylder kravene i bekendtgørelse om revisionsvirksomheders interne organisation2 samt bekendtgørelse om godkendte revisorers og revisionsvirksomheders tilrettelæggelse af arbejdet3.
Gennemgangen af revisionsvirksomhedens interne organisation, herunder kvalitetsstyringssystem har omfattet følgende områder:
- A. Revisionsvirksomhedens registreringer
- B. Uafhængighed og tavshedspligt
- C. Accept og fortsættelse af klientforhold
- D. Menneskelige ressourcer
- E. Hvidvask og underretning om økonomiske forbrydelser
- F. Koncept for løsning af erklæringsopgaver med sikkerhed
- G. Opbevaring af dokumentation
- H. Personalets kendskab og anvendelse af kvalitetsstyringssystemet på erklæringsopgaver med sikkerhed, herunder hvorvidt revisionsvirksomheden har en whistleblower ordning
- I. Overvågning og evaluering.
Som led i gennemgangen af kvalitetsstyringssystemet er der foretaget en stikprøvevis gennemgang af 4 erklæringsopgaver for at teste, hvorvidt kvalitetsstyringssystemet er anvendt ved udførelse af erklæringsopgaver, og hvorvidt arbejdet er udført i overensstemmelse med revisorlovgivningen samt gældende revisionsstandsarder. Der er herunder blandt andet foretaget en stikprøvevis gennemgang af, hvorvidt der er foretaget en tilstrækkelig og dokumenteret uafhængigheds-, væsentligheds- og risikovurdering.
Endvidere er det testet, hvorvidt erklæringer er afgivet i overensstemmelse med lovgivningens krav, gældende revisionsstandarder samt den underliggende dokumentation.
Den stikprøvevise udtagelse af erklæringsopgaver har taget udgangspunkt i en risikobaseret tilgang, herunder erklæringsopgavernes art og omfang i revisionsvirksomheden.
Erhvervsstyrelsens konklusion på den udførte kvalitetskontrol
Erhvervsstyrelsen har identificeret følgende forbedringspunkter vedrørende revisionsvirksomhedens interne organisation herunder kvalitetsstyringssystem:
- Sikring af, at den interne kontrol er i stand til at afdække fejl og mangler i de udvalgte erklæringsopgaver af hensyn til udviklingen og opretholdelsen af kvaliteten af revisionsvirksomhedens erklæringsopgaver
- Det skal sikres, at kvalitetsstyringssystemet indeholder procedurer for opgaveløsning, der sikrer overholdelse af faglige standarder samt krav i relevant lov og øvrig regulering, når der udføres erklæringsopgaver
- Det skal sikres, at kvalitetsstyringssystemet indeholder procedurer, der sikrer, at revisionsvirksomheden overholder kravene om kommunikation med den øverste ledelse i henhold til revisionsstandarderne, samt at dette dokumenteres.
Erhvervsstyrelsen har identificeret følgende forbedringspunkter erklæringsopgaver:
- Det skal sikres, at der foretages tilstrækkelige væsentligheds- og risikovurderinger som led i revisionsplanlægningen, herunder at der tages dokumenteret stilling til risiko for væsentlig fejlinformation i relation til indregning af indtægter
- Det skal sikres, at samtlige påkrævede supplerende handlinger bliver udført, når der udføres opgaver vedrørende erklæring om udvidet gennemgang. Såfremt påkrævede handlinger ikke er relevante, skal begrundelsen herfor være dokumenteret
- Det skal sikres, at der ved udførelse af erklæringsopgaver udføres tilstrækkelige handlinger vedrørende væsentlige regnskabsposter, herunder omsætningen, og at dette dokumenteres
- Det skal sikres, at der som led i udførelse af erklæringsopgaver foretages dokumenteret kontrol af, at erklæringsemnet overholder den regnskabsmæssige begrebsramme. Såfremt der er afvigelser, skal det sikres, at revisors arbejdspapirer indeholder begrundet stillingtagen til, hvorvidt dette skal have indflydelse for den afgivne erklæring. I de tilfælde, hvor det vurderes, at eventuelle overtrædelser af den regnskabsmæssige begrebsramme skal have indflydelse for den afgivne erklæring, skal det sikres, at der afgives fornødne modifikationer til konklusionen i erklæringen
- Det skal sikres, at revisionsvirksomheden kommunikerer om betydelige resultater fra revisionen til den øverste ledelse.
Det er Erhvervsstyrelsens vurdering, at revisionsvirksomhedens interne organisation og kvalitetsstyringssystem er tilstrækkeligt i forhold til virksomhedens størrelse og kundesammensætning. Erhvervsstyrelsen er bortset fra ovenstående forbedringspunkt ikke blevet bekendt med forhold, der giver anledning til at konkludere, at der ikke er etableret og implementeret et hensigtsmæssigt kvalitetsstyringssystem.
I forbindelse med gennemgangen af erklæringsopgaver er der observeret væsentlige fejl og mangler i 3 ud af 4 gennemgåede opgaver. På baggrund af omfanget og arten af de identificerede observationer vedrørende de gennemgåede erklæringsopgaver er det Erhvervsstyrelsens vurdering, at kvalitetsstyringssystemet ikke har været anvendt i
tilstrækkeligt omfang.
Erhvervsstyrelsen har besluttet, at revisionsvirksomheden skal gennemgå en opfølgende kvalitetskontrol, jf. revisorlovens § 35 a, stk. 1, nr. 2. Den opfølgende kvalitetskontrol skal afklare, om der er fulgt op på ovenstående forbedringspunkter. Kvalitetskontrollen vil tage udgangspunkt i at gennemgå, om revisionsvirksomheden har iværksat de tiltag, der fremgår af revisionsvirksomheden handlingsplan samt efterlevelsen heraf.
Henstilling og forbedringspunkter
Erhvervsstyrelsen henstiller, at revisionsvirksomheden følger op på identificerede forbedringspunkter i forbindelse med kvalitetskontrollen.
Henstilling - udarbejdelse af handlingsplan
Erhvervsstyrelsen henstiller, at revisionsvirksomheden udarbejder en handlingsplan indeholdende tiltag rettet mod de forbedringspunkter, som Erhvervsstyrelsen har identificeret i forbindelse med kvalitetskontrollen.
Handlingsplanen skal derudover indeholde oplysning om, hvem der er ansvarlig for de foreslåede handlinger samt en tidsplan for de foreslåede tiltag. Handlingsplanen skal godkendes af Erhvervsstyrelsen, jf. revisorlovens § 35 a, stk. 2, 2. pkt.