Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 12. september 2024 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende REVISOR BECH ApS, CVR-nr. 40088318.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven.
Virksomheden modtog en påtale for ikke rettidigt at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i syv tilfælde ikke havde kontrolleret kundernes identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde ved etablering af forretningsforbindelsen.
Virksomheden modtog en påtale for i ni tilfælde ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitetsoplysninger.
Virksomheden modtog en påtale for i syv tilfælde ikke rettidigt at have gennemført foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur.
Virksomheden modtog herudover en påtale for i tre tilfælde ikke rettidigt at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.