Et regulatorisk sandkasseforløb bygger på et tæt samarbejde mellem de relevante myndigheder og de ansøgende virksomheder eller organisationer, som deltager i sandkasseforløbet.
Formålet med regulatoriske sandkasser er at bidrage til, at innovative produkter, løsninger, teknologier mv. hurtigere kan testes, godkendes og komme på markedet, samtidig med, at myndighederne bliver klogere på, hvordan reglerne kan forbedres.
De regulatoriske sandkasseforløb vil på tværs af de forskellige indsatsområder udmønte sig i konkrete anbefalinger og løsningsmodeller til forbedring af de regulatoriske rammer. En eventuel implementering af anbefalingerne vil bero på en efterfølgende vurdering og, hvor relevant, politisk beslutning.
Samtidig vil de regulatoriske sandkasseforløb arbejde for at understøtte de deltagende virksomheder, konsortier mv. på den korte bane ift. de regulatoriske barrierer, de oplever.
Erhvervsstyrelsen er udpeget som nationalt kontaktpunkt for de regulatoriske sandkasser og varetager i den forbindelse en koordinerende rolle ifm. de regulatoriske sandkasser.
Aktuelle regulatoriske sandkasseforløb
I efteråret 2025 blev det politisk besluttet, at de to første regulatoriske sandkasser skulle være inden for hhv. biosolutions- og droneområdet. I starten af 2026 annoncerede Erhvervsstyrelsen en åben ansøgningsrunde, hvor alle interesserede virksomheder, konsortier mv. havde mulighed for at ansøge om deltagelse i et regulatorisk sandkasseforløb på hhv. biosolutions- og droneområdet.
På baggrund af ansøgningerne har Erhvervsstyrelsen sammen med de relevante myndigheder igangsat en række sandkasseforløb inden for hhv. biosolutions- og droneområdet. Udvælgelse og prioritering af de igangsatte sandkasseforløb er bl.a. foretaget pba. en række kriterier, der er fastsat i Bekendtgørelse om nationalt kontaktpunkt for oprettelse af regulatoriske sandkasser og sandkasseforløb, herunder skulle ansøgerne være udfordret af én eller flere regulatoriske barrierer, der forhindrer nye innovative teknologier, produkter eller løsninger i at blive godkendt og komme hurtigt på markedet. Det ansøgte sandkasseforløb skulle samtidig kunne medføre betydning for samfundet eller være til gavn for en kritisk masse af forbrugere/virksomheder.
De igangsatte regulatoriske sandkasseforløb løber til og med 2027. De involverede myndigheder arbejder her dels for at forbedre de regulatoriske rammer for det brede erhvervsliv på drone- og biosolutionsområdet, dels med at understøtte de deltagende virksomheder, konsortier og organisationer med deres regulatoriske barrierer.
Den regulatoriske sandkasse på droneområdet
De igangsatte sandkasseforløb på droneområdet har både fokus på at understøtte enkelte virksomheder på den korte bane, som har ansøgt og er blevet udvalgt til deltagelse i et sandkasseforløb, og et fokus på at udvikle modeller og anbefalinger, der kan understøtte en mere varig og strukturel forbedring af de regulatoriske forhold til gavn for det bredere droneerhverv.
Virksomhederne, der deltager i et regulatorisk sandkasseforløb på droneområdet, spænder bredt over droneteknologier til brug for både civile formål og til brug for beskyttelse af kritisk infrastruktur (operationelt) og forsvarsmæssige formål.
De regulatoriske barrierer, der bliver fremhævet af droneerhvervet og i de indkomne ansøgninger til det regulatoriske sandkasseforløb viser et behov for at samle en række forskellige myndigheder for at sikre, at de regulatoriske sandkasseforløb leverer robuste anbefalinger og løsningsmodeller. Følgende myndigheder er involveret i den regulatoriske sandkasse på droneområdet: Trafikstyrelsen, Forsvarskommandoen, Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Rigspolitiet, Digitaliseringsstyrelsen og Klimadatastyrelsen. Erhvervsstyrelsen har det overordnede tværgående ansvar.
De regulatoriske sandkasseforløb på droneområdet er overordnet fordelt på tre indsatsområder.
Hjælp til dronevirksomheder her-og-nu
Denne indsats understøtter de udvalgte virksomheder, konsortier og organisationer på den korte bane ift. de regulatoriske barrierer, de oplever. Det kan eksempelvis være, hvis en deltagende virksomhed har behov for at kunne teste deres løsning mhp. at få dem hurtigere på markedet. I så fald kan myndighederne fx bidrage med fokuseret myndighedssagsbehandling af virksomhedernes SORA-ansøgninger.
Denne indsats forventes både at skabe generel læring for de involverede myndigheder, hvilket på sigt også kan gavne det brede droneerhverv med bedre og mere innovationsvenlig regulering, og samtidig vil det skabe konkret værdi for de deltagende virksomheder og organisationer.
Hurtigere udvikling af drone/counter-droneteknologi til brug for forsvar og beskyttelse af kritisk infrastruktur
En del af ansøgningerne til det regulatoriske sandkasseforløb kom fra virksomheder, der udvikler drone/counter-droneteknologier til brug for forsvar og beskyttelse af kritisk infrastruktur. Blandt virksomhederne er der et gennemgående behov for markant hurtigere sagsbehandlingsprocesser i forbindelse med tilladelser til test- og udvikling af nye droneteknologier, da hurtige test og testiterationer er afgørende for teknologisk udvikling og det danske droneerhvervs konkurrenceevne.
En væsentlig forudsætning for at kunne teste og udvikle nye drone/counter-droneteknologer er adgang til egnede fysiske testområder. Behovet for egnede testområder ses også i forlængelse af behovet for at kunne teste mere avancerede drone/counter- droneteknologier, end tidligere.
I sandkasseforløbet bliver der arbejdet med tre overordnede spor, som er målrettet virksomheder, der udvikler drone/counter-droneteknologi til brug for forsvar og beskyttelse af kritisk infrastruktur:
- Der bliver udviklet anbefalinger og modeller til et nyt setup for en markant hurtigere myndighedssagsbehandling og -koordinering af tilladelser til test- og udvikling af nye drone/counter-droneteknologier.
- Eksisterende og potentielle nye testområder bliver kortlagt og der leveres anbefalinger til prioritering af eventuelle nye testområder, der kan imødekomme droneindustriens behov for test på både kort og længere sigt.
- Der bliver udviklet anbefalinger og modeller for et egnet organisatorisk setup med henblik på at sikre effektiv myndighedskoordinering, sagsbehandling og anvisning af testområder, der passer til den konkrete drone/counter-droneteknologi, der ønskes testet.
Hurtigere SORA-sagsbehandling til alle typer af droneoperationer
Det danske droneerhverv oplever udfordringer med lange og komplekse SORA-ansøgnings- og sagsbehandlingsforløb. Droneindustrien og øvrige droneoperatører efterspørger hurtigere SORA-ansøgnings- og sagsbehandlingsforløb, da det nuværende setup hæmmer innovationsevnen og konkurrencekraften.
For at imødekomme den danske droneindustris behov, har det regulatoriske sandkasseforløb fokus på at udvikle modeller og anbefalinger til de mest effektive og implementerbare tiltag, der på kort sigt kan bringe SORA-sagsbehandlingstiden ned. Sandkasseforløbet vil desuden resultere i anbefalinger til indsatser, der kan bringe SORA-sagsbehandlingstiden endnu længere ned, men som kan være vanskeligt at implementere på kort sigt, fx hvis der bliver peget på behov for ændret lovgivning på nationalt eller europæisk niveau.
Den regulatoriske sandkasse på biosolutionsområdet
På biosolutionsområdet har Erhvervsstyrelsen sammen med Fødevarestyrelsen igangsat et regulatorisk sandkasseforløb med fokus på ’nye biobaserede fødevare- og foderingredienser’. Flertallet af de ansøgninger, der blev indsendt på biosolutionsområdet, omhandlede regulatoriske udfordringer inden for det valgte område.
Denne side opdateres når der er mere information om indholdet i det konkrete sandkasseforløb.
Nye regulatoriske sandkasser
Der kan oprettes yderligere regulatoriske sandkasser på andre områder, hvor der er en konkret efterspørgsel i markedet og efter politisk beslutning. Denne side opdateres så snart, der er truffet afgørelse om en ny regulatorisk sandkasse, hvorefter virksomheder, konsortier mv. kan søge ind i sandkassen.
Deltagelse i et regulatorisk sandkasseforløb
I en regulatorisk sandkasse kan virksomheder, organisationer og konsortier få mulighed for i tidsafgrænsede forløb at udvikle, teste og vurdere deres innovative teknologier i forhold til gældende og evt. midlertidige regulatoriske rammer i samarbejde med relevante nationale myndigheder og andre aktører i et kontrolleret og sikkert miljø. Der er pt. ikke nogle åbne ansøgningsrunder. Det vil fremgå på denne side, når der er nye ansøgningsforløb.
Økonomi
Initiativet om regulatoriske sandkasser er en del af 'Aftale om Iværksætterpakken juni 2024', som blev indgået af den daværende regering og et flertal bestående af Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.
Med iværksætteraftalen blev der afsat midler, som bl.a. kan bidrage til at finansiere myndighedernes engagement ind i sandkasseforløbene i 2026 og 2027.
Det vil ikke være muligt at afholde direkte udgifter til ansøgernes egen deltagelse i forløbene.
Erhvervsstyrelsen forventer dog at kunne bidrage med mindre, målrettede indkøb af relevante eksterne ydelser, der kan understøtte de igangsatte sandkasseforløb i løbet af 2026 og 2027.
Det bemærkes i den forbindelse, at mulige leverandører af eventuelle eksterne ydelser til at understøtte et konkret sandkasseforløb ikke også kan indgå som ansøger i et sandkasseforløb-projektteam/konsortium. Enten indgår man som en del af ansøgerkredsen og afstår fra at byde ind i forbindelse med en eventuel efterfølgende tilbudsindhentning på ydelser, der understøtter et konkret sandkasseforløb, eller også indgår man slet ikke som en del af ansøgerkredsen, men kan så levere efterspurgte ydelser.
Etablering, monitorering og evaluering
Forud for igangsættelse af regulatoriske sandkasseforløb, vil Erhvervsstyrelsen i samarbejde med de involverede relevante myndigheder og eventuelle andre parter, udarbejde og godkende en specifik plan for den struktur, der gør det muligt for ansøgere at afprøve innovative teknologier i et kontrolleret miljø under virkelighedstro forhold.
Efter etableringen af et regulatorisk sandkasseforløb vil Erhvervsstyrelsen i samarbejde med de involverede relevante myndigheder løbende monitorere og opsamle de regulatoriske læringer, der fremkommer.
Erhvervsstyrelsen og de relevante myndigheder vil i samspil evaluere det regulatoriske sandkasseforløb efter udløb af forløbet. Erhvervsstyrelsen og myndighederne lægger i samarbejde en plan for, hvordan de identificerede regulatoriske barrierer håndteres.
Hvis Erhvervsstyrelsen under sandkasseforløbet bliver bekendt med forhold, der kan kompromittere sikkerheden, miljøet og sundheden kan Erhvervsstyrelsen afslutte det videre sandkasseforløb.
Offentlighed og tavshedspligt
Resultater af de regulatoriske sandkasseforløb offentliggøres med henblik på, at alle relevante aktører kan drage fordel af de regulatoriske læringer.
Offentlige myndigheder, herunder Erhvervsstyrelsen, er underlagt regler om aktindsigt.
Alle har derfor ret til at ansøge om aktindsigt i sager, dokumenter eller oplysninger, som omhandler sandkasseforløbene. Lovgivningen indeholder dog en række begrænsninger, hvorefter oplysninger om tekniske indretninger eller fremgangsmåder, drifts- eller forretningsforhold og lignende mv. kan undtages.
Det er Erhvervsstyrelsen, som vurderer og træffer afgørelse om, hvorvidt materiale kan udleveres, men i praksis vil der som det altovervejende udgangspunkt ske en høring af de aktører, hvis materiale er omfattet aktindsigten, så disse har mulighed for at komme med bemærkninger til en eventuel udlevering.
Alle offentligt ansatte er desuden underlagt forvaltningslovens tavshedspligt med hensyn til en række fortrolige oplysninger.
Virksomhedsguiden
Virksomhedernes guide til opstart, drift og udvikling.