Hvidvask

Revision Brøndby ApS

Vurdering om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Revision Brøndby ApS

  • 9. november 2022
  • Revision Brøndby ApS
  • Skatterådgivere, bogholdere o.a. der tilbyder samme ydelser som advokater, ejendomsmæglere eller revisorer

Resumé

På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg, traf Erhvervsstyrelsen den 9. november 2022 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Revision Brøndby ApS, CVR-nr. 37317918.

Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering eller tilstrækkelige skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller, hvorfor virksomheden blev påbudt at opdatere materialet, således at det lever op til kravene i hvidvaskloven.

Virksomheden modtog et påbud for i 11 tilfælde ikke at have vurderet, og hvor relevant, indhentet oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.

Virksomheden modtog påbud for i 11 tilfælde ikke at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold på baggrund af en konkret og dokumenteret vurdering.

Virksomheden modtog desuden påbud for i 11 tilfælde ikke at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.

Herudover fik virksomheden en påtale for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af nogle kundesager kunne konstatere, at virksomheden i fem tilfælde ikke havde kontrolleret kundernes identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde rettidigt.

Virksomheden modtog desuden påtale for i fem tilfælde ikke at have indhentet og kontrolleret den reelle ejeres identitetsoplysninger, så virksomheden med sikkerhed ved, hvem den eller de reelle ejere er.

Virksomheden modtog endelig en påtale for ikke at have oprettet en whistleblowerordning, hvor ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af hvidvaskloven og regler, der er udstedt i medfør heraf, rettidigt.

Erhvervsstyrelsen har derfor besluttet at anmode National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) om at indlede en politimæssig efterforskning af, om Revision Brøndby ApS, CVR-nr. 37317918, har overtrådt hvidvasklovens § 7, stk. 1, § 8, stk. 1, § 10, stk. 1, § 18, stk. 1, § 11, stk. 1, § 11, stk. 3 og § 35, stk. 1.

Virksomheden modtog den 14.06.2023 et bødeforlæg på 90.000 kr., for overtrædelse af hvidvasklovens § 7, stk. 1, § 8, stk.1, § 11, stk. 1, nr. 4, § 18, stk. 1, § 10, stk. 1, jf. § 18, stk. 1, og § 36, stk. 1, som efterfølgende er blevet vedtaget.