Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 10. juni 2024 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende TALMENNESKER GODKENDT REVISIONS-ANPARTSSELSKAB, CVR-nr. 39886227.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven.
Virksomheden modtog også et påbud for i to tilfælde ikke at have foretaget en tilstrækkelig risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurderet forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3.
Virksomheden modtog en påtale for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer rettidigt, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af kundesagerne kunne konstatere, at virksomheden i seks tilfælde ikke havde kontrolleret kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde ved etablering af forretningsforbindelsen.
Virksomheden modtog en påtale for i tre tilfælde ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere de eller de reelle ejeres identitetsoplysninger, således at virksomheden med sikkerhed ved hvem den eller de reelle ejere for kunden er.
Virksomheden modtog en påtale for i fem tilfælde ikke rettidigt at have gennemført foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur.
Virksomheden modtog en påtale for i tolv tilfælde ikke rettidigt at have vurderet, og hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.
Virksomheden modtog en påtale for i ti tilfælde ikke rettidigt at have foretaget risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurderet forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3.
Virksomheden modtog en påtale for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet virksomheden i seks tilfælde ikke havde gennemført skærpede kundekendskabsprocedurer.
Virksomheden modtog en påtale for i tolv tilfælde ikke rettidigt at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.
Virksomheden modtog desuden en påtale for i ét tilfælde ikke at have foretaget en tilstrækkelig undersøgelse af baggrunden for og formålet med en kompleks og usædvanligt stor transaktion, et usædvanligt transaktionsmønster eller aktivitet, der ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.
Endelig modtog virksomheden i ét tilfælde en påtale for manglende opbevaring af oplysninger indhentet i forbindelse med opfyldelse af kravene i kapitel 3, herunder opbevaring af kontroloplysninger.