Hvidvask

Tax Helper ApS

Vurdering om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Tax Helper ApS.

  • 24. august 2023
  • Tax Helper ApS
  • Skatterådgivere, bogholdere o.a. der tilbyder samme ydelser som advokater, ejendomsmæglere eller revisorer

Resumé

På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 24. august 2023 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Tax Helper ApS, CVR-nr. 41168455. 

Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven.

Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde sikret tilstrækkelige forretningsgange til at afgøre, om en kunde er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden blev påbudt at udarbejde forretningsgange herfor.

Herudover fik virksomheden en påtale for i ni tilfælde ikke at have foretaget en vurdering, og hvor relevant indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.

Virksomheden modtog en påtale for i ni tilfælde ikke at have foretaget en tilstrækkelig risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurderet forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddraget hvidvasklovens bilag 2 og 3.

Virksomheden modtog desuden en påtale for ikke rettidigt at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person i ni tilfælde.