Hvidvask

REGNSKABSBUREAUET ApS

Vurdering om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende REGNSKABSBUREAUET ApS

  • 15. januar 2025
  • REGNSKABSBUREAUET ApS
  • Skatterådgivere, bogholdere o.a. der tilbyder samme ydelser som advokater, ejendomsmæglere eller revisorer

Resumé

På baggrund af et afholdt tilsynsbesøg traf Erhvervsstyrelsen den 15. januar 2025 afgørelse om overholdelse af hvidvaskloven vedrørende Regnskabsbureauet ApS, CVR-nr. 24203123.

Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde udarbejdet en tilstrækkelig risikovurdering, hvorfor virksomheden blev påbudt at identificere og vurdere risikoen for, at virksomheden kan blive misbrugt til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Erhvervsstyrelsen påbød herudover virksomheden at udarbejde sine skriftlige politikker, forretningsgange og kontroller således, at de lever op til kravene i hvidvaskloven.

Erhvervsstyrelsen konstaterede, at virksomheden ikke havde sikret forretningsgange til at afgøre, om en kunde er en politisk eksponeret person (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person, hvorfor virksomheden blev påbudt at udarbejde forretningsgange herfor.

Virksomheden modtog et påbud for ikke at have gennemført tilstrækkelige kundekendskabsprocedurer, idet Erhvervsstyrelsen i forbindelse med gennemgangen af 12 kundesager kunne konstatere, at virksomheden i to tilfælde ikke at have gennemført rimelige foranstaltninger for at kontrollere den eller de reelle ejeres identitet. Virksomheden modtog ligeledes en påtale for i 10 tilfælde ikke at have gjort dette rettidigt.

Virksomheden modtog et påbud for i 12 tilfælde ikke at have vurderet, og hvor relevant indhentet oplysninger om, forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed.

Virksomheden modtog også et påbud for i 10 tilfælde ikke at have foretaget en risikovurdering af det enkelte kundeforhold, herunder vurderer forretningsforbindelsens formål, omfang, regelmæssighed og varighed samt inddrage hvidvasklovens bilag 2 og bilag 3. Endvidere modtog virksomheden i to tilfælde en påtale herfor.

Virksomheden modtog endvidere et påbud for i 10 tilfælde ikke at have foretaget kontrol af, om kunderne er politiske eksponerede personer (PEP), nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person.

Virksomheden modtog en påtale for i 10 tilfælde ikke og ikke rettidigt at have kontrolleret kundens identitetsoplysninger på grundlag af dokumenter, data eller oplysninger indhentet fra en pålidelig og uafhængig kilde.

Virksomheden modtog også en påtale for i seks tilfælde ikke rettidigt at have gennemført foranstaltninger for at klarlægge kundens ejer- og kontrolstruktur.