Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 18. oktober 2024 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende REVISIONSFIRMAET MENTOR, REGISTRERET REVISIONSANPARTSSELSKAB, CVR-nr. 28136196.
Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven.
Virksomheden modtog endvidere påbud for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i fem tilfælde ikke at have vurderet og hvor relevant indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed. Virksomheden modtog tillige en påtale for ikke rettidigt at have foretaget ovenstående vurdering i tre tilfælde, hvor kundeforholdet var ophørt på tidspunktet for tilsynsbesøget, hvorfor virksomheden modtog en påtale og ikke et påbud for overtrædelsen.
Virksomheden modtog tillige påbud om at foretage risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurdere forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i fem tilfælde ikke havde foretaget tilstrækkelig risikovurdering af forretningsforbindelserne. Virksomheden modtog tillige en påtale for ikke rettidigt at have foretaget ovenstående vurdering i to tilfælde, hvor kundeforholdet var ophørt på tidspunktet for tilsynsbesøget, hvorfor virksomheden modtog en påtale og ikke et påbud for overtrædelsen.
Endelig modtog virksomheden påbud om at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvor der vurderes at være øget risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme. Idet virksomheden i et tilfælde havde vurderet at kundeforholdet indebar en betydelig risiko, men ikke kunne dokumentere at have gennemført skærpede kundekendskabs-procedurer.
Virksomheden modtog påtale for ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger fra en pålidelig og uafhængig kilde. Virksomheden modtog påtale for i tre tilfælde ikke at have gennemført kontrollen rettidigt samt påtale for i et tilfælde ikke at have gennemført kontrollen. Da kundeforholdet var ophørt på tidspunktet for tilsynsbesøget, modtager virksomheden en påtale og ikke et påbud for overtrædelsen.
Virksomheden modtog endvidere påtale for i fem tilfælde ikke rettidigt at have kontrolleret kundens reelle ejeres identitetsoplysninger, således at virksomheden med sikkerhed ved hvem den eller de reelle ejere er. Ligeledes modtog virksomheden påtale for i fem tilfælde ikke rettidigt at have gennemført rimelige foranstaltninger for at klarlægge ejer- og kontrolstrukturen, når kunden er en juridisk person.
Endelig modtog virksomheden påtale for i fem af de udtagne kundesager ikke rettidigt at have foretaget kontrol af om kunden eller dennes reelle ejer er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.