Resumé
På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 25. juni 2026 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Revision Ry & Hammel Godkendt Revisionsaktieselskab, CVR-nummer 26267439.
Erhvervsstyrelsen har ud fra en risikobaseret tilgang valgt at fokusere på virksomhedens vurdering af forretningsforbindelsens tilsigtede beskaffenhed, virksomhedens risikovurdering af det enkelte kundeforhold, virksomhedens gennemførelse af skærpede kundekendskabsprocedurer ved øget risiko samt undersøgelsespligten og underretningspligten.
Virksomheden modtog et påbud om at foretage tilstrækkelige vurderinger og hvor relevant indhente oplysninger om den enkelte forretningsforbindelses formål og tilsigtede beskaffenhed.
Virksomheden modtog endvidere et påbud om at foretage tilstrækkelige risikovurderinger af det enkelte kundeforhold, herunder vurdere forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og 3, således at virksomheden får afdækket de relevante risikofaktorer i de enkelte kundeforhold.
Erhvervsstyrelsen påbød endvidere virksomheden at foretage en undersøgelse vedrørende mistanke om én kundes tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.
Virksomheden modtog en påtale for ikke at kunne dokumentere omgående at have underrettet Hvidvasksekretariatet ved viden om, mistanke eller rimelig grund til at formode en kundes tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.