Revisionsfirmaet Søren Askly, Registreret Revisionsanpartsselskab er i 2020 udtaget til kvalitetskontrol, jf. revisorlovens § 29, stk. 1.
Kvalitetskontrollen er gennemført som led i Erhvervsstyrelsens ordinære kvalitetskontrol af revisionsvirksomheden.
Denne rapport indeholder resultatet af kvalitetskontrollen og er offentliggjort som følge af at revisionsvirksomheden ikke har efterkommet Erhvervsstyrelsens henstilling om at udarbejde en handlingsplan, indeholdende tiltag rettet mod de forbedringspunkter, som Erhvervsstyrelsen har identificeret i forbindelse med kvalitetskontrollen, jf. 35, stk. 2, i bekendtgørelse om kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder.
Identifikation af den kontrollerede virksomhed
På tidspunktet for kvalitetskontrollens opstart var der tilknyttet 1 kontorsted og 1 godkendt revisor.
Revisionsvirksomheden afgiver ikke erklæringer med sikkerhed for virksomheder af interesse for offentligheden, jf. revisorlovens § 1 a, stk. 1, nr. 3.
Kvalitetskontrollens formål og omfang
Kvalitetskontrollen er udført i overensstemmelse med revisorloven, bekendtgørelse om kvalitetskontrol af revisionsvirksomheder1 samt Erhvervsstyrelsens retningslinjer for kvalitetskontrol for 2020. Kvalitetskontrollen har omfattet en gennemgang af, hvorvidt revisionsvirksomheden har etableret og implementeret et kvalitetsstyringssystem i overensstemmelse med revisorlovens § 28, og om systemet opfylder kravene i bekendtgørelse om revisionsvirksomheders interne organisation2 samt bekendtgørelse om godkendte revisorers og revisionsvirksomheders tilrettelæggelse af arbejdet3.
Gennemgangen af revisionsvirksomhedens interne organisation, herunder kvalitetsstyringssystem har omfattet følgende områder:
- A. Revisionsvirksomhedens registreringer
- B. Uafhængighed og tavshedspligt
- C. Accept og fortsættelse af klientforhold
- D. Menneskelige ressourcer
- E. Hvidvask og underretning om økonomiske forbrydelser
- F. Koncept for løsning af erklæringsopgaver med sikkerhed
- G. Opbevaring af dokumentation
- H. Personalets kendskab og anvendelse af kvalitetsstyringssystemet på erklæringsopgaver med sikkerhed, herunder hvorvidt revisionsvirksomheden har en whistleblower ordning
- I. Overvågning og evaluering.
Som led i gennemgangen af kvalitetsstyringssystemet er der foretaget en stikprøvevis gennemgang af 3 erklæringsopgaver for at teste, hvorvidt kvalitetsstyringssystemet er anvendt ved udførelse af erklæringsopgaver, og hvorvidt arbejdet er udført i overensstemmelse med revisorlovgivningen samt gældende revisionsstandsarder.
Der er herunder blandt andet foretaget en stikprøvevis gennemgang af, hvorvidt der er foretaget en tilstrækkelig og dokumenteret uafhængigheds-, væsentligheds- og risikovurdering. Endvidere er det testet, hvorvidt erklæringer er afgivet i overensstemmelse med lovgivningens krav, gældende revisionsstandarder samt den underliggende dokumentation.
Den stikprøvevise udtagelse af erklæringsopgaver har taget udgangspunkt i en risikobaseret
tilgang, herunder erklæringsopgavernes art og omfang i revisionsvirksomheden.
Erhvervsstyrelsens konklusion på den udførte kvalitetskontrol
Erhvervsstyrelsen har identificeret følgende forbedringspunkter vedrørende revisionsvirksomhedens interne organisation herunder kvalitetsstyringssystem:
- Sikring af, at revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem anvendes ved løsning af alle
erklæringsopgaver.
Erhvervsstyrelsen har identificeret følgende forbedringspunkter vedrørende overvågning og evaluering af kvalitetsstyringssystemet og erklæringsopgaver:
- Sikring af, at den interne kontrol er i stand til at afdække fejl og mangler i de udvalgte erklæringsopgaver af hensyn til udviklingen og opretholdelsen af kvaliteten af revisionsvirksomhedens erklæringsopgaver.
Erhvervsstyrelsen har identificeret følgende forbedringspunkter erklæringsopgaver:
- Sikring af, at der som led i planlægningen tages dokumenteret stilling til ledelsens metode for udøvelse af skøn, således at der bliver planlagt revisionshandlinger med henblik på at afdække relevante revisionsmål, der retter sig konkret mod regnskabsposter, der indeholder regnskabsmæssige skøn
- Sikring af, at der ved udførelse af erklæringsopgaver foretages tilstrækkelig planlægning, herunder at planlægningen er tilpasset den konkrete kunde, samt at der foretages vurdering af risici i relation til indregning af indtægter
- Sikring af, at der ved udførelse af erklæringsopgaver udføres tilstrækkelige handlinger, og at dette dokumenteres tilstrækkeligt med beviser, samt at revisors vurderinger og konklusioner dokumenteres for alle relevante områder. Det skal herunder sikres, at dokumentationen viser, at revisor har udvist den fornødne professionelle skepsis ved revisionen af væsentlige og risikofyldte områder, herunder regnskabsposter, der indeholder væsentlige elementer af regnskabsmæssige skøn. Dokumentationen skal være af en sådan beskaffenhed, at en erfaren revisor, der ikke har forudgående tilknytning til opgaven, er i stand til at vurdere, hvorvidt der er udført tilstrækkelige handlinger, resultaterne af udførte handlinger og det opnåede bevis som grundlag for den afgivne erklæring
- Sikring af, at der udføres tilstrækkelige revisionshandlinger, når der er indikationer på problemer med going concern, og at dette dokumenteres, herunder at der tages dokumenteret stilling til om der er tilstrækkelig oplysning herom i årsregnskabet
- Sikring af, at handlinger vedrørende kontrol af overholdelse af bestyrelsens pligter dokumenteres. Såfremt bestyrelsens pligter ikke er overholdt skal revisor oplyse herom i den afgivne erklæring
- Sikring af, at der foretages kommunikation om betydelige resultater fra revisionen til den øverste ledelse, og at dette dokumenteres.
Ved kvalitetskontrollen er Erhvervsstyrelsen bortset fra ovenstående forbedringspunkter ikke blevet bekendt med forhold, der giver anledning til at konkludere, at der ikke er etableret og implementeret tilstrækkeligt kvalitetsstyringssystem tilpasset virksomhedens størrelse og driftsmæssige karakteristika.
I forbindelse med gennemgangen af erklæringsopgaver er der væsentlige observationer vedrørende 2 ud af 3 erklæringsopgaver. På baggrund af omfanget og arten af observationerne i de gennemgåede erklæringsopgaver er det Erhvervsstyrelsens vurdering, at kvalitetsstyringssystemet ikke har været anvendt i tilstrækkeligt omfang.
Erhvervsstyrelsen bemærker, at det er revisionsvirksomhedens ansvar at sikre, at revisionsvirksomhedens kvalitetsstyringssystem anvendes i tilstrækkeligt omfang ved udførelse af erklæringsopgaver med sikkerhed, der afgives gennem revisionsvirksomheden.
Erhvervsstyrelsen har besluttet, at revisionsvirksomheden skal gennemgå en opfølgende kvalitetskontrol, jf. revisorlovens § 35 a, stk. 1, nr. 2. Den opfølgende kvalitetskontrol skal afklare, om der er fulgt op på ovenstående forbedringspunkter. Kvalitetskontrollen vil tage udgangspunkt i at gennemgå, om revisionsvirksomheden har iværksat de tiltag, der fremgår af revisionsvirksomheden handlingsplan samt efterlevelsen heraf.
Henstilling – opfølgning på forbedringspunkter
Erhvervsstyrelsen henstiller, at revisionsvirksomheden følger op på identificerede forbedringspunkter i forbindelse med kvalitetskontrollen.
Henstilling – udarbejdelse af handlingsplan
Erhvervsstyrelsen henstiller, at revisionsvirksomheden udarbejder en handlingsplan indeholdende
tiltag rettet mod de forbedringspunkter, som Erhvervsstyrelsen har identificeret i forbindelse med kvalitetskontrollen. Handlingsplanen skal derudover indeholde oplysning om, hvem der er ansvarlig for de foreslåede handlinger samt en tidsplan for de foreslåede tiltag.
Handlingsplanen skal godkendes af Erhvervsstyrelsen, jf. revisorlovens § 35 a, stk. 2, 2. pkt.