Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 4. oktober 2024 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Sydvestjysk Revision ApS Godkendt Revisionsselskab, CVR-nr. 42044040.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således, at det lever op til kravene i hvidvaskloven.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde sikret tilstrækkelige forretningsgange til at afgøre, om en kunde er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden blev påbudt at udarbejde tilstrækkelige forretningsgange herfor.
Virksomheden modtog et påbud, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgang af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i ét tilfælde ikke har kontrolleret kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde.
Virksomheden modtog et påbud for i ét tilfælde ikke at have indhentet identitetsoplysninger på den eller de reelle ejere og gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet.
Virksomheden modtog et påbud for i ti tilfælde ikke at have foretaget en vurdering, og hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.
Virksomheden modtog et påbud for i ti tilfælde ikke at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurdere forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3.
Virksomheden modtog et påbud for i ét tilfælde ikke at have foretaget kontrol af, om kunden er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person. Herudover modtog virksomheden et påbud for i ni tilfælde ikke at have foretaget kontrol af, om kunden er en nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.
Virksomheden modtog en påtale for i ni tilfælde ikke rettidigt at have kontrolleret kundernes identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde ved etablering af forretningsforbindelsen.
Virksomheden modtog også en påtale for i syv tilfælde ikke rettidigt at have gennemført foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur.
Erhvervsstyrelsen har besluttet at anmode National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om at indlede en politimæssig efterforskning af, om Sydvestjysk Revision ApS Godkendt Revisionsselskab, CVR-nr. 42044040, har overtrådt hvidvasklovens § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 10, § 11, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., § 11, stk. 1, nr. 4, § 11 stk. 3, jf. § 11, stk. 1-2, § 18, stk. 1 og § 18, stk. 1, jf. § 10, nr. 1.